Det har længe været kendt, at gravide, der ryger eller drikker alkohol under graviditeten udsætter det ufødte barn for alvorlige sundhedsrisici. Nu viser et studie, at moderens smag for sunde madvarer tillige betyder noget i forhold til risikoen for at få et barn med hjertefejl.
Forskere fra University of Utah i USA fandt godt 19.000 kvinder, der havde født i årene 1997-2009. Kvinderne var hentet fra ti forskellige områder i USA. Kvinderne var udvalgt efter, om de havde fået at barn med hjertesygdom af den ene eller anden art eller et sundt barn. Forskerne udvalgte 9.885 kvinder, der havde fået et barn med en hjertefejl og 9.468, der havde fået at barn uden hjertesygdom.
Derefter kiggede forskerne nøje på de oplysninger om kostvaner, kvinderne havde opgivet under graviditeten. Oplysninger, der var tilgængelige på baggrund af tidligere kohortestudier.
Undersøgelsen afslørede, at den fjerdedel af de gravide, der havde de sundeste kostvaner op til og under graviditeten, havde markant lavere risiko for at få et barn med hjertesygdom end den fjerdedel, der havde de mest usunde kostvaner – også når man tog højde for andre faktorer, såsom om den gravide var ryger eller huskede at tage folsyre som kosttilskud.
Sunde kostvaner blev fastsat som en kost med mange grøntsager, nødder, fisk og frugt – og knap så meget af kød fra firbenede dyr, mættede fedtsyrer og sukker.
Lægevidenskaben er heldigvis blevet dygtige til at behandle hjertefejl hos børn, ligesom visse defekter kan rette sig over en årrække. Små huller i hjertet kræver f.eks. ikke nødvendigvis kirurgiske indgreb. Men det er under alle omstændigheder en skidt start på livet for barnet, der let kan blive sat tilbage i udvikling, hvis hjertet ikke fungerer optimalt i de første leveår.
Der har længe været megen fokus på, at gravide skal holde sig fra tobak og alkohol, ligesom de bør tage tilskud af blandt andet folsyre, jern og D-vitamin for at sikre barnet den bedste start i livet. Det interessante i studiet er, at sund kost med masser af vitaminer, mineraler og fibre er af omtrent samme betydning – både før, under og efter graviditeten.
Kilde: BBC.com, fn.bmj.com