Der er ingen tvivl om, at man kan købe sig fattig i skønne hårprodukter, der kan både det ene og det andet – både pleje, pudse og style. Imens sværger andre til modsætningen og dropper eller minimerer shampooen helt. Hvad virker, og er der løsninger, der måske er knapt så ekstreme som ingen hårvask?
Der blev hos os grinet af den fantastiske humor og selvironi Johnny Madsen brugte, da han lancerede sin hår-og kropspleje serie: Johnny Madsen Shampoo – til træt og viljeløst hår, Håndsæbe – til vask efter behov og Roll on deo – til lynbad.
Der findes produkter til enhver og til enhver lejlighed. Og det er lige netop dig, der bestemmer, hvad der er vigtigt, nødvendigt eller spændende. Nogle af os vil gerne det hele: Renheden, økologien, bæredygtig produktion, bæredygtig emballage, kvalitet, performance på hud og hår, æstetik af produktet og graden af miljøbelastning, når det overskydende produkt skylles ud i afløbet …
Andre vil bare gerne, at det er bæredygtigt og kan vaske snavs ud af håret.
Når det kommer til hårpleje, og hårvask, kan der være stor forskel på, hvor meget eller lidt man går op i sit hår.
Naturligvis afhænger behovet for hårpleje også af, hvilken slags hår man har og tilstanden af ens hovedbund. Der er nogle, der vil hævde, at der ikke findes mange typer hår og hovedbund – bare rent eller beskidt. Nogle af os med lidt længere hår har lidt flere ønsker til plejen end blot at vaske rent.
Den generelle opfattelse er dog, at for at have sundt hår er det vigtigste at have en sund hovedbund. Sådan én, der ikke klør og strammer eller svier, ej heller er fedtet og svampet.
Heller ikke én, hvor der ligger et lag af affaldsstoffer, blandet med hårstylingsprodukter, som kan give nærmest et tykt fast lag, som hårstråene knækker i på vej ud eller slet ikke når igennem, og man derfor både har en oplevelse af – og reelt set faktisk – taber hår.
Så start altid med at tjekke din hovedbunds tilstand ved hårproblemer!
Sæbebarer er det nye hit – ikke mindst som shampoo, men også til all round-vask.
Barerne betyder langt færre ingredienser, færre skummemidler og mindre og andre typer emballage. Det ser du f.eks. ved Isangs i København, der laver hårprodukter med økologiske, fair trade og veganske ingredienser uden skummemidler og syntetiske dufte.
De er sat sammen på en måde, som passer til forskellige hår og hovedbundstyper, som f.eks. den til tørt og krøllet hår, Blødgørende shampoo af babassu-olie, ricinus, olivenolie, rasul og æteriske olier af ylang ylang, appelsin og geranium. Og pakket ind i genbrugspapir.
Der er også en populær Detox shampoobar til den problematiske hovedbund, da den bl.a. er antibakteriel og med tea tree og neem olie.
Fra starten har shampoobarer haft ry for, at de vasker hår og hovedbund rene, men har man bare en anelse længde i håret, kan det føles meget tørt og uregerligt. Hvilket kan være helt i vinkel, hvis man lige synes surfer-looket dur.
I dag er der flere barer at vælge imellem, og langt fra alle har denne effekt på håret.
Ønsker man lidt mere blødhed og samarbejde i håret, kan hårtonics også være en mulighed. De fås i forskellige udgaver, men basen er ens, nemlig rå æblecidereddike, der i sig selv kan anvendes til blødhed og balance af pH i hovedbunden.
Hårtonics fra Isangs indeholder en infusion af fugtbevarende urteekstrakter, som også er kendt fra hudpleje – naturligt “planteslim” fra lægestokrose, burrerod og kulsukker sammen med vegetabilsk glycerin og hibiscus, der bl.a. binder og bevarer fugten i håret. Det reducerer krus og fjerner kalk, balancerer hårets pH og giver ekstra glans.
Der findes flere udgaver og har man ekstra tørt hår, kan man også bruge hårcremen lavet til pleje af ekstra tørt hår.
Ja, det kan … Måske er du tidligere stødt på Rasul-ler?
Det er sæbejord fra Marokko. Kaldes også nogle gange ghassoul, vaskeler eller lavajord. Det er meget mineralrigt med indhold af silicium, jern, magnesium, kalium m.m. Det kommer fra Altas-bjergene i Marokko og når man blander det med vand, frigiver det en sæbelignende og meget rensende substans.
Man skal lige vænne sig til, at det ikke skummer særligt meget og måske øve sig i forhold til mængde og blanding med vand.
En ivrig bruger anbefalede mig at blande en tredjedel fint pulveriseret rasul, med en tredjedel vand og en tredjedel æblecidereddike til hårvask.
Det giver en blødere udgave end hvis du blot blander med vand. Det kan være fint til helt kort hår, men ved lidt længere hår er det rart med en mindre udtørrende udgave.
No poo… vi har nævnt det før, men det er på mange måder både fascinerende og kan også virke lidt skræmmende – sådan helt at lade shampooen være.
Jeg har endnu ikke selv været fristet, men er nysgerrig på, hvordan teorien fungerer i praksis. Altså teorien om at lade hovedbunden og håret i fred, så den selv skaber sin balance.
Umiddelbart kan det lyde lidt ulækkert, men det er ikke sådan, at man ikke får renset håret, man bruger bare ikke sæbestoffer, men vand alene, når man går i bad.
Nogle bruger bagepulver eller æblecidereddike. Men de fleste, der vælger shampooen fra, renser med vand alene.
De, der glade for det, siger, at man skal igennem nogle faser i starten, hvor man ind imellem bare har lyst til at gå tilbage til shampoo. I starten er håret mere fedtet, og hovedbunden kan reagere, så her er det vigtigt at børste håret mere og massere hovedbunden godt og sætte gang i blodcirkulation og fordeling af de naturlige olier.
Hvis du bader hyppigt i havet, skal du lige huske at skylle håret i almindeligt vand for at få det ekstra salt ud. I Australien har der været en del surfere, der har brugt no poo-metoden med sundt hår og hovedbund til følge.
Det, man kunne frygte ved metoden, var duft/lugt, men det skulle efter sigende bare dufte af, ja … hår.
I Danmark er der de fleste steder et naturligt højt indhold af kalk i vandet fra undergrunden. Det kan gøre, at det føles mindre dejligt på hårstråene, men kan modvirkes ved at skylle med æblecidereddike et par gange om ugen. Som klassisk syre/base-balancering.
Uanset om du vil bruge no poo-metoden eller bare begrænse din hårvask, så kan du benytte dig af en naturlig tørshampoo ind imellem. Arrowroot-pulver kan bruges, men faktisk er rispudder måske nok det blideste. Det absorberer overskydende olie fra håret uden at lukke porerne, så hud og hovedbund kan ånde.
Er du ikke klar til at gå helt sæbefri eller emballagefri, så er der stadig masser af mere naturlige shampooer og balsamer at vælge mellem på hylderne. Dvs. uden syntetiske parfumer, hormonforstyrrende stoffer, uden silikone, samt med økologiske ingredienser. Som bliver produceret ansvarligt, sundt for hud og hår, og som kan nedbrydes, når de overskydende stoffer skylles ud i afløbet.
Shampooerne opløser både fedt og vandopløseligt snavs, og de, der bruger conditioners/balsam, oplever, at hårstråene lukkes, hvilket giver en blødere fornemmelse til håret, da hårstråenes fimrehår samles og gør det blidere at rede igennem.
Samtidig er der nogle skønne dufte af naturlige æteriske olier atil de af os, der holder af det.
Du finder også lette serum til det fine hår, som ikke tynger – og stylingprodukter, der hverken ødelægger eller tynger eller lukker hovedbunden gispende inde. Flere af os holder af skønne hårmasker og den fornemmelse og duft, håret har bagefter. Her er der mange rene, økologiske muligheder til enhver smag.
Lige nu er der stort fokus på genanvendeligt plast uden hormonforstyrrende stoffer, og der forskes på livet løs i de mest bæredygtige beholdere – både i produktion, i evne til at holde og bevare indholdet friskt, genanvendelse og til sidst opløsning.
Det hele kræver dog, at vi bliver dygtigere og dygtigere til at sortere vores affald. Men mulighederne er der i dag og bevidstheden og interessen højere end nogensinde i at finde på forskellige veje til bæredygtige muligheder i hverdagen.
Det er en ren fornøjelse!
– Vask ikke hår hver dag. Om muligt kun hver tredje eller fjerde. Ved at vaske hver dag tilskynder man hovedbunden til at producere ekstra olie for at kompensere. Det sparer samtidig vand at springe sin hårvask over.
– Når du vasker hår, afslut med at skylle håret i koldt vand. Varmt vand kan fjerne de naturlige olier fra håret, så hovedbunden begynder at producere mere olie.
– Brug kun naturlige hårprodukter. Kombinationen af snavs, sved og hårprodukter med ingredienser, der gør, at huden ikke kan ånde, får hårrødderne til at mistrives, blive tyndere eller decideret knække.