Nyheder

Har du hørt om heilpraktik?

17. februar 2015

I begyndelsen af marts kan jyder og fynboer snuse til sund livsstil i Aarhus. Selvom du ved alt om naturlig sundhed, er der garanteret noget, du ikke har hørt om før.


Omtrent 90 udstillere, der repræsenterer alt fra miljøvenlig tøjvask over kurophold og uldsengetøj til håndflettede kister, vandreture i Skotland og vandsåler, er forsamlet i Scandinavian Congress Centre fra den 6. til den 8. marts. Alle tre dage, fredag, lørdag og søndag, er der åbent fra 10 til 18.

Snus til forskellige behandlingsmetoder

Der er også mange alternative behandlere på messen. Lær mere om bl.a. tankefeltsterapi, clairvoyant håndlæsning, klangmassage, healing, energiterapi, tantra og heilpraktik.

Heilpraktik har intet med en berygtet tysk hilsen at gøre, selvom begrebet faktisk også er af tysk oprindelse. Danske heilpraktikere er lægeeksaminerede naturmedicinere, og de er samlet i Dansk Heilpraktiker Forening, der også har en stand på messen. Her kan du høre om heilpraktikkens ideer om at behandle sygdomme på en måde, så kroppen selv bliver i stand til at arbejde med helbredelsen.
Egentlig burde alle læger have studeret heilpraktik, for en af kongstankerne er, at der skal lyttes til patientens egen opfattelse af symptomerne, og der skal bruges en bred vifte af analysemodeller, før en diagnose stilles.

Heilpraktik er holistisk tilgang til sygdom

Heilpraktik handler også om at behandle patienten så skånsomt som muligt og undgå negative bivirkninger under behandlingerne. Endelig handler heilpraktik om en holistisk tilgang til sundhed, hvor både det fysiske, psykiske og åndelige niveau medtages i behandlingstilbuddet. Og alle behandlingstilbud er skræddersyet til den enkelte patient, for der er som bekendt ikke to mennesker eller to sygdomsforløb, der er ens. En sandhed, man alt for ofte negligerer i det etablerede sundhedsvæsen.

Der er omkring 50 heilpraktikere registreret med adresser fordelt over hele landet (også Bornholm), så der er garanteret en i overkommelig afstand, hvis du vil afprøve metoden. Du kan læse mere på danskheilpraktikerforening.dk eller høre mere på messen i Aarhus.

Kom gratis til Sund Livsstil

Entréen til sundhedsmessen Sund Livsstil i Aarhus er 80 kroner, men du kan som læser af Naturli.dk komme gratis ind. Du skal blot printe rabatbilletten på følgende link.

Naturlis redaktion er naturligvis også til stede. Kig forbi og få en af vores berømte ”doggybags” med magasiner og vareprøver – eller se vores gode messetilbud.

Læs mere: Sund-livsstil.dk

Forrige artikelFrygt ikke smør eller sødmælk

Næste artikelMineralerne, der styrer dit helbred