Hans Pilgaard: Respekt til dem, som siger fra i tide

Det vakte en del opmærksomhed, da Hans Pilgaard, en af Danmarks allermest populære tv-værter, for et par år siden i et interview i B.T. afslørede, at han forlod det populære tv-program Go’ Aften Danmark med den begrundelse, at han havde fået for meget af de ofte ret personlige interviews i programmet med mennesker, der enten var alvorligt syge, havde mistet nogen, som stod dem nær, eller levede med voldelige eller alkoholiserede mænd.

Han indrømmede blankt, at historierne påvirkede ham personligt, og at det blandt andet var en af årsagerne til, at han holdt op.

– Jeg havde ikke lyst til at ende som en kyniker, der sad og lavede penge og seertal på andre menneskers ulykke, siger han, da Naturli’ møder ham en travl dag på produktionsselskabet Mastiffs kontor i København. Vi har aftalt at tale om stress. For det var lige før, at jobbet på Go’ Aften Danmark havde sendt ham i dørken, ligesom så mange andre danskere oplever det i disse år, hvor arbejdsrelateret stress på det nærmeste har udviklet sig til en folkesygdom.

Det tager den tid, det tager

Vi kunne næppe have valgt en bedre dag til netop dét emne. Der er en uge til jul. Hans har aftenen forinden afsluttet en omgang ”Hvem vil være millionær”, kom hjem kl. 23 og skulle tidligt på arbejde for at holde de første vigtige redaktionsmøder på den nye omgang af ”Den store Klassefest”. Han har lige en time mellem to møder. Men en time er ikke meget, når der både skal snakkes, og fotografen skal have sine billeder. Alligevel formår han at bevare roen, overskuddet og overblikket. Smilende, sød og imødekommende. Han kender gamet. Ved, at fotografen ikke ’bare’ lige kan knalde en blitz af og så er det det. Og han er også helt bevidst om, at journalisten ikke skal gå derfra uden at have fået svar, kvalificerede svar, på sine spørgsmål. For han har noget på hjerte. Og hjertet er stort. Så det tager den tid, det tager. Og så kan det ikke slå ham ud af kurs, at de andre på redaktionen fra tid til anden glider forbi uden for glasdørene til mødelokalet og utålmodigt kigger ind for at se, om han ikke snart er færdig.

Hans Pilgaard var i seks år vært på Go’ Aften Danmark og holdt op, fordi han kunne mærke, at han var på kanten af at gå ned med stress. I dag slår han på tromme for, at man viser mere respekt for dem, der siger fra i tide end for dem, der går ned med stress.

– Det handler om nærvær og om at være til stede, siger han.

– Det er det, jeg taler om, når jeg er ude og holde foredrag og blandt andet taler meget om stress. Det handler om at være til stede i det, du laver. Om at mærke efter, om du har det godt der, hvor du er og med, hvad du laver. Og det handler om at være i stand til at sige nej. Om at turde mærke efter, om kroppen, psyken, hjertet og maven er ved at sige nej, og så handle ud fra det. Det er ikke altid et let valg, man står overfor. Nogle gange kan det jo betyde, at du skal sige dit job op eller smide kæresten ud. Det er kolossalt store beslutninger, men det er vigtigt at lytte til, hvad kroppen og maven siger, fortæller han.

Stress har status

Når Hans Pilgaard bliver interviewet, udstråler han præcis samme nærvær, som når han selv interviewer. Man er ikke et sekund i tvivl om, at han mener det, han siger. Der er ikke én finke, der ryger af panden. Han ved, hvor han vil hen. Og når samtalen handler om stress, hvad der skaber stress, og ikke mindst hvordan man undgår at blive ramt af den, har han et klart budskab, han gerne vil udbrede.

– Jeg synes, det er på tide, at vi holder op med at gå og have så stor respekt for folk, der går ned med stress. Lad os i stedet vise respekt for dem, der siger stop i tide, pointerer han.

– Jeg kunne godt tænke mig at slå til lyd for, at man respekterer, når nogen siger fra, for det er der alt for mange, der ikke gør: kolleger, venner og sågar familie. De siger nogle gange: Hvad fanden er du stresset over? Hans fortæller om en god kollega, han for ny-ligt med stor glæde har arbejdet sammen med. Kollegaen gik ned med stress og er først lige kommet tilbage efter fem måneders sygemelding. Hans beskriver en fiktiv situation, som de fleste kan nikke genkendende til.

– Chefen har enorm respekt for en medarbejder, der går ned med stress. ”Det var dog skrækkeligt, sådan skal det ikke være. Du må endelig blive hjemme, indtil du er helt klar. Og når du kommer tilbage, ?nder vi en anden måde at gøre tingene på, for det må ikke ske igen,” siger chefen. Men forestil dig, at den samme person 14 dage tidligere havde sagt til chefen, at han blev nødt til at have et par fridage, fordi han var ved at gå ned med flaget, og ikke længere kunne overskue det hele. Der er stor sandsynlighed for, at chefen ville have nægtet medarbejderen et par dage til at få styr på sit liv. Måske ville chefen endda spørge, hvad han er så stresset over, og bede ham om at tage sig sammen. ”For der er så meget i øjeblikket, men der kommer en fredeligere periode lidt længere fremme. Lige nu må du se at give den en skalle og gøre en indsats”. Og det er jo den helt forkerte tilgang til situationen, siger Hans.

Sygemelding – ikke ferie

– Der mangler en grundlæggende respekt for, at folk er i stand til selv at sige fra, når noget er ved at blive for meget. Men når man ryger ned og bliver sygemeldt, så er der en enorm respekt for det. Problemet er, at rigtigt mange glemmer, at det med at gå ned med stress ikke bare handler om, at så holder man tre ugers ferie, og så er man tilbage igen. Nej, de kloge mennesker siger, at har du overbelastet dig gennem et halvt år, så tager det et halvt år at komme tilbage igen. Og det er altså ret længe. Der er i vores samfund en større respekt for at gå ned frem for at sige fra. Og det er trist, siger Hans Pilgaard.

Der er mange faktorer, som spiller ind, når mennesker bliver ramt af stress. Typisk hand-ler det om problemer i forhold til arbejdet eller konen, manden eller kæresten. Ofte bunder det imidlertid i forventninger og ønsket om at være perfekt til alt, man foretager sig. Og det er en problematik, Hans Pilgaard kun kender alt for godt.

“Når du sidder overfor en 11-årig dreng, som har været syg af leukæmi, siden han var syv, og spørger, hvordan han reagerede på det, og han svarer: ”Jeg græd og skreg hver dag,” så er det sgu da ikke mærkeligt, at man bliver påvirket af det. Det ville da være underligt, hvis man ikke blev dybt berørt.”

– Vi er mange, der gerne vil være den perfekte søn, kæreste, far, kollega og alt muligt. Det prøver jeg da også på, og nogle gange bliver man nødt til at acceptere, at sådan bliver det bare ikke. Det er én ting, jeg har lært af at være med i Vild med Dans; min perfektionistiske side trængte til en røvfuld, og det fik den, skal jeg lige love for. Jeg havde slet ikke opdaget, at jeg var gået hen og blevet perfektionistisk, men Mie (Hans’ dansepartner, Mie Moltke, red.) spurgte mig en dag, hvorfor jeg var så perfektionistisk, og så tjekkede jeg med nogle af mine venner og familie: er jeg perfektionistisk? Ja, sagde de. ’Med dit arbejde. Det er du da’. De mente, at det var derfor, at jeg var god. Ok! Men det havde jeg da ikke lagt mærke til. Det er jo klassisk, at man får nogle ting at vide af ens venner eller kæreste og bagefter opdager, at sådan har man altid været.

Far var det største idol

– Jeg har prøvet at sammenligne mig med en far, der er svær at leve op til. Min far er gammel luftkaptajn i SAS, han har bygget det sommerhus, jeg er vokset op i som barn, han har bygget et gæstehus til det sommerhus, jeg har købt sammen med min kæreste, og så kan han lave mad til 20 mennesker uden at blive synderligt stresset over det. Han har også prøvet at springe i faldskærm, og han er ikke rigtigt bange for noget. Det er fandme ikke et nemt sammenligningsgrundlag!

– Jeg har ikke lagt mærke til, hvor meget jeg egentligt har prøvet at leve op til det, men sådan er vi vel i bund og grund alle sammen. De fleste har en far, som vi gerne vil gøre stolt af os. På den måde er vi stadig som små børn, siger Hans Pilgaard om ønsket om at være som sin far. Som barn var hans far hans største idol. Lille Hans fra Blovstrød syntes, at han havde verdens mest fantastiske far.

”Et af mine yndlingscitater er fra Peter A.G., ”Elsk mig, når jeg allermindst har fortjent det. Elsk mig, når jeg vender mig væk!”. Når du er glad og ovenpå, er der ingen grænser for, hvor skøn du er, men når du er grim og hysterisk, og opfører dig som en otteårig udgave af dig selv, så er det, at du virkelig har brug for, at der er nogen, der elsker dig. Det er, hvad kærlighed handler om.”

– Ja, er du sindssyg. Jeg syntes jo, far var den sejeste i hele verden. Da jeg var otte år og med far på arbejde, kunne jeg jo godt nå til både Stockholm, Hamborg og Madrid på én dag, og så overnattede vi på hotel i Stockholm og fløj hjem næste dag. Og denne her knægt på otte år følte, at han ejede hele verden, når hans far i uniform og kasket bød velkommen ombord – ”kaptajn Pilgaard og hans besætning”, jo, du kan tro! Jeg har siddet ude i det cockpit og følt, at det var mig, der styrede hele verden, og jeg skulle i hvert fald være pilot ligesom min far. Og selvom det blev helt anderledes, så har jeg noget af min perfektionisme derfra, og jeg skulle være over 40 år, før jeg ligesom begyndte at sige fra over for presset.

Om at nyde nuet

– Det er ikke sket lige pludseligt. Jeg tror, det var finalen på en lang rejse, fordi jeg som andre teenagere på et tidspunkt begyndte at gøre oprør mod min far. Jeg skulle i hvert fald ikke stemme konservativt lige som ham og læse Berlingske Tidende ligesom ham. Jeg skulle ikke i militæret. Jeg havde ikke modet til at være militærnægter, men jeg var glad for at trække frinummer. Og jeg gad ikke den der borgerlige, gennemsnitlige tilværelse, som jeg på det tidspunkt syntes, min far havde. Så jeg frigjorde mig fra noget af det og indledte en slags livsrejse, som på en måde sluttede med, at jeg deltog i Vild med Dans, siger han.

– Lige nu prøver jeg, om jeg kan give slip på det. Nu skal jeg lave Den Store Klassefest og har præstationsangst. Et eller andet sted er det en del af mig. Men jeg prøver også at tænke, at det ikke skal være perfekt, det skal bare være med hjertet. Det er i virkeligheden sådan ,jeg har levet hele mit liv. Jeg synes ikke, jeg har lavet noget per-fekt, men nu er jeg med årene blevet bedre til at slappe af og nyde det, siger Hans Pilgaard, der første gang lærte at nyde nu’et, da han i begyndelsen af 1990’erne fik et eksklusivt interview med Beatles-legenden Paul McCartney. Først var han jublende glad, siden blev han hamrende nervøs, og til sidst besluttede han, at han ville nyde det, mens det stod på, i stedet for at være så fokuseret på at gøre det godt, at han glemte at være i øjeblikket.

I dag gør Hans Pilgaard sig meget umage med at være nærværende i alle livets forhold. På arbejdet og i privatlivet. Over for mennesker, der genkender ham på gaden, og folk, der møder op, når han holder et af sine – trods alt – relativt sjældne foredrag.

Livet venter ikke

Han har den største respekt for de mennesker, der tør sige fra. Hvad enten det er en feteret og privilegeret studievært som ham selv eller en murer, der siger stop, når mester vil have ham til at stå på et usikkert stillads og udføre et dårligt stykke arbejde på den halve tid.

– Det er, når du siger: ’Nej, det VIL jeg fandme ikke,’ og står fast og ved, at det måske koster dig dit job, at du træder i karakter. Og det er i sådanne situationer, at mange får stress, for vores samfund er sådan skruet sammen, at vi på et eller andet tidspunkt alle bliver presset. Først på økonomien, og så smitter det af på dit hjerte og familie. For kommer du aldrig hjem til kone og børn, så ender du med at blive skilt. Kommer du aldrig hjem til din søn og din datter, så risikerer du, at når de er 22, så gider de ikke ringe og spørge til, hvordan du har det. Og når de bliver 40, gider de ikke komme og besøge dig, når du fylder 60 eller 80, fordi du ikke har været der for dem. Man kan ikke sætte livet på standby og sige, at de næste 20 år kun handler om mig, og så komme tilbage efter tyve år og forvente, at konen eller manden eller børnene stadigvæk er der og venter, siger Hans.

– Du bliver nødt til at være der og sige fra over for de ting, der ikke føles godt i maven.

På samme måde som Hans Pilgaard sætter en ære i at være nærværende, når han arbejder, og når han bliver interviewet, holder foredrag eller bare skriver en autograf, lægger han også vægt på at være det over for familien og de nære venner. Modsat så mange andre i dag har han ikke en profil på Facebook, men foretrækker den personlige kontakt.

Venner i kød og blod

– Vi har aldrig haft så mange kommunikationsformer, som vi har nu, men vi har aldrig haft så lidt at sige hinanden!

Vi er så dårlige til at tage kontakt til hinanden, for nu kan man skrive på Facebook, hvad man laver lige nu, hvad det så end betyder. Jeg har ikke behov for det. Jeg gider bare ikke. Hvad skal man gøre det for? Folk siger, at de har 1214 venner på Facebook. Fint nok, jeg har 24 af kød og blod, og dem har jeg dårligt nok tid til at pleje, så hvordan går det lige med dine 1214? Vi har blogs og alt muligt, som alt sammen er helt fantastisk, men aldrig har så mange siddet alene juleaften som nu. Der har aldrig været så mange, der dør i ensomhed som nu. What?! Det kan godt være, at vi har 1214 venner på Facebook. Folk DØR i ensomhed! Hver tiende dansker dør ALENE! Hvad fanden handler det om? siger Hans Pilgaard tydeligt indigneret, og slår bagefter over i et bredt smil.

– Uha, så fik jeg talt jeg mig selv helt op igen, men det er da skræmmende, at man har 1214 venner på Facebook, men ingen er der, når man skal herfra.

”Jeg er også bundhysterisk og temperamentsfuld og har moody perioder, hvor jeg lyder som et dårligt omkvæd fra en god Leonard Cohen sang. Der er jeg jo ikke nem at være sammen med. Det er ikke den side, jeg præsenterer. Kunne jeg selv vælge, ville jeg da vælge den festlige, underholdende version, men det kan bare ikke altid lade sig gøre.”

– Hvis en af dine venner ringer til dig og siger, at det går af helvede til derhjemme, han skal muligvis skilles og er ved at bryde ned, så nytter det sgu ikke, at man svarer, at man har skidetravlt, ’men om 14 dage mødes vi og snakker’. Så er det her og nu. Uanset om det er kl. to om natten eller tre om eftermiddagen, eller lige inden man skal ud og købe julegaver. Det er fandme vigtigt, at du ikke siger til en af dine rigtig gode venner, ikke på Facebook, men i virkeligheden – at du ikke har tid til at snakke om, at hans liv er gået op i lort, fordi du både skal handle, vaske tøj, styre din karriere og være den perfekte husbond og den gode far. Og så slår op i kalenderen og siger, at der er tid på onsdag. Det er det, en psykolog siger, ikke en ven.

Drømme frem for søvn

For tredje eller fjerde gang kigger et af redaktionsmedlemmerne bekymret ind ad glasdøren, ser skiftevis på den ivrigt talende Hans og på sit ur. Det er tid til at slutte af, men vi skal lige høre, om det til tider er stressende at være så kendt en person som Hans.

– Jeg er meget opmærksom på, hvordan jeg virker, når jeg bevæger mig ud, også fordi jeg er et meget ydmygt menneske. Mit publikum – dem, der ser mine programmer – er dem, der sørger for, at jeg kan leve det liv, jeg lever. Jeg sætter pris på det og respekterer de mennesker. Men der er også en grænse. Og jeg kan godt mærke, at jeg har brug for at stå af en gang i mellem og ikke være på hele tiden. Det er jeg simpelthen nødt til. For når jeg kommer op i det gear, får jeg brug for at trække stikket. Så tager jeg måske fem dage på ski med drengerøvene eller et sted hen med min kæreste, hvor vi kan have fred og ro. Jeg holder en lang sommerferie. Tager pauser og huller, og der ved jeg godt, at jeg er mere privilegeret end en murer. Men det handler om at finde sine oaser. Om det så er onsdag aften i sofaen, hvor du ser CSI sammen med din kæreste, eller hvad det er. Bare du gør det.

– Det kan også godt være, at man virkelig trænger til otte timers søvn, men hvis du nu nøjes med fire og så får talt ud med din kæreste, om I stadigvæk har de samme drømme, så er min pointe, at du kommer længere på de fire timers søvn end på otte. For det er nødvendigt at afstemme de der ting. Det handler ikke om at have et fancy job og tjene mange penge. Men det er klart, at det bliver nemmere, når man har et fancy job og tjener mange penge. Man behøver bare ikke at sidde på Mauritius eller i London for at lægge planer for sit liv. Man kan også gøre det på Kløvermarken nr. 8. Det kan lade sig gøre i en toværelses lejlighed at finde ud af, hvad man skal med sit liv, siger han og fastholder øjenkontakten.

– Gav det mening?