Læsestof er altid velkomment i ferietiden – især når man bliver klogere og inspireret af det …
Man skønner, at hver femte danske kvinde har PCO. Et syndrom, der gør, at rigtig mange kvinder, vidende eller uvidende om det, går rundt med en hormonel ubalance, der giver trælse symptomer og større risiko for f.eks. overvægt, depression og barnløshed.
For at hjælpe de mange kvinder har to kostvejledere, hvoraf den ene selv har PCO, skrevet bogen ´Spis dig i balance´, der forklarer, hvordan man gennem en kost, der stabiliserer blodsukkeret, kan mindske eller helt undgå PCO-symptomer. For hvad gør man, hvis man har en konstant uforklarlig sukkertrang og lyst til at spise hele supermarkedets slikafdeling – helt alene?
Cirka 100 af bogens i alt 168 sider er dedikeret udelukkende til opskrifter til 1, 2 eller 4 personer, så bogen kan bruges, uanset om du er single, eller din kæreste også skal til at spise PCO-venligt.
‘Spis dig i balance’ af kostvejlederne Majbritt L. Engell og Ida Lysdahl Fahrenholtz,
Gads Forlag, 168 sider, vejl. pris kr. 249,00.
Immunforsvaret er menneskekroppens bedste ven. Lige indtil det bliver svagt eller afsporet og angriber kroppen i stedet for at beskytte den. Det giver anledning til allergier, autoimmune sygdomme og infektioner, der bliver lukket ind, hvor immunforsvaret ellers skulle have ageret dørmand og smidt dem på porten.
Heldigvis kan man selv styrke sit immunforsvar ved at holde op med at spise dårlig mad og kemi og i stedet supplere en sund kost med vitaminer og mineraler. ‘Immunforsvarets nye ABC’ er en gør-det-selv-bog, der viser hvordan.
‘Immunforsvarets nye ABC – bekæmp infektioner, allergier og inflammationer’ af naturopath/biopat Pernille Lund, Forlaget Hovedland, 192 sider, vejl. pris kr. 249,00.
Vidste du, at laks, linser og citrongræs er ekstra hormonvenlige fødevarer? Og at man kan spise sig til en god hormonbalance? Måske, hvis du allerede har læst teksten ‘1, 2, 3, 4, PCO’ andetsteds på denne side. Men mens den henvendte sig til kvinder med lidelsen PCO, så er kogebogen ‘Kvinde, optimér din kost’ skrevet til alle kvinder. Og resten af deres familie.
Selvom hormoner, der går amok, oftest forbindes med kvinder i overgangsalderen, kan andre også have gavn af bogen. Hormonsystemet påvirker nemlig vores energiniveau, psyke, og hvordan vi går og har det.
Der er ingen grund til at få hedeture over at skulle udføre indviklede kulinariske projekter i køkkenet. Bogens forfatter sigter nemlig efter, at alle retter kan laves på maksimalt 30 minutter, og at hele familien skal have lyst til at spise maden.
Det er altså ikke en slankebog, men det kan godt være, at man taber sig alligevel.
‘Kvinde, optimér din kost – en kogebog med hormonvenlig mad’ af Sandra Pugliese, FADL’s Forlag, 246 sider, kr. 229,95.
Med en fortid i forsvaret formulerer Christian Leth sig direkte i vendinger som: ‘Tag fat på det ubehagelige’, ‘Vent ikke’ og ‘Sig din mening’. De små citater er taget fra hans bog ‘Du er den bedste til at leve dit liv’, som henvender sig til alle mennesker, der interesserer sig for personlig udvikling. Selv siger han, at bogens mål er at få folk til at reflektere over livet og måske blive provokeret. F.eks. er det slut med undskyldninger, som Christian Leth har lavet en liste over. Her er en af dem:
“Det er ikke fair!”
Og svaret lyder: “Næ, måske ikke, men det er det, man kalder livet”.
‘Du er den bedste til at leve dit liv’ af Christian Leth, Frydenlund, 204 sider, vejl. pris kr. 249,00.
Forrige artikelBirgittes TIP til selvcoaching
Næste artikelHjælp til den indre rengøring- uden at røre en finger