En læser tror ikke, at mavesyre er årsag til tørre slimhinder i halsen. Læge Maria Langbak kommer med svar her.
Jeg har i flere år haft spiserørsbrok, som jeg i perioder tager Pantoprazol for. Det er ikke noget, jeg er voldsom generet af. For et års tid siden begyndte jeg at få brændende hals, tør hals og rømmen. Min læge sagde, jeg skulle tage medicin mod mavesyre, men efter en måned var der ingen ændring.
Jeg kom til halslæge, som konstaterede tørre slimhinder i halsen. Jeg har af og til også tør næse, så det kan gøre ondt, når jeg trækker vejret, både i næse og hals. Min læge sagde, at det måtte jeg lære at leve med.
Nu har jeg haft brændende hals og lidt i munden en måneds tid (det kommer og går). Jeg blev igen sat i medicinsk behandling, som ikke har hjulpet. Jeg vil ikke bare tage Pantoprazol uden at vide, om jeg overhovedet har brug for det. Symptomerne på for meget/lidt mavesyre og tørre slimhinder i halsen er stort set de samme.
Mit spørgsmål er, hvordan jeg finder ud af, om det er det ene eller det andet? Jeg har ikke sure opstød, ondt i maven eller andet, der kan tyde på mavesyre. Jeg har en brændende fornemmelse i halsen, og lidt på tungen. Min hals føles ofte meget tør. Det hjælper lidt med tyggegummi og bolsjer mod tør mund. Jeg spiser sundt, drikker rigeligt med vand, ryger og drikker ikke. Tager dagligt rød elm, kalk med D-vitamin og zink. Jeg har prøvet natrontesten flere gange om morgenen, og den viser ingen tegn på for meget syre. Jeg måler det af og til i urinen, og det viser heller ingen tegn på syre.
Det er dybt frustrerende, at lægen siger jeg bare skal tage Pantoprazol, for jeg tror slet ikke, jeg har for meget mavesyre. Kan der gøres noget mod de tørre slimhinder i halsen, og kan det udvikle sig til mere? Jeg er ellers sund og rask. På forhånd tusind tak
Den 64-årige
Min holdning er ligeledes, at man ikke uden en meget god grund skal tage Pantoprazol, og slet ikke i længere tid. For syredæmpende medicin kan ændre på nedbrydningen af føden, optagelsen af særligt mineraler, aminosyrer og andet medicin, samt miljøet længere nede i fordøjelsen. Samtidig kan halsbrand være et symptom på for lidt mavesyre, da en vis mængde mavesyre er nødvendig for at lukke ringmusklen op til spiserøret.
For dine tørre og brændende slimhinder kan du i stedet bruge det homøopatiske middel Robinia comp. fra Allergica, aloe vera-juice flere gange dagligt og måske supplere med Membrasin, som indeholder gode fedtsyrer og vitaminer til at styrke slimhinder.
Derudover vil te af pebermynte være super godt – for at nære og fugte slimhinden kan du putte en smule honning i. Generelt er det vigtigt, at du får nok væske – så gerne 2 liter vand/te om dagen.
Samtidig er det vigtigt at kigge ind i, om noget i kosten og livsstilen trigger det. Det kunne være kulsyreholdige drikke, alkohol, kaffe, gluten, mælkeprodukter eller andet.
Ved spiserørsbrok er min erfaring desuden, at manuel behandling såsom osteopati kan gøre en stor forskel.
God bedring
Mvh Maria Langbak
Forrige artikelPlej huden i spisekammeret
Næste artikelBæredygtig skønhedsindustri. Hvordan kan du bevare
din skønhed og være bæredygtig på samme tid?