Solsikkesnoren skal gøre det lettere at leve med et skjult handicap. Men kendskabet til symbolet kunne være større.
Solsikkesnoren skal gøre det lettere at leve med et skjult handicap. Men kendskabet til symbolet kunne være større.
Det blev særlig tydeligt under coronarestriktionerne: Vi har let ved at vise hensyn, når vi ser en kørestol eller en blindestok – det er straks sværere, når et handicap ikke er synligt. Med solsikkesnoren kan det usynlige blive synligt.
Det var ikke alle, der kunne fungere almindeligt under nedlukninger og mundbindspåbud. Og det var ikke alle, der havde øje for, at nogle havde det svært. Hvis en borger gik ind i et supermarked uden mundbindet, blev nogle bedsteborgere forargede og mente, at vedkommende nok bare var en coronafornægter og sølvpapirshat. Men det kunne jo faktisk være, at vedkommende fik kvælningsfornemmelser med mundbindet på.
Omvendt kan du her efter corona møde mennesker, der har det svært med at stå tæt i kø. Som viser tydeligt ubehag, hvis du kommer for tæt på. Andre kan have det svært med et højt støjniveau og reagerer måske voldsomt, hvis eksempelvis et barn skriger. Skjulte diagnoser og udfordringer kan vise sig på mange forskellige måder.
Du møder måske dagligt hundreder af mennesker, du ikke kender. Du læser dem i større eller mindre grad og putter dem ind i de kasser med persontyper, du allerede har lagret i hukommelsen. Når nogle opfører sig anderledes end normen, er der ikke langt til forundringen, irritationen eller forargelsen.
Men der kan jo være en god grund til, at nogle mennesker – børn som voksne og ældre – opfører sig anderledes end normen. Vedkommende er ikke nødvendigvis beruset, påvirket af stoffer eller blot uopdragen.
Psykiske diagnoser, autisme, ADHD, demenssygdomme, PTSD, hjerneskade, talehandicap, synsnedsættelse, ordblindhed eller hørehandicap – listen er lang over mulige årsager.
Solsikkesnoren er til for at fortælle omgivelserne, at bæreren har et skjult handicap – eller blot udfordring.
Den mulighed har Salling Group, som blandt andet driver supermarkedskæderne Bilka, Føtex og Netto, grebet. Fra 1. oktober i fjor var deres medarbejdere klædt på til at møde kunder med solsikkesnoren, ligesom de udleverer solsikkesnore til alle, der har brug for en.
– Hos Salling Group er der plads til alle. Vi ved at mennesker er forskellige og har forskellige behov. Men hvor det giver sig selv, at man fx skal gøre plads til en person, der bruger kørestol, kan det være svært at vurdere, om en person har et skjult handicap, der kalder på særlige hensyn. Her er solsikkesnoren en fin måde at signalere, at her må vi gerne være ekstra opmærksomme, siger HR-direktør i Salling Group Louise Gade i en pressemeddelelse.
Solsikkeprogrammet og Solsikkeprodukterne er del af Hidden Disabilities Sunflower Scheme Limited, der har base i Storbritannien. Ideen stammer fra 2016, da Gatwick Lufthavn i London ønskede at finde ud af, hvordan de kunne kunne give passagerer med usynlige handicap en bedre og mere tryg rejseoplevelse.
Du kan læse mere her.
Forrige artikelHvad kan akupunktur mon gøre, hvis det handler om kræft?
Næste artikelStyrk mellemgulvet og bliv halsbrand kvit