Nyheder

Gulerødder er livsforlængende

30. november 2010

Der kan være god grund til at snuppe lidt af kaninens yndlingsspise: gulerødder. Forskning viser, at indholdet kan virke livsforlængende.

De er billige, de dyrkes lokalt, de smager dejligt, og så indeholder de stoffet alfa-caroten. Der kan være mange grunde til at spise gulerødder, og nu kommer der en mere: alfa-caroten kan gøre os sundere og give os et længere liv. Det viser en undersøgelse, som U.S. Centers for Disease Control and Prevention har lavet, og som Physorg.com omtaler.

Forskerne har set på niveauet af alfa-caroten i forhold til risikoen for død blandt 15.318 testpersoner i alderen fra 20 år og op, og de fandt ud af, at et højt niveau af alfa-caroten reducerer risikoen for tidlig død.

Livsforlængende stoffer i grøntsager

Måske har du tidligere hørt om beta-caroten og lycopen – antioxidanter fra farverige grøntsager – der kan modvirke kræft og hjertesygdomme. Alfa-caroten tilhører denne caroten-familie.

Caroten får vi bl.a. fra gule og orange grøntsager som gulerødder og fra de mørkegrønne som broccoli og spinat.

Livsforlængende effekt målt over mange år

Det har taget nogle år at lave undersøgelsen, da konklusionen – livsforlængende – selvfølgelig ikke kan fastsættes uden en vis periode. Faktisk leverede testpersonerne allerede blodprøver mellem 1988 og 1994, hvor de også gennemgik en lægeundersøgelse. I 2006 fulgte forskerne op på, hvor mange af testpersonerne, der var døde og hvordan.

Hele 3.810 testpersoner var på det tidspunkt døde, og forskerne kunne se en sammenhæng mellem en lavere dødsrisiko og et højt niveau af alfa-caroten i blodet.

Risikoen for at dø i undersøgelsens periode var således 23 pct. lavere for testpersoner, der havde et niveau af alfa-caroten på 2-3 mikrogram per deciliter i blodet, i forhold til testpersoner, der havde mellem 0 og 1 mikrogram per deciliter.

Jo flere gulerødder og grønt – jo bedre

Faktisk så faldt risikoen for død i takt med at indholdet af alfa-caroten steg. På et niveau mellem 4 og 5 mikrogram per deciliter var risikoen faldet med 27 pct. mens 6 og 8 mikrogram per deciliter gav 34 pct. mindre risiko. Når alfa-caroten-niveauet nåede 9 mikrogram per deciliter og opefter, var testpersonerne dødsrisiko hele 39 pct. lavere.

Forskerne bag undersøgelsen mener dermed, at deres resultater viser, at flere grøntsager og frugt i kosten virker livsforlængende. Netop derfor kunne det være interessant at forske endnu mere i alfa-caroten og dens effekt på sundheden.

Kilde: Physorg.com

(Oprettet den 30. november 2010)

Forrige artikelMad, som ælder os

Næste artikelSkal vi have nye officielle kostråd?