Nyheder

Gravid: Paracetamol kan påvirke dit barn

Foto: Adobe Stock
29. september 2021

En lang række forskere er gået sammen med et fælles opråb til gravide: Hold igen med paracetamol. Det sker i kølvandet på stadig mere forskning, der ser ud til at linke smertestillende piller med nedsat fertilitet og påvirkning af børns hjerner.

Det kan både være fantastisk og fantastisk hårdt at være gravid. For pludselig er din krop ikke længere kun din egen, og du udsætter som gravid ikke kun dig selv, men også dit kommende barn, for din livsstil. Derfor er der også rigtig god grund til at tænke sig om som gravid – hvilket kommende mødre selvfølgelig også gør. Men på verdensplan ser der altså ud til at være lidt af en blind vinkel for mange gravide kvinder.

[relateredehistorier]

I hvert fald opfatter mange ikke smertestillende midler som paracetamol som “rigtig medicin”, og derfor er mange gravide heller ikke klar over, at pillerne potentielt kan have skadelige effekter på deres barn. Og det får nu en lang række forskere til at råbe op. En af dem er cellebiolog David Kristensen fra Københavns Universitet. Han forklarer til CNN, at omkring 50 procent af gravide verden over bruger paracetamol i løbet af deres graviditet, og at mange af kvinderne bruger medicinen på tidspunkter, de ikke bør. Dermed risikerer de at påvirke deres barn negativt senere i livet.

Kristensen understreger nemlig, at det kan være en god ide at bruge medicinen som et febernedsættende middel, da feber i sig selv udgør en risiko for fosterudviklingen. Desværre viser undersøgelser bare, at mange gravide også bruger paracetamol til at dæmpe smerter i ryg, hoved og muskler, og det kan være en rigtig dårlig ide.

Nedsat fertilitet og ADHD

Mere og mere forskning peger nemlig på, at man øger risikoen for blandt andet ADHD og nedsat fertilitet for sit barn senere i livet, hvis man tager paracetamol under sin graviditet. 

Der mangler stadig at blive lavet forskning, som med sikkerhed kan slå sammenhængen fast, men der er altså allerede på nuværende tidspunkt tilstrækkelig evidens til, at 91 forskere fra hele verden – herunder Danmark – råber vagt i gevær.

Deres frygt bygger blandt andet på dyrestudier, men også en række associationsstudier, hvor man har undersøgt børn af mødre, der har taget paracetamol, mens de var gravide. Her har man blandt andet fundet indikationer på nedsat fertilitet hos børnene, ligesom man har fundet et link mellem pillerne og ADHD, nedsat IQ og sprogfunktion samt autisme.

Forrige artikelLæs – og lad verden åbne sig

Næste artikelFarvel til efterårssnue og influenza