Der er gang i gas- og kulgrillene i det danske sommerland, når sommervejret viser sig fra sin bedste side. Er grillmad godt eller skidt for helbredet?
Der er gang i gas- og kulgrillene i det danske sommerland, når sommervejret viser sig fra sin bedste side. Er det godt eller skidt for helbredet?
Det er måske i overvejende grad en mandeting: Når temperaturen udendørs kommer over 20 grader, og skyerne er få og tørre, dukker urmennesket op. Så skal der leges med ild ved aftensmåltidet. Der skal gang i grillen, og selvom det er svært at lave boller i karry på grill, er det sikkert ikke helt umuligt.
Spøg til side. Grillaftener er ofte ensbetydende med masser af kød. Kød af ringe kvalitet, som enten er stoppet i tarme som pølser eller druknet i marinade, så fedtindholdet bliver mindre tydeligt. Selvom de fleste nøjes med ét stykke kød, når der serveres koteletter i fad indendørs, skal vi helst have både en kotelet, en pølse og måske lidt ekstra kød fra den rygende grill, når vi sidder udendørs. Når nu grillen er varmet op, skal den da også udnyttes.
Det er i sagens natur ikke så sundt, hvis det sker mange gange hen over sommeren. Det er heller ikke sundt, hvis fedtet drypper ned i kullene og skaber tjærestoffer, som sætter sig i maden. De er kræftfremkaldende, og det samme er de stegemutagener, der dannes, hvis man griller kød hårdt, så det branker eller forkuller.
Tilbered maden ved lavere temperaturer og brug indirekte varme. Grill ikke over flammer, så kødet bliver branket. Vend maden flere gange, undgå dryppende fedt på varmekilden ved hjælp af drypbakke eller indpakning af kødet. Du kan også marinere maden i forvejen eller tilberede den forud i sous vide eller ovn, så den ikke skal på grill så længe. Brug færre, men større kødstykker, og sørg for, at der er god lufttilførsel til grillen og god afstand mellem mad og varmekilde.
Skift det fede kød ud med magert. En grillpølse indeholder ofte op mod tre gange så meget fedt som en stor mørbrad. Brug marinader uden olie. Brug masser af grøntsager og pak dem ind i folie i stedet for at pensle dem med olie og lægge dem direkte på grillen. Det sparer kalorier og bevarer vitaminer. Når du griller fisk, udvikles der ikke på samme måde kræftfremkaldende røg og stegemutagener, som når der er kød på grillen. Sørg for, at der er flest grøntsager på tallerkenen og lidt kartofler eller groft brød som tilbehør. Du kan også udvide med en fiberholdig salat med eksempelvis bulgur eller perlespelt – det mætter, så du ikke spiser så meget af det usunde.
Der er ingen grund til at afholde sig fra hyggen ved grillen. Hvis du spiser varieret til hverdag, kan du sagtens nyde grillmad nu og da. Husk at grillen ikke behøver at være dækket af pølser og hvidløgsbrød. Sommermad kan godt være sund og velsmagende – selv om den kommer fra grillen.
Kilde: Femina.dk
Forrige artikelSyv gode grunde til havregryn på morgenbordet
Næste artikelGlad for saltbøssen? Det kan koste leveår