Gode råd til at undgå julemaver

20. december 2012

Nu går vi for alvor snart ind i slutspurten med julemad, småkager, konfekt, slik og rigeligt alkohol og sodavand til at skylle det hele ned med. For mange af os giver det forskellige gener fra fordøjelsen. Vi bliver oppustede, får luft i maven, bliver forstoppede eller det modsatte – vi får julemaver!

Men der er flere ting, vi kan gøre for at forebygge og undgå at juledagene ender med (alt for meget) ondt i maven.

•    Tyg din mad ordentligt – din fordøjelse kommer på alt for hårdt arbejde, hvis den skal nedbryde for store stykker mad.

•    Drik ikke for meget til måltiderne. Du fortynder fordøjelsessafterne, og så nedbrydes maden ikke godt nok. Drik i stedet mellem måltiderne.

•    For at fremme fordøjelsen kan du drikke ½ -1 glas vand med saften af en ½ citron eller spise lidt frisk ananas eller kiwi ca. 15  minutter inden måltidet.

•    Fødevarer, som indeholder bitterstoffer som citronskræl (skal være økologisk), rucolasalat, julesalat, ingefær, valnødder, artiskok, pebermynte-te og mælkebøtte-te kan stimulere galden, som vi bruger til at fordøje fedtstoffer.

•    Ingefær, pebermynte, og kamille kan hjælpe på luft i maven – drik det f.eks. som te. Ingefær og pebermynte kan desuden fås som dråber til at komme i vand.

•    Kom op af sofaen og rør dig i løbet af julen, så du ikke bare vælter fra det ene frokostbord til det andet. Det holder maven i gang og forbrænder nogle af alle kalorierne. Lidt motion er bedre end slet ingen!

•    Drik vand, så du får skyllet systemet igennem.

God fornøjelse med forebyggelse af julemaver.

Mange julehilsner

Trine Vesteraa

 


Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.