Nyheder

Go Grøn: Drop webhandel

Foto: Adobe Stock
25. november 2019

Webhandel er super belejligt. Men internetbutikkerne er for det første yderst dygtige til at få os til at købe mere, end vi har brug for, og så er der en masse fragt involveret med e-handel, som kan undgås ved at gå i fysiske butikker.

Black Friday er lige om hjørnet. Dagen som bedst billedliggøres med lange køer foran storcentre og elektronikforretninger, og hvor flere gennem tiden er blevet mast ihjel i jagten på billige ting og sager. Men den store forbrugsfest finder ikke kun sted i de fysiske verden. Der er nemlig også rig mulighed for at finde spottilbud gennem nethandel – vi vil dog opfordre til, at du gør ingen af delene. Og slet ikke det sidste!

For selvom alle butikker – fysiske som på nettet, har til hensigt at snuppe flest muligt at vores penge, ved at sælge os ting, vi egentlig ikke har brug for, peger forskere på, at vi er særligt udsatte for merkøb på nettet. Forskerne har kortlagt 19 forskellige små tricks, som e-butikkerne bruger for at få os til at putte mere i kurven. De udnytter, at vi har så meget fokus på skærmen, når vi shopper på nettet, at de nemt kan lege med vores reptilhjerne og skabe falske behov.

Det gør de eksempelvis ved at få farver eller små beskeder til at poppe op, fortælle os, hvad andre kigger på, eller gøre opmærksom på, at der kun er meget få af en pågældende vare tilbage. Grundlæggende er det ikke meget anderledes end, når butikker lokker med store gule skilte, eller spørger ved kassen, om man ikke lige skal have lidt mere med, men noget tyder altså på, at vi er særligt dårlige til at modstå internettets fristelser.

og det er skidt for klimaet på flere fronter.

[relateredehistorier]

Lav en liste

Hver gang vi køber noget – i butikker eller via webhandel – er der blevet brugt ressourcer på at producere det produkt. Ressourcer, vi skal værne om.

Det betyder ikke, at vi aldrig skal købe noget, men det betyder, at vi skal vælge de køb med omhu. Med andre ord skrue ned for overflødighedskøb og impulsbeslutningerne. En måde at undgå det på, er ved at finde ud af, hvad ens behov egentlig er. Mangler jeg en ny blender? Trænger gryderne til at blive opgraderet? Er vinterjakken helt hullet og træls? Skal computeren egentlig skiftes ud?

Hvis du efter nøje omtanke beslutter, at ja, der skal købes nyt – det gælder både til Black Friday, når der skal juleshoppes og alle andre tider af året – så lav en liste med de ting, du har besluttet, du mangler. Og del gerne listen med en shoppemakker, så I kan holde hinanden op på kun at købe det, som listen dikterer.

Den lille øvelse bliver ekstra nem, hvis man faktisk også tager ud i butikkerne sammen, så man hele tiden har en lille samvittighedsfuld hjælper ved sin side – for sidder man alene, kan man nemt få bildt sig selv ind, at man ikke kan leve uden den fristelse, skærmen præsenterer for en – og man fortjener det jo, gør man ikke? Men sat på spidsen kan man også spørge, om de fremtidige generationer ikke fortjener en levedygtig klode?

Så drop webhandel for at undgå overforbrug og dermed ressourcespild.

Undgå webhandel og spar fragten

En anden god grund til at gå uden om webhandel er den lange fragt, der kan være involveret i købet. Nogle butikker har lager i England, USA eller andre steder, som betyder, at varen er langt undervejs. Og mon ikke, man kan finde lignende, som allerede er i landet i en fysisk butik?

Dertil kommer risikoen for, at købet skal retur. Enten fordi det ikke faldt i smag alligevel, eller fordi det ikke passer i størrelsen. Den usikkerhed, ekstra fragt og tilhørende CO2 omkostning kan i hvert fald undgås, hvis man har set og prøvet tingen i en butik.

Så hermed en opfordring til at droppe webhandel, lave lister og gøre sine indkøb i fysiske butikker. Det minimerer unødige køb og fragt, og så er det en god måde at få rørt sig. Måske endda få en hyggelig eftermiddag med en ven, veninde eller familien?

Og så er det naturligvis ekstra godt, hvis man kan tage bussen ind til byen. Så sparer man både bilkørslen og besværet med at finde – og betale for – en af de ofte alt for få parkeringspladser!

God shopping!

Forrige artikelBørn og søvn: Sover du ikke endnu?

Næste artikelDanskernes forbrug af naturressourcer er over EU-gennemsnit