Opskrifter

Hellefisk på søde kartofler og porrer

25. februar 2010

Nemt, hurtigt og uhørt velsmagende. Hvis du ikke kan få frisk hellefisk, kan det også gå an med frossen hellefisk. Husk at tø den op på meget nænsom maner – det vil sige natten over i køleskabet.

Til 4 personer 400 g søde kartofler, skåret i fine tern 2 porrer, rensede og skåret i meget tynde skiver 1 fed hvidløg, skåret i tynde skiver 1 æble, skåret i tern 5-6 dråber fish sauce 2-3 dl hvidvin eller vand Cirka 500 g hellefisk filet, delt i 4 stykker Hav- eller stensalt Friskkværnet sort peber Ekstra jomfruoliven- eller sesamolie Fintrevet skal og friskpresset saft af en ½ økologisk appelsin Kom søde kartofler, porrer, hvidløg, æble, fish sauce og hvidvin i en gryde og rør rundt en gang eller to, så det er godt blandet. Læg stykkerne af hellefisk ovenpå og drys med salt og peber.

Bring hvidvinen i kog, læg låg på gryden, skru en anelse ned for varmen og giv hellefisken og de søde kartofler 5 minutter under låg.

Fordel godterne på 4 tallerkener eller et stort fad. Dryp med olie og appelsinsaft samt –skal og server. Bon appetit. Fif: Anden fisk kan også bruges, f.eks. store stykker af torsk, laks, havkat, havtaske, fjæsing eller rødspættefiletter rullet sammen på langs.

I stedet for søde kartofler kan du også lege med blegselleri skåret i tern, almindelige kartofler, pastinakker eller persillerødder. Og porrer kan erstattes af forårsløg.

Ønsker du en lidt mere spicy version, så kom f.eks. aromatiske krydderier som ingefær, kardemomme, allehånde, nelliker, fennikelfrø, citrongræs og spidskommen i gryden. Eller kom stærkere sager i – som chili, karry og masser af ingefær.

Fra “Mere Køkkenrevolution fra Umahro” af Oscar Umahro Cadogan.

Forrige artikelLangtidshævet speltbrød med citrusinfuserede speltflager

Næste artikelEr du i æbleform?

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.