“Et glas med hvedegræs, tak,” lyder det oftere og oftere på landets caféer og juicebarer.
Hvedegræs er nemlig blevet en spirende trend herhjemme, hvor flere og flere drikker saften fra de grønne strå i håb om at slukke trætheden.
Sådan lyder meldingen fra caféer og importør Corey Barrow, der har specialiseret sig i at dyrke og sælge de strå, som amerikanerne i årevis har drænet i kampen for et sundere liv, skriver Urban.
»Der er sket et klart skred. For et år siden var det stort set umuligt at opdrive hvedegræs i Danmark, og det var kun de færreste, der havde hørt om det. Nu kan man både få den pressede saft i cocktails og som fast del af menukortet i flere af hovedstadens juicebarer,« siger Corey Barrow.
Han producerer både bakker, bundter og frosne udgaver af det friskpressede koncentrat til helsekostbutikker, cafeér og private – og mærker en konstant stigende efterspørgsel i firmaet wheatgrass.dk.
»Flere og flere begynder ligefrem at dyrke deres egen græs i køkkenets vindueskarm. For selvom det er en ny trend, som mange måske skal vænne sig til, så slår den de fleste vitaminpiller,« siger Corey Barrow.
Hos Urtehuset på Østerbro i København, har indehaver Morten Shwarz, solgt frosset saft fra hvedegræs i to måneder. Og som han siger:
»Jeg bestilte det faktisk kun hjem, fordi nogle kunder bad om det, men kan se, at salget allerede er fordoblet.«
På kaffe og juice-kæden Joe & the Juice kværner man dagligt grønne strå til kunderne. Også hos SeedJuice, som er en af de barer, der sælger friskpresset frugt og grønt i hovedstaden, oplever indehaver Henning Rosted stigende efterspørgsel på den skriggrønne væske.
»Da jeg åbnede butikken for et år siden, ville jeg gerne sælge hvedegræs. Men dengang var det umuligt at skaffe i Danmark, og de fleste rystede på hovedet uden at ane, hvad jeg talte om. Nu er det største problem, at vi løber tør og ikke kan få leveret nok, fordi gartneren har svært ved at følge med,« siger Henning Rosted til Urban.
Kilde: fpn.dk
(oprettet 31. august 2009)
Forrige artikelStearinlys kan skade helbredet
Næste artikelVerdensnyhed: Økologiske og biologisk nedbrydeligt tyggegummi