Opskrifter

Hasselback Butternut

Fra den planetariske kogebog – efterligning og reference fra det kødfokuserede køkken. Prøv denne lækre Hasselback Butternut

Foto: Theis Bothmann
12. januar 2023

4 PERS. – 1 ½ TIME

Denne servering er perfekt til større selskaber. Server den midt på bordet i stedet for stegen, og lad snakken begynde.

DET SKAL DU BRUGE:

• 1 butternutsquash
• 25 g smør

Vinaigrette
• 4 spsk valnødder og/eller pistacienødder
• ½ bdt estragon
• 2 fed hvidløg
• ¼ dl olivenolie
• saft fra ½ citron
• 2 spsk rosiner
• 2 spsk æblecidereddike (eller anden lys eddike)

SÅDAN GØR DU:

Græskarret
1. Forvarm ovnen til 180 °C. Dæk en bradepande med bagepapir.
2. Smelt smørret i en kasserolle.
3. Skræl græskarret og flæk det på den lange led.
4. Skær græskarret i tynde skiver på den korte led, ca. halvvejs ned. Du kan lægge græskarret mellem to skærebrædder eller spisepinde som ’pude’, hvis du vil undgå at skære hele vejen igennem.
5. Pensl græskarret med smørret og krydr med salt og peber.
6. Bag græskarret i ca. 45 minutter med den flade side nedad, indtil det er blødt helt ind til midten. Pensel med smørret undervejs.
7. Indstil ovnen på 225 °C overvarme og grill græskarret, indtil det får en flot gylden overflade.

Vinaigretten
1. Nødderne ristes på en tør pande over middel varme, indtil de bliver gyldenbrune i overfladen. Tag dem af varmen og gem til senere.
2. Pluk estragonbladene fra stilken og riv hvidløget på den fine side af et rivejern.
3. Kom alle ingredienserne i en lille skål lige før servering, og bland dem godt sammen. Smages til med salt og peber.

SERVERING

Server græskarret på et stort fad, og hæld vinaigretten henover.

Forrige artikelHelenes cremede græskarsuppe

Næste artikelNaturlig genopretning af balance til dit barn

Carsten Gottlieb

Redaktør