Nyheder

Go Grøn: Coop vil hjælpe kunder med at handle klimavenligt

Foto: Adobe Stock
9. december 2019

Coop vil frem mod 2025 reducere deres CO2-udledning med 75 procent og være klimapositive i 2030. Det skal ske med en række initiativer, som i processen skal gøre det nemmere for kunder at holde styr på deres personlige klimaaftryk.

I Go Grøn-serien giver vi normalt tips til, hvordan man kan mindske sit klimaaftryk. Men denne uges indspark bliver en smule anderledes. For i sidste uge kom Coop med en nyhed, vi bare var nødt til at dele med jer.

For det kan virke uoverskueligt – nogle gange nyttesløst – at agere i overensstemmelse med klimaet. Særligt, hvis ikke de store spillere også leger med. For hvad betyder dine eller mine handlinger, hvis storindustrien brager videre, som de har gjort de sidste mange år? Nok ikke meget. Dermed ikke sagt, at alle ikke skal gøre, hvad de kan.

Mange store skift i historien er startet med ét menneske med en drøm. Derfor er det også vigtigt, at vi alle sammen husker at drømme. Drømme  om den verden, vi ønsker i fremtiden og kæmper for den. I hverdagen, gennem pres på politikere og ved at efterspørge nye produktionsmetoder.

[relateredehistorier]

Og nogle gange bliver drømme til virkelighed. For dagligvarevirksomheden Coop har lyttet til jungletrommerne og søsat en ambitiøs klimaplan. Den skal både kommer kloden til gavn, og gøre det nemmere for kunderne at være mere klimavenlige.

De tolv step

Det overordnede mål er at sænke CO2-udledningen fra virksomhedens driftsaktiviteter med 75 procent om fem år og være klimapositive om 10. Det vil de indfri gennem en række direkte initiativer. Derudover vil de reducere den indirekte drivhusgasudledning fra leverandører, transportører og forbrugere, forklarer Coop i en pressemeddelelse.

Planen er blevet udarbejdet over de seneste halve år og trækker på viden og input fra både eksperter og Coops medlemmer.

I alt er der 12 punkter, der skal nås, for at komme i mål. De handler blandt andet om klimavenlige løsninger i supermarkederne og opsætning af en ny vedvarende energikilde til at dække en stor del af elforbruget. Derudover vil de sænke brugen af unødig plast og arbejde med genanvendeligt materiale, ligesom de vil reducere madspild i butikkerne, fra leverandørerne og hos kunderne gennem oplysningskampagner.

De vil også arbejde med deres leverandører og distributører for at skubbe i en grøn retning. Det skal ske ved at vælge grønne lastbilløsninger til fragt og stille krav om klimaplaner fra alle deres leverandører. Det er ikke nødvendigvis en omkostningsfri omgang. Derfor vil de også via crowdfunding hjælpe småleverandører med at omlægge deres produktion, ligesom de selv afsætter 100 millioner frem til 2030 til at fremme klimavenlige produkter.

Slutteligt vil de arbejde for at afskaffe tilbudsavisen og gøre det nemmere for deres kunder at tage bevidste valg.

Sænk dit klimaaftryk ved at skubbe til industrierne

Kunderne skal nemlig kunne drage nytte af Coops viden om klimabelastning, så vi sammen kan nå i mål, ligesom det gennem deres app bliver muligt at følge sit eget klimaaftryk fra vareindkøb.

Sidstnævnte er et rigtig godt værktøj til at blive klogere på sin egen gøren og laden. For selvom man ved, at nogle ting er mere belastende end andre, så er det nok de færreste, der kan regne helt præcist ud, hvordan deres dagligvareindkøb faktisk sætter aftryk. Og det er forståeligt, fordi der er så mange forskellige faktorer, der spiller ind, når aftrykket skal udregnes.

Vi vil ikke sige, at man skal handle i Coops butikker fremfor andre – og der er efterhånden mange kæder, som tænker på klimaet, ved at arbejde med madspild, genanvende plastik og lignende.

Men om ikke andet er det her i hvert fald en solskinshistorie i en ellers mørk tid, og du kan næsten være forvisset om, at hvis ikke det var fordi du, jeg og mange andre danskere efterspørger en ny linje – en grøn linje – så ville hverken Coop, Rema 1000 eller nogen som helst andre have særlig meget incitament til at tage de skridt, de gør, netop nu!

Forrige artikelDu har droppet kødet, men hvad betyder det for din sundhed?

Næste artikelTine Juul Andersen