Hvis vi ikke holder vores balance ved lige, fordi vi er bange for at falde, kommer vi ironisk nok ud for at falde langt lettere – og for at få komplikationer ved faldulykker.
Så at opretholde en god, stabil balance er absolut værd at bruge tid på. Vi bliver nemlig kun gode til det, vi øver os i.
Se bare på det underlag, du bevæger dig på hver dag. Prøv at tænke din dag i dag igennem… Har du gået på andet end fliser, asfalt, gulve? Hvornår har du sidst gået på skrænter, over jordmarker i bjerge eller andet mere naturligt?
Det er nok ikke hver dag, du går på ujævn skovbund, ved strand, hen over græsplæner, i bulet og ujævnt terræn. Når balancen aldrig udfordres og bruges, så mistes den. Så enkelt er det.
Når du betragter børn, der leger på legepladsen eller i naturen, træner de deres balancesans for fuld styrke. Det ser måske ud, som om de træner muskler og led, men det ER lige netop også balance. Balancesansen sidder nemlig over det hele. I ørerne, øjnene, sansecellerne omkring led og fodsåler, i muskler og hjerne.
Dette kaldes den proprioceptive sans. Muskel/led-sansen, som er kroppens evne til at opfatte bevægelse, vores ”muskeløkonomi” – altså hvor megen kraft/hastighed, der skal til for at udføre en bestemt bevægelse, vores evne til at sanse, hvilken stilling kroppen er i, og hvor og hvordan vi befinder os i et rum.
Alt for mange børn bliver i dag kørt i biler eller klapvogne. Fordi det hele skal gå lidt hurtigere, end det kan i børnenes gå-tempo. Men spørg lige dig selv, om du virkelig har så travlt? Og har du det hver eneste dag, hele tiden? Kunne I gå hjem fra børnehave? Gå ture gennem parken eller i nabolaget. Hoppe på sten eller balancere på fortovskanter. Se det som udviklingstræning for dine børn.
Og så er mange forældre, og især mødre, alt for forsigtige med de små. Børn, selv babyer, har godt af at blive bevæget, gynget, vendt på hovedet, leget flyvemaskine med, rullet rundt osv.
Mange gravide stimulerer deres ufødte barn uendelig lidt, fordi hendes egne hverdag i alt for høj grad består af at sidde.
Større børn skal lære at klatre i træer, cykle selv, gå i skovbund, løbe på løbehjul.
Vi skal holde igen med alt vores voksensludder ”pas nu på dit og dat”, som nogle har for vane at sige til børnene meget af tiden.
Sluk for tv og tablets og smut en tur i skoven. Det har alle størrelser godt af.
Men udover, at vi nok forsømmer træningen af balance, så er vi også alt for gode til at ødelægge forudsætningerne for at få en sikker balance.
et er ikke kun muskler og led, vi træner, når vi bevæger os. Det er også hjernen og sanserne, der stimuleres.
Al hjerneforskning tyder på at de, der er i god form og som kan lide at bevæge sig, er mindre trætte, har mere overskud, har langt bedre humør og lettere lærer nye ting. Der bliver dannet nogle stoffer i hjernen ved bevægelse, bl.a. vækstfaktorer og antioxidanter.
Så bevæg dine sanser i form. Og opnå god balance.
Motionsformer, der træner balance * Dans og koordination * TRX (træning, der foregår i ophængte bånd) * Yoga (du kan begynde med ”De 5 Tibetanere”) * Skøjteløb, rulleskøjter * Cykling * Zumba (fordi der koordineres meget)
|
Brug din hverdag på at træne balance * Leg/gå med dine børn eller børnebørn eller måske din hund i skoven, gerne væk fra stierne. * Gå balancegang på de væltede træstammer. * Stå på ét ben, når du tager sokker på. * Stå på ét ben, når du tager bukser på. * Stå på din cykel ved at svinge benet op over bagagebæreren. * Hop med ungerne i trampolin.
|
Balanceøvelser * Stå på ét ben. Gør det med lukkede øjne * Stå på ét ben og læn overkroppen frem * Stå på tæer * Stå på hæle * Brug et balancebræt |