Selvom vi kun lige er gået ind i november, er julen så småt skudt i gang. Mange er nok i hvert fald begyndt at tænke over julegaver og planlægning omhandlende højtiden. Derfor prøver vi allerede nu at give dig og din familie tips til en mere bæredygtig jul.
Julen er hjerternes fest. Det siger vi i hvert fald. Men det er nok i lige så høj grad en materialistisk fest og et overflødighedsgilde af gaver, mad og drikke. Forhåbentligt bliver det også rigtig hyggeligt og hjertevarmt, men julen er også forbundet en stor følelse af ensomhed for dem, der ikke har mange omkring sig, og kan nemt afføde stress og følelser af utilstrækkelighed, hvis ikke man kan leve op til ideerne om julen, som ja, handler mere om pakker end Jesus, for at sætte det på spidsen.
Derfor er der også hvert år nogen, der vælger at stå af ræset og tage væk i juletiden – ikke at det er en særlig grøn løsning, men bare for at sige, at al den hygge, vi angiveligt skal have, risikere at få utilsigtede konsekvenser. Det er egentlig som sådan ikke det problem, vi tager fat på her. Og så alligevel. For en mere bæredygtig og grøn jul, hvor vi skærer ned på forbruget og som derfor kræver mindre økonomisk, kan måske også være med til at få flere til at føle sig velkomne og okay rundt om juletræet.
Op til juleaften skal familien ofte samles et sted, som kan ligge langt fra mange. Det kan være, man skal tilbage til barndomshjemmet eller holde jul ved sin søster på den anden side af Storebælt. Og den nemme løsning er at pakke bilen med unger og gaver og køre afsted. Men det er ikke den eneste.
Selvom DSB har et tvivlsomt ry til tider, så kører togene altså, og kan sagtens fragte dig rundt i store dele af landet. Om ikke andet kan man tage toget det meste af vejen, og så blive hentet eller tage en taxa de sidste kilometer.
Bustrafikken rundt i landet er faktisk gangske god – og så er det billigt. Med Flixbus kan du få billetter fra eksempelvis Aarhus til København for helt ned til 99 kroner for en voksen og 49 for et barn under 11 år. Vi medgiver gerne, at det tager mere tid og måske er lidt mere besværligt med tog eller bus. På den anden side undgår du køer, hvis du tager toget, og du kan spare penge på bussen – og så behøver alting jo ikke gå så delens stærkt, vel?
Gaver er og bliver nok en del af julen. Og det er også helt fint. Men hvis man ønsker at skære lidt ned på forbrugsræset, er der forskellige måder, man kan gøre det og samtidigt have en lille gave-fest.
For det første kan man se på sine egne ønsker. Skære ned på listen. Men man kan også overveje, og det egentlig er en ny køkkenmaskine, sengetøj eller gadget, man har brug for, eller om man ønsker sig noget ikke materielt. Det kan være tid med dem man elsker, som kan gives i form af en middag. Det kan også være en kultureloplevelse, som en tur på museum eller i teatret – eller måske ønsker man sig mest af alt, at der bliver plantet nogle træer?
Hvis man vil have ting, eller skal finde ting til de andre i familien, kan man overveje, om nogle af disse ting kan købes brugt. For hvis der er en meget klar liste med ønsker, så bør det jo heller ikke skulle byttes.
En anden mulighed er at lav e en ordning i familien, så alle ikke skal give til alle, men at én står for at give gave til én for et aftalt beløb. På den måde kommer der færre pakker i spil, og der er måske mindre julestress, fordi man ikke død og pine skal finde den perfekte gave til alle, og mande, der aldrig ønsker sig noget, er fri for at få 15 par sokker.
Man kan også vælge at overveje, om man egentlig skal være på gave med alle, eller om der er en pointe i, at nogen egentlig ikke behøver give hinanden andet end den hygge og tid, man bruger sammen til jul.
Selvfølgelig skal der mad på bordet. Og meget af det, vi spiser til jul, er traditionsbåret, og de færreste er måske klar til at ændre markant på menuen. Det er også okay. Men man kan faktisk godt spise mere eller mindre det, man plejer, og stadig tænke lidt på miljøet.
For det første kan man se på mængderne. For der er en tendens til, at vi kommer til at spise til vi sprækker til jul, og det er egentlig hverken rart eller sundt. Så overvej, om man kan nøjes med enten and eller steg eller måske skære ned fra to ænder til en.
Så kan man måske i stedet lave lidt flere kartofler, hvor man bør gå efter de økologisk danske, hvis man vil spise mest i harmoni med miljøet.
Og når man vælger kød, kan man også sikre sig, at det er dansk kød, så det ikke er blevet transporteret langt.
Julen nærmer sig med hastige skridt, og der er mange måder at fejre den på. Og måske er det muligt at kigge på sine traditioner og vaner og spørge sig selv, om det kan lade sig gøre at ændre bare lidt på nogle af dem. For klimaets skyld. For at mindske stress. For at komme tilbage til nærværet.
Forrige artikelModstå forkølelser og influenza: Pimp dit immunforsvar!
Næste artikelReducer risikoen for lungekræft