For de fleste kvinder rimer hormoner på graviditet og overgangsalder. Vi ved, vi har dem, og vi ved, de påvirker os. Men vidste du, at du faktisk selv kan gøre ting, så dine hormoner arbejder med dig og ikke imod dig? Hormonekspert Anette Paulin guider dig her i dine egne hormoner
Da Anette Paulin kom i overgangsalderen, blev hun hårdt ramt. Hun fik hedeture og kunne næsten ikke sove om natten. Men det værste var den lammende depression. Hun kunne ingenting føle, og glæde var der intet af. Hukommelsen blev også ramt, og selvom hun vidste, hvad hun ville sige, kunne hun ikke altid finde ordene. Nogle gange kunne hun pludselig ikke huske, hvad hun var i gang med.
Det kom bag på Anette, at hun skulle blive så udfordret. For hun spiste sundt og fik alle sine vitaminer og mineraler.
Heldigvis kom en veninde hende til undsætning. Hun fortalte om bioidentiske hormoner, og Anette besluttede at give det et skud og tog progesteron og østriol. Der gik ikke længe, før behandlingen havde effekt.
– Hovedet blev klart, og jeg blev mig selv igen. Jeg kom ud af min osteklokke. Jeg har også altid haft en nervøs blære, som blev forværret af overgangsalderen, men også det blev bedre, siger Anette Paulin.
Anette blev så begejstret for, hvad de bioidentiske hormoner kunne gøre for hendes egen krop, at hun sammen med sin mand Jens-Ole besluttede at blive klogere på området, så hun kunne give den viden videre. Deraf kom først bogen Naturlig Hormonterapi og senere det nyeste skud på stammen Kvinde Kend Dine Hormoner udgivet i november 2022. Sidstnævnte bog følger hormonerne gennem kvindelivets faser fra barndom og pubertet til den fertile alder, gennem overgangsalderen og til efter menopausen.
– Når jeg var ude og holde foredrag, efter den første bog udkom, kunne jeg høre, at mange kvinder ikke vidste ret meget om deres egne hormoner. De manglede basisviden.
Det blev min mission at undervise kvinder i deres hormoner, fortæller Anette Paulin.
Noget af det, Anette og Jens-Ole har fundet ud af, er, at der er mange myter omkring hormoner. Et eksempel på det er fænomenet PMS op til menstruationen, hvor mange kvinder oplever humørsvingninger og at de tager på i vægt. Noget de fleste af os anser for at være normalt. Det troede Anette også engang.
– Det er i virkeligheden et tegn på, at din cyklus ikke fungerer. Så i stedet for at acceptere det, er du nødt til at se på, hvorfor dine hormoner er ude af balance, forklarer Anette Paulin.
En anden myte er, at generne ved overgangsalderen skyldes et fald i østrogenniveauet. Det er også den forklaring, de fleste læger giver. Men østrogen er en betegnelse, som dækker over tre forskellige hormoner; østron, østradiol og østriol. Lægen vil ofte ordinere et tilskud af østradiol, men det er problematisk. For hos nogle kvinder falder østradiolet, og hos andre stiger det, når de får hedeture, og så bliver det kun værre af at indtage mere.
Østradiol er et af de hormoner, vi producerer mere af, når vi er gravide. Det får os til at tage på, så der er mere næring til barnet, og vi ophober samtidig væske. Men når vi ikke er gravide, er det et problem at have øget produktion af østradiol.
– Modspilleren til østradiol er progesteron. Niveauet af progesteron falder ofte hos kvinder, der er midt i 30erne til i starten af 40erne. Derfor vil progesteron ofte være et godt tilskud mod gener ved overgangsalderen, fordi det skaber balance i hormonerne, lyder det fra Anette Paulin.
Men hvorfor er det så vigtigt for os kvinder, at vi har balance i hormonerne?
– Det betyder langt mere, end folk normalt tror. Ubalance i hormonerne kan føre til akne og andre hudproblemer, vægtproblemer, depression, hovedpine og migræne, smerter i kroppen og søvnproblemer. Så har du en eller flere af disser gener, vil jeg anbefale dig at undersøge dine hormoner først, inden du får medicin hos lægen, siger Anette Paulin.
Hun peger på særligt tre ting, som bringer hormonerne ud af balance.
Stress får vores kortisolniveau til at stige, og samtidig vil progesteronet falde. Det kan f.eks. betyde, at kvindens ægløsning udebliver.
For meget sukker og hurtige kulhydrater giver en stigning i androgener, som er mandlige hormoner. Kroppen forsøger at skabe balance og omdanne hormonerne til østradiol, men det betyder så, at østradiolniveauet bliver for højt. Dermed er stabilt blodsukker en god tommelfingerregel.
Hormonforstyrrende stoffer. Det er nok det sværeste punkt, fordi der er hormonforstyrrende stoffer i meget af det, vi putter i munden, på huden og i håret. Så tjek dine produkter og minimer brugen af hormonforstyrrende stoffer.
– Vores hormoner har betydning for alle funktioner i kroppen – både fysisk og kognitivt – så det er vigtigt at tage seriøst, siger Anette Paulin og tilføjer:
– Det handler om prioriteringer. Du kan ikke det hele i din hverdag, så udvælg nogle få ting, du vil fokusere på først.
På Anettes hjemmeside nht.dk kan du selv teste dine hormoner. Hun anbefaler at få taget en spytprøve for at identificere, hvilke hormoner du har for mange af, og hvilke du mangler.
5 gode råd til dine hormoner
Du kan selv rydde op i dine hormoner med disse råd:
Mere søvn, mindre stress:
Sørg for, at din krop også får ro og hvile i løbet af dagen. En halv time på sofaen efter arbejde er godt for hormonerne.
Prioriter samtidig din søvn, så du får 7-9 timer hver nat.
Undgå for hurtige kulhydrater:
Sukker og hurtige kulhydrater bringer blodsukker og hormoner i ubalance.
Kig på sukkerindholdet i de varer, du køber i supermarkedet, og lav så meget som muligt af din mad selv.
Mindsk brugen af produkter med hormonforstyrrende stoffer:
Parfume, deodoranter, shampoo, cremer og makeup. Ja alt, du påfører hud og hår, kan indeholde hormonforstyrrende stoffer.
Læs derfor bag på varedeklarationen. Du kan også bruge Forbrugerrådet Tænk’s app Kemiluppen, der hjælper dig med at finde rundt i stofferne i kosmetik og personlige plejeprodukter.
Kend dine hormoner:
Nogle gange kan der være behov for selv at indtage de hormoner, kroppen mangler på grund af ubalance. Gå efter de bioidentiske hormoner. Er der brug for østrogen, er østriol et mere sikkert valg end østradiol.
Gå i sauna:
Det lyder helt banalt, men det er en god måde at udskille de hormonforstyrrende stoffer. Stofferne udskilles med sveden, så de ikke belaster leveren.