Blindtarmen er en af de ting, som kroppen gennem evolutionen har gjort ubrugelig – ligesom halebenet og visdomstænderne. Men mens visdomstænderne volder mere smerte end gavn, så kan blindtarmen måske alligevel være mere end bare en tikkende bombe i maven. En ny undersøgelse peger på, at den kan tjene en vigtig biologisk funktion, som vores kroppe ikke er klar til at give op endnu. Det skriver Science Alert.
Forskere fra Midwestern University har sporet blindtarmens fremtræden og forsvinden i mennesket og flere pattedyr de sidste 11 millioner år for at se på, hvor mange gange den er ”skåret fra” eller bragt tilbage på grund af det evolutionære pres.
De fandt, at organet har udviklet sig mindst 29 gange – muligvis så mange som 41 gange, og det er kun gået tabt maksimalt 12 gange.
– Det er statistisk stærke beviser for, at fremtrædelsen af blindtarmen er betydeligt mere sandsynlig i en evolutionær sammenhæng end dens tab, hvilket antyder blindtarmens værdi, forklares der i rapporten.
Altså: Fordi blindtarmen oftere er tilstede hos pattedyr end gået tabt i evolutionen, så mener forskerne, at den giver kroppen en fordel.
Hvis blindtarmen har overlevet millioner af år, hvad er den så god for? Det menes, at den menneskelige blindtarm er en indskrumpet rest af et organ, der engang spillede en vigtig rolle for millioner af år siden.
Årsagen til, at den stadig eksisterer – og lejlighedsvis er nødsaget til at blive fjernet på grund af potentielt fatal betændelse og brud – er formentlig, da den er for dyr evolutionsmæssigt til, at vi kan slippe den helt. Måske kommende generationer mange år fremme får brug for den.
I flere år har forskere undersøgt, om blindtarmen har en funktion for os mennesker i dag. Den førende hypotese er, at det er et paradis for gode tarmbakterier, som hjælper os til at holde visse infektioner nede.
De bedste beviser på dette er en undersøgelse fra 2012 , som viste, at personer uden blindtarm var fire gange mere tilbøjelige til at få en bakterieinfektion, som kan forårsage diarré, feber, mavesmerter og kvalme.
Samme konklusion er Midwestern University gennem en anden tilgang nu også nået frem til. Undersøgelsen er dog langt fra overbevisende, men den kommer med et andet perspektiv på den hypotese, at mennesker holder på blindtarmen for at bevare dets støtte til immunforsvaret.
Udfordringen nu er at bevise det, hvilket er lettere sagt end gjort, eftersom at de fleste mennesker, der har fået fjernet deres blindtarm, ikke lider af nogen langtidsvarende bivirkninger.
Kilde: Science Alert