Nyheder

Hårspray kan skade kønsorganer

26. november 2008

Kvinders brug af hårspray i begyndelsen af en graviditet kan tilsyneladende skade ufødte drengebørns genitalier.

Kvinder, som gør brug af hårspray i de første tre måneder af graviditeten, udsætter deres ufødte drengebørn for en forholdsvis større risiko for at få penismisdannelser. Det viser et forskningsprojekt fra med forskere fra Imperial College London, som sammen med andre forskere er kommet frem til det tankevækkende resultat.

Ifølge undersøgelsen, som er den første af sin slags, stiger risikoen for, at et drengefoster udvikler hypospadi, fra fire promille til en procent ved brug af hårspray. Hypospadi er en genetisk deformitet, hvor urinrørets åbning former sig på undersiden af penis.
Foreløbige resultater
Ifølge forskerne er der ingen grund til at blive overdrevent bekymrede over dagligdagsbrug af hårspray. Resultaterne er kun foreløbige. Forskerne har ved samme lejlighed fundet ud af, at kvinder, der ønsker at blive gravide med fordel kan tage vitamin-piller med folinsyre. Stoffet nedsætter ifølge de foreløbige resultater risikoen for hypospadi med 36 pct.
Undersøgelsen bygger på interviews med 471 mødre, hvis sønner er diagnosticeret med hypospadi samt en kontrolgruppe på 490 tilfældige mødre. Kvinderne, som indgår i undersøgelsen, fødte børn mellem 1997 og 1998 og interviewedes kontinuerligt mellem 2000 og 2003.
Misdannelsen forekommer hos en halv procent af alle drengebørn og ledsages af spaltet forhud og i en del tilfælde af krumning af penis.
Kilde: Jyllands-Posten

Forrige artikelDansker kurerer mus for leddegigt

Næste artikelGravides piller kan skade barnets hjerte