Der er magi i korn. Når det står på marken, når kernerne bliver til mel i mølleriet, når melet æltes til dej, og når dejen bages til brød. Magien er der hele tiden, også selv om alt, hvad der sker undervejs fra kerne til krumme, kan forklares af videnskaben.
Brød smager godt og mætter godt. Derfor er det også en populær del af vores kost – og en spise, der fylder rigtig meget i danskernes daglige forbrug. Med de store mængder, vi indtager, betyder det altså noget i det store regnskab – både for vores krop og for miljøet – hvad det er for noget brød, vi indtager. Det er flere og flere blevet opmærksomme på, og det er noget, man især har mærket i de senere år på Skærtoft Mølle.
Her producerer man friskmalet, økologisk mel af højeste kvalitet. Produkter, der efterhånden går som, ja, varmt brød. For alle kan lære at bage, og når man først har lært det, kan man gøre det uden problemer resten af livet. Og det allerbedste resultat får man, når man er drevet af lyst, forventning og glæde.
Mel er de senere år gået fra at være et produkt, man ikke havde særlige forventninger til, til at være en vigtig ingrediens, som både den professionelle og den private hjemmebager stiller store krav til. Mel skal kunne bage store, flotte brød og lækre sprøde kager. Mel skal smage godt, og det skal være supersundt, og så skal der være et stort udvalg af forskellige meltyper – ikke bare fuldkornsmel og fint sigtet mel, men mel i forskellige udgaver af f.eks. rug, byg, spelt og hvede.
Denne brødrevolution har Skærtoft Mølle imødegået med stor entusiasme, så man nu kan få rigtig mange spændende produkter fra møllen – lige fra formalet mel til bagekurser. Ikke mindst kurserne er blevet populære hos de bagelystne danskere. For mens det verdensberømte nordiske køkken for mange handler om udfordrende gastronomi, så kan alle være med til at servere et sundt og lækkert nybagt brød.
For at hylde brødet bringer Naturli i samarbejde med Skærtoft Mølle denne gang inspirerende brødopskrifter, som forhåbentligt kan udfordre enhver hjemmebager og give lyst til at eksperimentere endnu mere med det daglige brød. Alle opskrifterne er fra bogen ‘HJEMMEBAGT’ af Hanne Risgaard, udgivet på Gyldendals Forlag.
Forrige artikelHelseteket: De skønneste urtesæber
Næste artikelBack to basics: Skønhedspleje skåret ind til kernen