Nyheder

Gravide med spiseforstyrrelse bliver overset

6. august 2008

Det danske sundhedsvæsen har for få og for dårlige tilbud til gravide, som lider af spiseforstyrrelser.

Gravide kvinder med spiseforstyrrelser er et stigende og overset problem i Danmark, mener flere eksperter.
I dag lider omkring 70.000 danske kvinder af spiseforstyrrelse, og tallet er voksende. Det samme er antallet af gravide spiseforstyrrede, der anslås til flere tusinde årligt, skriver Berlingske Tidende.
Marianne Hertz, ledende overlæge på Anoreksiklinikken på Rigshospitalet, mener, at det kan få alvorlige konsekvenser, især fordi det danske sundhedssystem ikke er gearet til at hjælpe dem.
»Tilbuddene er skrækkeligt dårlige, og ventetiden er al for lang. Når spiseforstyrrede kvinder bliver gravide, ser mange det som en mulighed for at lave deres liv om. Så er det ekstra ærgerligt, at der ikke er et seriøst tilbud til dem,« siger hun til Berlingske Tidende.
Gravide kvinder med spiseforstyrrelser har øget risiko for spontan abort, fosterdød, kompliceret fødsel, lav fødselsvægt, misdannelser og underernæring.
Kilde: Dagens Medicin

Forrige artikelSalmonella-epidemi sætter ny rekord

Næste artikelHusk at drikke når du dyrker sport