Go Grøn: Er andres skrald dit ansvar?

Skrald er blevet en integreret del af samfundet. Det er næsten ligeså normalt at få øje på madpapir, tyggegummi og cigaretskodder, som det er at se et træ. Men nok er nok. Skraldet skal finde vej til sin retmæssige endedestination – spanden – og vi kan alle tage ansvar for, at det sker.

Denne uges bidrag i Go Grøn-serien er lidt anderledes. Her vil jeg nemlig ikke på samme måde komme med en række tips til, hvordan du på specifikke områder kan være mere grøn. Her vil jeg i stedet komme med en simpel opfordring. Tag en pose med.

Selvom sommeren er forbi og det lidt mere bistre efterårsvejr er begyndt at vise sig, er der stadig rig mulighed for gode gåture i det fri – og selv hvis du ikke er den type, bevæger vi os alle unægtelig rundt i samfundet næsten dagligt. Til og fra arbejde. Når børnene skal hentes. Dagligvarerne skal handles. Vi skal hen til en bus. Det kræver anstrengelse at holde sig fri fra det offentlige rum, om end det kan lade sig gøre.

Og når vi går rundt der, på kortere eller længere strækninger, vil jeg vædde med, at du har set det samme som jeg: Skrald.

Alle har et ansvar

For selvom der er kommet meget mere fokus på, hvor skadeligt frit flydende skrald er for naturen og vores sundhed, så er der stadig nogen, som ikke har fået memoet. Eller hvis de har, er de øjensynligt ligeglade. Desværre.

Jeg vil næsten også med sikkerhed sige, at du, ligesom jeg, ofte bare er gået forbi skraldet. Måske har du sagt til dig selv, at du har for travlt til at samle det op. Måske er der ikke en skraldespand i nærheden. Måske tænker du, at det ikke er dit ansvar. Det er det på sin vis heller ikke. Vi har alle ansvaret for vores eget skrald, men de andres bør vel egentlig være op til dem.

Sandheden er bare, at kloden er ligeglad med, hvem der smider skraldet. Dyr afholder sig ikke fra at spise det eller komme i klemme i det, bare fordi du ved, at det ikke er dit. Mikroplasten sniger sig ikke udenom din krop, selvom du ikke selv har svinet. Derfor bliver skraldet i sidste ende også dit problem.

Skrald kan blive hængende i en million år

Det tager op til 500 år før en aluminiumsdåse er nedbrudt i naturen. Det samme gælder plastikposer og plastikflasker. Cykler kan ligge dobbelt så længde. Ispapir er nedbrudt efter cirka to år, mens et cigaretskod kan tage op til fem år. Det samme gælder tyggegummi. Glas tager helt op imod en million år.

En del af det mikroplast, vi kæmper mod netop nu, kan derfor sagtens stamme fra mennesker, som slet ikke lever længere. Noget kan komme fra din nabo, en mand i Tyskland, eller måske dig selv, der på en dårlig dag ramte forbi skraldespanden.

Uanset hvem, hvad og hvorfor er vi alle sammen nødt til at handle, hvis ikke problemet med skrald skal vedblive – selv hvis du er et af guds bedste børn, og aldrig smider ting i naturen.

Så vi vil opfordre til, at alle i fremtiden prøver at tage en pose med, når I skal ud at gå i efteråret. Saml det skrald op, I møder i skoven, på stier eller fortove. Når du alligevel går over parkeringspladsen og hen til kontorets hoveddør, så vær opmærksom på, om der ligger noget og flyder, som du sagtens kan tage med dig til nærmeste skraldespand. Når du venter på bussen eller sidder på en fortovscafe og ser noget blæse fordi, så rejs dig og fang det, så det kan komme derhen, hvor det hører hjemme.

God skraldejagt

Forhåbentligt kan de små handlinger sprede sig som ringe i vandet, når andre ser, hvad du gør. For faktum er, at risikoen for at ingen gør noget, når et problem er så omfattende, daler, fordi det er nemt at fralægge sig ansvaret. Lidt det samme gør sig gældende for, når problemet er tydeligt på steder, hvor der er mange mennesker, og derfor mange, som potentielt kunne gribe ind. Så ender alle med at gøre ingenting.

Og ingenting er ikke godt nok længere.

Så rigtig god skraldejagt derude. Vi glæder os til at jage med.