Hvis dit mål er at tabe dig, skal du se på din kost – hård træning fungerer i sig selv ikke som kur mod mange kilo – tværtimod.
Det kan være sindsygt hårdt at slæbe sig op af sofaen og prustende drøne op og ned ad bakker. Derfor er det ulideligt demotiverende, når tallene på vægten ikke rører sig en tak nedad – eller endnu værre: Går opad.
Rigtig mange, der hopper i træningsskoene for at tabe sig, oplever desværre denne tak for indsatsen.
– Det er en klassisk problematik for personer, som begynder at træne. De opnår en vægtforøgelse i stedet for det ønskede vægttab, og det er yderst demotiverende, siger ernærings- og træningskonsulent ved Institut for Human Ernæring på Københavns Universitet Martin Kreutzer til fpn.dk.
Din krop vil nemlig ofte reagere på den øgede træning med at gøre musklerne større, du får mere væske i kroppen, og din blodvolumen vil øges – alt sammen noget, der vejer ekstra. Og rigtig mange bliver slået ud af kurs og giver op, når tallene bare vokser på vægten.
Når din træning fører til øget blod- og muskelmasse, skal du altså forbrænde et par kilo kropsfedt, før du vægtmæssigt er tilbage på dit udgangspunkt, og derefter kan træningen begynde at føre til vægttab. Men ikke uden at du er bevidst om, hvad din kost består af. Og her kan det blive rigtig svært med den ekstra træning.
– Ved højintensiv konditionstræning med masser af sved på panden tærer man på kroppens begrænsede sukkerdepoter. Og når de daler, kvitterer kroppen med en stærkere sultfornemmelse.
Du har måske allerede oplevet, hvordan din krop skriger på mere mad efter en hård løbetur eller anden højintensiv træning? Kroppen ønsker bare at erstatte det, den har mistet, men hvis du kvitterer med at give den mere energi, vil du ikke have et vægtmæssigt udbytte af træningen. Du spiser dig simpelthen til status quo eller flere ekstra kilo.
Hvis du oveni købet har hang til at belønne dig selv med lov til lidt ekstra mundgodt efter træning – slik og kage – ja, så får du hurtigt flere kalorier, end dem du lige har forbrændt, og dermed flere ekstra kilo.
– Man skal løbe omkring en time for at brænde 100 gram chokolade af. Løber man kun en halv time, har man altså indtaget dobbelt så meget chokolade, som man har forbrændt. Og her står udfordringen, siger Martin Kreutzer.
Hvis du kan genkende dette billede, så er du ikke den eneste. Mange af os har nemlig ifølge ernæringskonsulenten en tendens til at overkompensere med kosten, fordi vi tror, at vi forbrænder mere, end vi gør, ved træningen.
Du vil ikke opleve det samme fald i blodsukkeret, hvis din fysiske aktivitet er mindre hård. Så hvis du gerne vil af med ekstra kilo, er det godt at droppe belønninger i form af søde sager, og samtidigt dyrke lavintens træning – f.eks. gåture, hus- og havearbejde. Her tærer du på fedtdepoterne uden at tømme dine kulhydratdepoter i samme grad. Det kan holde os fra behovet for belønninger og holde en ekstra appetit væk.
– Kroppen er gearet til at være i gang hele dagen, men vi er ikke gearet til at give den maksimal gas uden at fylde på igen, siger Martin Kreutzer.
Det er dog ikke den hurtigste vej til at smide ekstra kilo, hvis du træner i det lavintense område og spiser, som du plejer, men på et halvt år vil de fleste kunne tabe mellem 2 og 4 kilo.
En gåtur på fem kilometer et par gange om ugen, vil f.eks. trække et ekstra kilo fra efter otte-ti uger. Så hvis din tålmodighed kræver hurtigere resultater, er det din kost, du skal se på.
Det er faktisk let for en kvinde på 70 kg at tage et kilo på i juledagene, hvis den gode mad og godterne bliver lige rigelige. Bagefter vil det kræve gåture på i alt 100 kilometer at slippe af med det ene ekstra kilo.
– Tænk på, hvad du putter i munden. Man kan hurtigt spise sig tyk, men det tager lang tid at motionere det væk igen, opfordrer Martin Kreutzer.
Kilde: fpn.dk (Oprettet den 22. juni 2010)