”Hvornår skal vi danse om juletræ?”, ”skal vi ikke snart have gaver?” – spørgsmål og gøremål kan synes endeløse juleaften. Få forslag, der kan give mere julefred.
Der skal dekorationer på bordet, god mad i ovnen og ungerne vil bare have gaver – NU. Juleaftensdag er en laaang dag, og hvis ungerne har svært ved at holde spændingen ud, kan aftenen blive et langt ridt for at få gaverne pakket ud, og ungerne i seng. For så kan forældrene få julefred…
– Julen er faktisk et af de sidste ritualer, vi har tilbage. Ritualer er vigtige, fordi de skaber tryghed. Når vi gør noget, som vi gjorde det sidste år, giver det tryghed og ro. Det er der brug for i vores tid, siger coach Jørgen Svenstrup til B.T.
Han har skrevet bogen ”Tro på dit barn”, og han mener, at forældrene skal stramme op, så hele familien få glæde og julefred på denne årets største familiedag.
Vi har fundet nedenstående idéer, der måske kan hjælpe lidt julefred ind i jeres hjem. For det ville jo være rart med en god juleaften – sammen:
1. Planlæg gerne dagen – og tag evt. større børn med i planlægningen. Det giver mere fred, at de ved, hvad de skal – og ikke skal.
– Selvfølgelig kan julen udvikle sig, men ikke på børnenes præmisser. Det skal være på familiens præmisser. Og på en måde, så de vigtige ritualer forbliver levende, siger Jørgen Svenstrup.
2. Tag evt. børnene med ud på en gåtur, hvis vejret er til det – mens træet bliver pyntet og gaverne lagt til rette.
3. Tag hensyn til de yngste og start aftensmaden i god tid, så de små har en chance for at holde sig friske et par timer efter. Overtrætte børn er sjældent sjove børn – eller bidragere til julefred.
4. Afstem forventninger til mandelgaver inden. Der er ikke noget værre, end hvis børnene regner med, at der er mandelgaver til dem, og de så pludselig er i lige konkurrence med de voksne.
5. Del julegaver ud i fred, ro og orden. I stedet for at alle kaster sig over hver sin bunke – og knapt får set, hvad de andre får – kan man skiftes til at hente gaver. Børnene kan hente – og alt efter hvor mange I er, kan børnene skiftes eller være to gavehentere ad gangen. Så får alle langt mere føling med, hvad der gives, modtages og takkes for.
Vi ved jo alle sammen, at det især er gaverne, der får børnene til at plage og piske en stemning op. Men for Jørgen Svenstrup er der ingen tvivl om, at det er en dårlig vane, at dele gaver ud i dagene før eller i løbet af juleaftensdag. For det at glæde sig er en vigtig del af julen og bør ikke ofres på bekostning af julefred.
– Den sindssygt spændende, uudholdelige ventetid er lige netop det stærkeste minde fra min barndom. Det bliver da kedeligt, hvis min datter ikke skal have det minde om sin barndoms jul, siger han.
Kilder: BT, Alive.dk
(Oprettet den 22. december 2010)