Krop

Giv kroppen en forårskur

11. april 2016

Føler du dig vinterdrænet og forårstræt, så var det måske en ide at give din krop en effektiv og vitaliserende forårskur. Det er ikke spor svært, men kan derimod tilføre masser af ny energi, og så kan det hjælpe din krop til selvhjælp.

Heldigvis er vores mange milliarder celler i kroppen ikke statiske. De er derimod særdeles modulerbare. De reagerer som regel hurtigt på impulser, og vælger du at give dem en indre hovedrengøring og et spark ny energi, så viser resultaterne sig hurtigt. Det handler primært om at udelade nogle fødevarer og tilføre andre, for alt hvad du tilfører i form af tanker, mad, væske, motion og ilt påvirker dine indre balancer og er bestemmende for, hvilke signalstoffer, hormoner, enzymer og nye celler, der dannes i din krop.

Ønsker du at vitalisere din krop, så kan du altså påvirke din indre biokemi via aktive, bevidste valg i dagligdagen. Vi har heldigvis en lang række fantastiske organer, der hjælper kroppen med udskillelsen af uønskede stoffer og udtjente hormoner med mere. Disse afgiftningsorganer som lever, tarm, nyrer, lunger og hud bliver som regel rigeligt udfordrede i dagligdagen med vores nutidige levevis.

Du kan derfor med fordel sætte kærligt fokus på aflastning af disse organer. Det indebærer tilbageholdenhed i dit indtag af alkohol, kaffe, sort te, kød, sukker, hvidt brød og pasta samt kemi i maden. Kroppen skal kunne holde fri, og derfor anbefales det, at du udelader eller reducerer indtaget af disse fødevarer, prioriterer økologiske råvarer og i stedet drikker masser af rent vand. Betragt de mange daglige glas vand som indre brusebade, der hjælper kroppen med hovedrengøringen. Sådanne tiltag vil ikke alene rense ud, de vil også skabe mulighed for dannelse af mere energi og overskud.

Der er særligt fem indsatsområder, som jeg kan anbefale på denne årstid:

 

1. Styrk leveren

Leveren er et af vore vigtigste organer. Den hjælper os blandt andet med at fordøje vores mad og afgifte kroppen. Vi er fuldstændig afhængige af leverens arbejde, og fungerer den ikke optimalt, så kan det blandt andet påvirke kropslige balancer, andre organer og vores humør. Leveren er på hårdt arbejde døgnet rundt, og det kan derfor betale sig at aflaste leveren i nogle dage og samtidig tilføre de fødevarer, som styrker leverens arbejde.

Det er blandt andet leverstyrkende urter, bitre grønsager og kål. Disse fødevarer stimulerer også dannelsen af det vigtige stof glutathion i leveren. Glutathion er en aminosyre og en kraftig antioxidant, som har særlig betydning for leverens afgiftningsevne. Glutathion har således en beskyttende og afgiftende effekt i organismen, og det kan betale sig hver dag at spise glutathionsrige fødevarer. Du kan se listen over glutathionsstimulerende fødevarer i faktaboksen.

 

2. Styrk tarmfloraen

Det er ganske forunderligt, så hurtigt kroppen kan danne nyt og genfinde balancen. I tarmen har vi, hvis du breder den ud, et enormt overfladeareal. Cirka 70 pct. af vores immunforsvar er knyttet til den overflade, der fornyes hver femte dag. Slimhinden i tarmsystemet næres primært af fedtsyrer, som dannes ud fra vandopløselige fibre, primært fra grønsager. Derfor giver det mening at spise masser af fiberrige og sunde grønsager og at tænke på, hvad du selv kan gøre for at optimere såvel slimhinde som flora og forsvar.

Ønsker du at hjælpe din krop til større sundhed og balance, så kan det betale sig i en periode at udelade tarmbelastende fødevarer som sukker, kød- og kødpålæg, mælkeprodukter samt hvidt brød og pasta. Spis i stedet masser af fiberrige grønsager, fisk og fjerkræ samt gode, uraffinerede fedtstoffer. Suppler med et tilskud af sunde mælkesyrebakterier hver dag.

De bedste er efter min mening probiotika i kapselform, der indeholder mindst 15 mia. levende kulturer per kapsel. De skal spises sammen med et måltid og stå på køl. Alternativt kan du lave din egen yoghurt og tilsætte gode mælkesyrebakterier. Du kan finde opskrifter med og uden komælk på www.madforlivet.com

 

3. Sænk inflammationsniveauerne

Inflammation er en betændelseslignende tilstand, der opstår som reaktion på noget, der irriterer eller aktiverer immunforsvaret. Det kan hjælpe os, men det kan også gøre det modsatte. Problemerne kan opstå, hvis graden af inflammation bliver for voldsom og for langvarig. I sådanne tilfælde kan det være godt at kende til antiinflammatorisk mad og naturlige tiltag, der kan reducere inflammation i kroppens væv. For inflammation er involveret i udviklingen af adskillige sygdomme, herunder åreforkalkning, hjerte-karsygdomme, sukkersyge og gigt.

Overvægt, samt et højt indtag af simple kulhydrater og inflammationsfremmende fedtstoffer fra kød, kødpålæg, mælkeprodukter, margariner og raffinerede omega 6 olier som solsikkeolie, vindruekerne olie etc. kan også øge inflammationsgraden i kroppen. Men der er heldigvis noget at gøre ved det, for en lang række fødevarer har antiinflammatorisk effekt. Dem kan du med stor effekt inkludere i dine daglige måltider. Du kan finde listen med antiinflammatoriske i faktaboksen.

 

4. Afgift via huden

Huden er vores største organ og det mest effektive, når det gælder afgiftning. Du kan derfor øge den revitaliserende effekt ved at tørbørste huden hver morgen og ved lejlighedsvist at skrubbe den med en skrubbecreme bestående af groft havsalt og æterisk olie. Du kan også afgifte effektivt ved at svede, enten ved at dyrke sport eller ved at gå i sauna. Særligt infrarøde saunaer er effektive, hvis målet er afgiftning.

 

5. Sov godt, tænk positivt og træk vejret dybt

For lidt søvn kan undertrykke immunforsvaret, så en god nats søvn virker styrkende, foryngende og forebyggende mod stort set alle sygdomme. Det er væsentligt at sove i fuldstændigt mørke, for kun i mørke dannes det vigtige stof melatonin. Dine tanker påvirker også dine indre balancer, og stress, sorg og negative tanker kan forsure kroppens indre miljø. Her kan daglige meditationer og fokusering på at se glasset som halvt fyldt fremfor halvt tomt hjælpe. Dybe vejrtrækninger hver dag hjælper også kroppen til selvhjælp.

 

Et let forårskurs-program

Hvis du har lyst til at prøve en let vitaliserende kur på nogle dage eller uger, så får du her fem konkrete og sunde tips til en god start på en effektiv forårskur:

1. Start hver dag med et glas vand tilsat citronsaft samt en vitaliserende, fuldtnærende grønsagssmoothie. En grønsagssmoothie er optimal som morgenmad og giver en god start på dagen. Den tilfører masser af næring og sunde fibre.

2. Reducer eller udelad belastende fødevarer og drikke som kaffe, sort te og alkohol. Sukker, hvidt brød, pasta, komælksprodukter og kød kan du også med fordel reducere eller udelade i en periode. Suppler i stedet dine daglige måltider med masser af økologiske grønsager som broccoli, blomkål, rosenkål, hvidkål, andre former for kål, avocado, vandmelon, asparges, artiskokker og bitre urter.

Det er fødevarer, som stimulerer din lever til at danne det afgiftende stof glutathion. Kombiner dine måltider med sunde jomfruolier og gode proteiner fra vildt, økologiske fisk, hampeproteinpulver, bønner eller linser.

3. Få dig rørt hver dag i mindst en halv time. Gå en tur i rask trav og træk vejret dybt ned i maven. Tag cyklen på arbejde, løb, svøm eller tag trapperne og stå af et busstoppested førend du normalt ville. Gå i sauna. Har du adgang til en infrarød sauna, så er den ideel. Hyppige ophold i en infrarød sauna øger udskillelsen af affaldsstoffer effektivt og hurtigt.

4. Sov i mindst syv timer i fuldstændigt mørke, det fremmer dannelsen af sundhedsfremmende stoffer, hjælper kroppen med at revitalisere, giver mere energi og hjælper dig med at leve op til dit fulde potentiale.

5. Suppler dine sunde, grønne og økologiske mad med tilskud af mælkesyrebakterier, et mulitivitaminmineraltilskud af høj kvalitet, D3 vitamin, selen, fiskeolie, CoQ10, mælkebøttesaft eller eventuelt Phytomin 6, der er et udtræk af bitre urter, som kan virke stimulerende og afgiftende på leveren. Bitterstern-dråber før hvert måltid kan fremme en god fordøjelse og din udnyttelse af madens næringsstoffer. Du kan læse mere på www.madforlivet.com

__________

Antiinflammatoriske tiltag

Spis ingefær. Ingefær indeholder de stærkt antiinflammatoriske gingeroler. Drik et ingefærshot hver dag eller kom ingefær i wokken, salatdressingen eller smoothien.

Spis hvidløg. Hvidløg er rige på antioxidanter og indeholder de antiinflammatoriske og betændelseshæmmende stoffer aliin og allicin. Anvend almindelige eller sorte hvidløg i salater, dressinger, grønsagsretter og wokretter.

Spis mynte. Mynte indeholder gavnlige plantenæringsstoffer, der ikke alene fremmer en god fordøjelse, men også har antiinflammatorisk effekt. Brug det i teer eller smoothies.

Spis masser af kål. Alle former for kål har en inflammationsdæmpende effekt i kroppen. Damp, svits eller bag kålen eller brug den rå i coleslaw. Kål er også rig på fibre, der er gavnlige for stort set alle kropslige processer.

Få tilstrækkeligt med omega 3-fedtsyrer. Omega 3-fedtsyrer får du fra fede fisk, hørfrø- eller hampefrø samt olier heraf. De fleste af os spiser for meget omega 6 fra kød, mælkeprodukter og raffinerede olier, der fremmer inflammation i kroppen. Det kan derfor virkelig betale sig at opjustere sit daglige indtag af omega 3, for omega 3-fedtsyrer har stærk antiinflammatorisk effekt.

Det kan du gøre ved at inkludere ansjoser og sardiner i salaten, spise økologiske ørreder eller laks eller kværne hørfrø til din morgenmad. Du kan også tage et tilskud af en god fiskeolie, eksempelvis Dansk Ørred, økologisk fiskeolie eller Nordic natural cod liver oil. Du kan også vælge en vegetarisk løsning i form af Udo’s Choice eller Algae Omega.

Spis monoumættede fedtsyrer hver dag. Monoumættede fedtsyrer fra ekstra jomfruolivenolie, avocado, valnødder og mandler er super sunde og har antiinflammatorisk effekt. Brug den gode ekstra jomfruolivenolie over salater eller grønsager, spis avocado i frokostsalaten og suppler frugten eller grønsagerne midt på dagen med valnødder eller mandler. Det stabiliserer blodsukkeret og reducerer inflammationen.

__________

Glutathionsstimulerende fødevarer

  • Broccoli
  • Blomkål
  • Rosenkål
  • Hvidkål
  • Avocado
  • Vandmelon
  • Asparges
  • Artiskokker
  • Bitre urter

__________

Vitaliserende grøntsags-smoothie

Denne smoothie smager fantastisk og giver en rigtig god start på dagen. Den indeholder masser af fiberrige grønsager og tilsættes den lidt god olie og proteinpulver, så udgør den et fuldtnærende måltid.

Til 2 personer

Du skal bruge:

  • ½ skrællet agurk
  • 2 kugler frossen spinat
  • Stokken af 1 broccolihoved
  • 1 avocado
  • 1 banan
  • 1 grape
  • 1 æble
  • 2-3 spsk persille (kan udelades)
  • Saften af ½ citron
  • 1 tsk vanillepulver
  • 2 dl Acido og eventuelt lidt vand
  • 1 shot hvedegræs eller hvedegræspulver (kan udelades)
  • 2 spsk hørfrø- eller hampefrøolie
  • 1 spsk hampeproteinpulver

Sådan gør du:

Alle ingredienser undtagen hvedegræs, hørfrø-, hampefrøolie og proteinpulver blendes grundigt til en blød og homogen masse. Herefter tilsættes de sidste ingredienser, som blendes med i et par sekunder. På denne måde har du et fuldtnærende måltid.

Ved at blende grønsager, bær og frugt, så bevarer du de gavnlige fibre, som nærer din tarm og hjælper til afgiftningen.

__________

Ukrudtspesto

En god pesto er supersund og fyldt med vitaminer og mineraler. Pestoen tjener som en slags sauce til såvel vegetarretter som til fisk og fjerkræ. Du kan også anvende pesto som dressing i salater eller i sandwiches.

Du skal bruge:

  • 1 håndfuld brændenælder
  • 1 håndfuld mælkebøtteblade
  • 1 håndfuld skvalderkål
  • 1 håndfuld mandler eller cashewnødder
  • Saft af ½ citron
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk honning
  • Lidt revet parmesanost (kan udelades)
  • 6 spsk ekstra jomfruolivenolie
  • Flagesalt samt friskkværnet peber

Sådan gør du:

Det hele blendes i foodprocessoren. Opbevares på køl i max en uge i beholder med tætsluttende låg.

__________

Artiskokker med urtecreme

Til 2 personer som forret eller tilbehør

Du skal bruge:

  • 2 artiskokker
  • Uraffineret salt

Urtecreme

  • 2 dl Skyr eller hjemmelavet yoghurt
  • ½-1 dl hørfrøolie
  • Masser af friskhakkede krydderurter eller ukrudt
  • Saften af ½ citron
  • 1-2 fed hvidløg
  • Uraffineret salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:

Fjern stokken fra artiskokkerne, rengør dem grundigt og kog dem i letsaltet vand i 25 minutter, til de er møre. Du kan eventuelt skære dem i halve og servere dem som forret eller tilbehør. Server dem med en god urtecreme.

Rør skyr, hytteost, citron og olie sammen. Tilsæt de øvrige ingredienser.

Træk forsigtigt artikskokbladene ud, dyp dem i urtecreme og bid forsigtigt det nederste af bladene af. Det er det, der smager og nærer.

__________

Rosenkålssalat

Lækker rosenkålssalat med ristede mandler og cashewnødder – den smager bare helt fantastisk. Velegnet til såvel fjerkræ som andre former for kød eller bønner eller linser, og den delikate smag opvejer til fulde arbejdet med at pille rosenkålene.

Du skal bruge:

  • 16-20 rosenkål
  • 50 g. blandede mandler og cashewnødder
  • 100 g. frisk spinat
  • Skræl og saft fra 1 citron
  • God ekstra jomfru olivenolie
  • 2 tsk uraffineret salt

Sådan gør du:

Pluk bladene af rosenkålene, kog dem i letsaltet vand i et minut og køl af. Rist mandler og cashewnødder let på panden i jomfrukokosolie, hak dem. Rengør spinatbladene og vend mandler, cashewnødder, reven citronskræl, citronsaft, olivenolie og salt og peber sammen med spinat og rosenkålsblade.

__________

Antiinflammatorisk te

Antiinflammatorisk te kan dæmpe inflammation i kroppens væv. Det smager godt og er let at lave. Drik en til to kopper hver dag, hvis du oplever inflammation, du vil hurtigt opleve teens gavnlige effekt.

1 person

Du skal bruge:

  • 1 tsk frisk ingefær, skåret i små stykker
  • ½ tsk ægte Sri Lanka kanel
  • ½ tsk gurkemeje
  • 1 tsk jomfrukokosolie
  • 1 tsk Manuka eller almindelig honning
  • 1 kop varmt vand 80 grader

Sådan gør du:

Bland ingredienserne i en kop og hæld 80 grader varmt vand over, rør og drik den som te.

Forrige artikelKend dine kostfibre

Næste artikelLøsning på CO2-problemet – med hjælp fra naturen