Nyheder

Glade mennesker lever længere

18. september 2013

Glade mennesker lever længere. Et nyt studie viser, at patienter med hjertekarsygdomme lever længere, hvis humøret er i top.

Sammenhæng mellem psyke og fysik?

Det er en diskussion, der næppe stopper: Er der en sammenhæng mellem psyke og fysik? Nogle forskere afviser det med henvisning til, at mennesker med depressioner ikke fylder mere i kræftstatistikkerne end alle andre. Men humøret har alligevel en betydning for engagementet og gå-på-modet, hvilket i sidste ende kan have betydning for sundheden.

Det viser et forskningsprojekt, hvor danske og hollandske forskere har fulgt 607 hjertekarpatienter fra Holbæk Sygehus.

Godt humør halverede dødsrisiko

Studiet viser, at de patienter, der var positive af sind, kun havde halvt så stor risiko for at dø indenfor fem år, når de blev sammenlignet med mindre positive patienter.

Årsagen skal findes i, at de positive bevæger sig mere end de mindre positive. Forskerne ved dog ikke, om de positive bevæger sig mere – eller om det er motionen, der gør dem mere positive. Det er den klassiske problematik med hønen og ægget.

Helhed vigtig for hjertekarsygdomme

Forskerne har dog ikke undersøgt hvilken motion, de involverede dyrkede eller hvor intensiv, den var. De har heller ikke undersøgt, om det giver mening at få de mindre positive til at dyrke mere motion. Alligevel konkluderer de i den videnskabelige artikel, der er offentliggjort i tidsskriftet “Circulation Cardiovascular Quality Outcomes”, at det sandsynligvis giver en bedre helbredseffekt at fokusere på både psyke og fysik end blot en af delene.

Kilde: BT.dk

Forrige artikelEt skud sol og sommer

Næste artikelGrovboller med hasselnødder