Der er cirka en måned til skolernes efterårsferie, og måske betyder det en uges kvalitetstid for hele familien. Men hvordan kan man nyde sin ferie uden at hoppe på et fly og få dårlig klimasamvittighed?
Vi har hørt det gang på gang: Det er dårligt for klimaet at flyve. Det var en varm kartoffel i den seneste valgkamp, hvor politikerne næsten stod i kø til at tale om flyafgifter og indirekte fik malet de flyglade danskere som klodens værste klimasyndere, mens flere af dem selv benyttede sig lystigt af komforten i at undgå DSB eller Bornholmerfærgen for at komme rundt i landet.
Når det er sagt, så er der jo noget om snakken. Det er skidt for klimaet at flyve. Og der er sikkert nogen, der, med rette, tænker ”jamen flyet letter jo uanset om jeg er med eller ikke, så hvorfor gør det egentlig en forskel?”
Svaret er, at det gør det som sådan heller ikke. Ikke for andet end dit egen klimaregnskab og samvittighed – endnu. For som med så mange forbrugsvaner, så kan hver enkelt lægge dem om fra den ene dag til den anden, hvis de vil, men det tager tid, før ændringerne siver gennem leddene. Så ja, det er på sin vis ligegyldigt, hvis man har de kortsigtede briller på.
Men forestil dig, og alle danskere pludselig skar halvdelen af deres flyrejser væk. Så ville der blive solgt halvt så mange billetter. Måske ville der være mange halvtomme fly. Det ville unægtelig betyde at kloge regnedrenge hos eksempelvis SAS ville være nødt til at stoppe op. På sigt ville de nok se et behov for at skære i afgangene. Ikke for klimaets skyld, men fordi det er mindre rentabelt at flyve to halvtomme maskiner, end det er at sende et fyldt på vingerne.
Så dit signal, dit valg eller fravalg kan være med til at gøre en forskel. Spørgsmålet er jo så, hvad man kan gøre i stedet for?
For ja, det er da dejlig bekvemt at flyve hele familien til Rhodos med sol, strand, afslapning, leg, lækker mad og masser service. Men der er faktisk mange vildt spændende eventyr at tage på uden nogensinde at miste jordforbindelsen.
For det første kan man jo blive hjemme. Eller i hvert fald i landet. For der findes et væld af hyggelige og lækre sommerhuse rundt om i landet, som står klar til at tage imod dig og familien med åbne arme.
Nej, det er ikke ligeså eksotisk som Spanien eller Caribien. Men hvis ferien i virkeligheden handler om at komme væk fra vasketøj, mails og hverdagspligter, så er der intet til hindre for, at man ikke sagtens kan pakke tasken med nogle gode spil, film, tegnebøger eller strikketøj, lade mobilen blive i det tomme hus, eller i hvert fald på sikker afstand, og have nogle helt vidunderlige dage i det danske efterår.
Måske kan man endda tage et tog eller en bus til området, så man undgår en lang biltur?
En anden mulighed er at tage på togferie. Toget er en langt mere CO2 effektiv løsning end flyet, bussen og bilen. En rejse fra Aarhus til Berlin udleder cirka 26 kilo CO2 med tog, mens det er 81 kilo i fly per person.
Og der er faktisk rigtig mange dejlige steder, man kan komme til med tog eller bus, som også er mere klimavenligt end flyet. Du kan for eksempel tage toget til Milano, Venedig, Paris, Geneve eller mange andre steder. DSB kan hjælpe dig med at finde mulige destinationer, nemmes ruter og gode besparelser.
Det er klart, at rejsetiden med tog eller bus er væsentligt længere end med fly. En tur til Rom med bus tager omkring 25 timer, så man er altså nødt til at indstille sig på, at gøre rejsetiden til en del af ferien, og måske pakke godt med underholdning til de mange timer på vejene. IPad, computer, lydbøger, tegneblokke, små spil eller bøger. Men kan man se det som en oplevelse fremfor en besværlighed, er der altså også mulighed for at komme tæt på hinanden og opleve den gode gammeldags road-trip hygge.
Jeg har selv taget turen til Rom på en studietur en gang, og selvom der halvvejs inde på turen havde spredt sig en kraftig dunst af teenagesved, sure sneakers og bananskræller, var det nogle af de hyggeligste timer overhovedet.
Hvis du alligevel vælger at hoppe på en flyver, er der også måder at gøre det mere klimavenligt. Du kan for det første vælge ikke at flyve så langt. Hver en kilometer udleder CO2 og des flere kilometer, des større bliver aftrykket naturligvis også.
Du kan gå efter de billige pladser – altså ikke business eller første klasse. Hvorfor gør det en forskel, tænker du så måske. Det gør det, fordi der er plads til færre sæder i de afdelinger grundet den øgede benplads. Derfor kan der være færre mennesker med på flyet, så den enkeltes klimaaftryk bliver større.
Så kan du pakke let. Det er med til at holde flyets vægt nede og dermed sænke udledningen.
Når du så har nået din destination, uanset om du er kommet dertil med fly, bus, tog eller skib – som faktisk heller ikke nødvendigvis er en hammer god løsning – er der også en række ting, du kan tænke over. Du kan slukke eller skære ned på brugen af aircondition. Bruge dit håndklæde på hotellet flere gang for at spare vaske. Bruge ”forstyr ikke” skiltet til at holde rengøringen på afstand nogle dage for at spare brugen af vand og kemikalier til den proces.
Du kan tænke over at gå eller bruge den offentlige transport fremfor en taxa, når du skal rundt. Du kan sørge for at genbruge din vandflaske eller have en drikkedunk med rundt. Du kan minimere de traditionelle ferie-indkøb af ting, som man ofte køber, fordi de er super flotte, mens man står under sydens sol, men som ikke passer ind under nordens køligere stråler.
Det er en klimabelastning at leve. Sådan er det bare. Men nogle gange er man også nødt til at tage en pause fra alle bekymringerne og bare nyde og lade op – måske er det faktisk netop det, der giver energien til at holde fast i eller udvide de positive klimatiltag i hverdagen.
Men bare fordi der står ferie i kalenderen, behøver man altså ikke gå på kompromis med sine principper, hvis ikke man har lyst. En ferie kan være mange ting, og vælger man en helt traditionel løsning, kan man forsøge at kompensere for sin udledning efterfølgende ved eksempelvis at støtte plantning af nye træer.
God ferie!
Tip: Der er til denne artikel blevet hentet inspiration fra bogen ”Klimaguiden” af Anna Fenger Schefte og Ander Nolting Magelung, som er en god kilde til viden og inspiration for alle klimatosser.