På trods af, at det kan være svært at finde økonomien til at forske i naturlige midler, så er der ind imellem virksomheder og personer, der laver undersøgelser – og der er spændende opstartsresultater.
Første gang jeg mødte Gry, var jeg sammen med nogle elever fra efterskolen, hvor jeg arbejder. De fik praktisk indblik i nødhjælp fra Grys hverdag. Det var slående, hvilken brændende glød der blev fremvist og den villighed til at være noget for sin næste. Alle elever blev grebet og var derfor med til en hjælpeaktion, fordi Gry kunne fortælle om, hvordan små midler nytter. Gry har boet i Bere i Tchad i næsten 7 år og arbejdet som sygeplejerske på et hospital (Bere Adventist Hospital).
Anden gang jeg mødte hende, var hun i Danmark med sin mand James, der er læge, til en koncert, hvor alle indtægter gik til deres projekt i Tchad. Snakken gik omkring malaria-urter. International viden fortæller spændende ting om kinesisk malurt i forbindelse med malaria. I Danmark forhandles urten af Natur-Drogeriet mod oppustethed, og firmaet gik med til at donere produkter til et forsøg – udover donationen havde Natur-Drogeriet intet med forsøget at gøre. Vi var glade for at finde et produkt med en kontrolleret mængde i kapslerne uden at være opkoncentreret. Det betød, at afrikanerne selv kunne lære at dyrke planten.
– Malaria var for længst blevet en del af vores hverdag i ødemarken. Både som den hyppigste årsag til død blandt spædbørn, og som en personlig “kæp i hjulet” hver anden eller tredje måned, når jeg selv havde det. Man behøver ikke at dø af malaria, hvis det behandles i tide. Der er endda også billig og effektiv medicin til rådighed. Ulempen er, at man nærmest føler sig mere syg af behandlingen (kinin) end af sygdommen, i hvert fald til at begynde med. Blandt personalet kunne det også mærkes, når en eller flere måtte sætte tempoet lidt ned eller går tidligt hjem pga. malaria, fortæller Gry.
Det var derfor med store forhåbninger, at parret satte sig for at afprøve artemisia annua, som den kinesiske malurt hedder.
– Vi brugte fortrinsvis os selv og personalet som forsøgspersoner, da forsøget krævede, at forsøgspersonen kunne være til stede til blodprøver for at se virkningen af artemisia.
Først skulle den rigtige dosis findes. To gange to kapsler var ikke nok, men tre gange to kapsler dagligt begyndte at vise effekt.
– Det bedste var nu, at der absolut ingen bivirkninger var. Selvom kinin er effektivt, har det så mange bivirkninger – ringen for ørerne, kraftig nedsætning af blodsukker, svimmelhed, kvalme – at mange har svært ved at fuldføre behandlingen. Alle, der havde taget artemisa, var begejstrede, og ikke glade ved tanken om at skulle tilbage til at bruge kinin næste gang.
Malaria præger som sagt samfundet i høj grad de steder, hvor den florerer. Først og fremmest medfører den en høj børnedødelighed, men også ved at sænke arbejdsevnen hos de ramte, der også ofte lider af anæmi. Malariaparasitten nedbryder de røde blodlegemer.
– Mange af vores patienter lider derfor af kronisk anæmi. Fædrene kan have svært ved at arbejde i marken, mens mødre får endnu sværere ved at fuldføre en graviditet eller effektivt amme et spædbarn.
Børn, der lider af blodmangel, dør ofte, da de er mindre robuste og i forvejen har mindre blodmængde. Derfor er malaria også den hyppigste dødsårsag i det meste af Afrika.
– I vores distrikt er der ca. 20 sundhedscentre, som skal behandle ukompliceret malaria og referere komplicerede tilfælde til hospitalet. Ofte kan vi se på referencerne, at patienten allerede er blevet behandlet med kinin, men i en meget lille (og uterapeutisk dosis) og oftest kort behandling. Dette er som regel, fordi bivirkningerne er så ubehagelige, at det er svært at være motiveret til at fuldføre behandlingen. I stedet ender det med kompliceret, og somme tider dødelig malaria, hvis patienten ikke når frem i tide.
Bivirkningerne af kinin kan i sig selv betyde, at malariaen ender med at være ubehandlet.
– Mange tror, at de er overfølsomme overfor medicinen og stopper med at tage den, selvom symptomerne vil holde op igen efter endt behandling. Derfor er behandlingen med artemisia så positiv – fordi der ingen bivirkninger er.
– Selvom det måske er som en dråbe i havet, føler vi, at det er det hele værd, når det lykkes at redde bare en enkelt person. Vi er privilegerede at kunne være med til at gøre en forskel.
Forrige artikelFind vitaminerne i frysedisken
Næste artikelNye teorier og viden: Dine tanker styrer dine celler