Opskrifter

Grøn super-smoothie

19. marts 2011

Når du først har smagt en grøn smoothie, vil du for altid være “afhængig” af denne velsmagende, søde og friske energibombe.

Til 2 personer

• 5 æbler

• 1 agurk

• 2 stængler bladselleri

• 1 avokado

• 2 store håndfulde friske spinatblade

• 5 isterninger

• 2 spsk hørfrøolie

Æbler, agurk samt selleri juices, og saften hældes derefter over i blenderen sammen med resten af ingredienserne undtagen olien. Blend godt. Tilsæt så olien og blend igen – meget kortvarigt, da olien ellers oxyderer.

 


 

TIP!
Prøv dig frem og variér din smoothie fra dag til dag, hvis du ønsker det. Der er masser af muligheder. Det vigtigste er blot, at du sørger for at få implementeret de grønbladede grøntsager, som er så gode og vigtige for dig. Du kan evt. bruge grønkål i din smoothie i stedet for spinat, og er din have fuld af skvalderkål, så kan du også bruge det. Både grønkål og skvalderkål smager dejligt og er fulde af gode næringsstoffer.

Gode råd

• At tilsætte olie til sin smoothie er en god måde at få sit daglige essentielle fedtsyrebehov dækket på.

• Din krop er i de tidlige morgentimer og frem til ca. kl. 12:00 i gang med at udrense affaldsstoffer (et tydeligt eksempel herpå er “morgenånde”) – derfor giver du den helt optimale betingelser ved at lade din morgenmad bestå af en grøn smoothie, som giver dig masser af næring og energi, samtidig med at den understøtter din krops naturlige udrensning og ikke belaster fordøjelsessystemet unødvendigt.

 

Fra bogen “Glød og glæde med Raw Food” af Vibeke Amdisen.

Forrige artikelGrawnola

Næste artikelFår du fuldkorn nok?