Madspild er en klimasynder. For hver gang mad, bliver smidt ud, går både varen og de ressourcer, der er blevet brugt til at producere den til spilde. Derfor er det vigtigt at sørge for, at indkøbene ender i maven og ikke skraldespanden, og det kan ny teknologi hjælpe med.
Du kender det sikkert: Du har købt en klase bananer, lagt dem i frugtskålen, og inden du får set dig om, har flere af dem mistet deres fasthed og er blevet brune. Eller avocadoerne, du købte, mens de var hårde, så de kunne blive spiseklar derhjemme, men som du lige nøjagtig ikke nåede at spise den ene dag, de var perfekte, og som nu er fyldt med mørke og harske pletter.
Det er super ærgerligt. Både fordi det er penge- og madspild. Hver gang et stykke frugt eller grønt må lade livet til skraldespanden, enten hjemme i privaten eller i supermarkederne, er det uudnyttet mad og spildte ressourcer. Her er avocado et særlig godt eksempel, da det kræver store mængder vand – en ressource, vi skal værne om – at producere hver lille nubret sag. Derfor er det så meget mere end bare spild af det lækre grønne frugtkød, når den ikke bliver spist.
[relateredehistorier]
Men faktum er, at rigtig meget frugt og grønt ender netop sådan. I skraldespande. Hvert år ender 260.000 ton mad fra de danske husholdninger med at blive smidt ud.
Forhåbentligt kan det tal blive mindre i fremtiden. Ny teknologi vil i hvert fald gøre deres for, at det lykkedes.
Salling Group bliver de første i Danmark som skal teste den nye teknologi, som i bund og grund går ud på at dække tomater, bananer, agurker og i første omgang avocadoer, med en hinde, som gør, at de holder bedre på fugten, og dermed forlænger deres levetid.
Og inden dine tanker bliver ledt hen på sprøjtning med pesticider, hormonforstyrrende stoffer og ødelæggelse af grundvandet, så træk lige vejret ind en gang. For hinden, som påføres fødevarerne, består af plantebaserede ingredienser, som findes i skræller, frugtkød og frø. Med andre ord, naturlige ingredienser, vi allerede indtager, hver gang vi spiser et stykke ubehandlet frugt eller grønt.
Derfor skal man heller ikke skrubbe sin tomat eller agurk fri for hinde, inden man spiser den. Man gør bare fuldstændig, som man er vant til. Det uvante aspekt bliver måske at kunne nå at spise alle de bananer, avocadoer eller andet, man hiver med hjem fra supermarkedet, inden de bliver dårlige.
Man starter med at teste på avocadoer. På sigt vil Salling Group brede det ud på en lang række andre vare i grøntafdelingen, hvis resultaterne er gode.
Forrige artikelSøde sager med stabil effekt på dit blodsukker!
Næste artikelHvor god er den gode julemad egentlig for tarmfloraen?