Nyt studie afslører, at den uskyldige vane med at bruge saltbøssen øger risikoen for at dø tidligt. Oversaltet mad får blodtrykket til at stige.
Nyt studie afslører, at den uskyldige vane med at bruge saltbøssen øger risikoen for at dø tidligt. Oversaltet mad får blodtrykket til at stige.
Det kan være frygtelig irriterende: Mennesker, der af simpel vane rækker ud efter saltbøssen og hælder de hvide korn ud over den mad, du har tilberedt. Uden at smage på den først. Det er desværre en udbredt uvane, og den bør høre op lige nu: Overdreven brug af saltbøssen medfører en øget risiko for tidlig død. Det fornærmer også værten – men det er om muligt knap så vigtigt i det store billede.
Forskere er kommet frem til, at de, der altid tilføjer salt til deres mad, har en 28% øget risiko for at dø for tidligt i forhold til dem, der aldrig eller sjældent krydrer deres mad med salt.
Undersøgelsen, som involverede mere end en halv million briter, viste, at én ekstra person ud af 100, der tilføjer salt til deres mad, kan dø før tid.
Hvis vi kigger på den gennemsnitlige befolkning, vil tre ud af 100 mennesker i alderen 40 til 69 typisk dø for tidligt. Men ifølge undersøgelsen mistede folk, der foretrækker at tilføje ekstra salt til deres mad, flere år af deres liv.
Undersøgelsen, der er offentliggjort i tidsskriftet European Heart Journal, afslørede, at hvis du er over 50 og flittig med saltbøssen, vil mænd miste 1,5 år af deres levetid. For kvinder gjaldt det 2,28 år.
Faktorer som alder, køn, race, BMI, rygning, alkoholindtag, fysisk aktivitet, kost og kroniske sygdomme er også medtaget i ligningen.
Årsagen til den kortere levetid skal findes i en øget risiko for hjertekarsygdomme.
Ifølge Chloe MacArthur, der er ledende hjertesygeplejerske ved British Heart Foundation, fører for meget salt til forhøjet blodtryk, som derefter kan føre til øget risiko for hjerteanfald og slagtilfælde.
– Selv en beskeden reduktion i natriumindtaget vil sandsynligvis resultere i væsentlige sundhedsmæssige fordele. Det kan ske ved at tilføje mindre eller intet salt til maden ved bordet, siger professor Lu Qi fra “Tulane University School of Public Health and Tropical Medicine” i New Orleans til dagbladet Mirror.
Lu Qi pointerer, at salttilsætningen ved bordet betyder mere, end de fleste er klar over.
– I den vestlige kost tegner tilsætning af salt ved bordet sig for 6-20 pct. af det samlede saltindtag. Det giver en god mulighed for at evaluere sammenhængen mellem almindeligt natriumindtag og risikoen for tidlig død, siger han.
Høje niveauer af salt kan dog også være til stede i færdige fødevarer – selv uden at du tilføjer ekstra til det. Salt er en billig smagstilsætning, ligesom salt konserverer maden. Derfor er forarbejdede fødevarer ofte pumpet med salt. Brug så vidt muligt uforarbejdede fødevarer i dit køkken. Så har du styr på saltindholdet.
Fjern eventuelt saltbøssen fra bordet. Så kan du finde den frem, hvis der er et reelt behov.
Kilde: Mirror.co.uk