Kræsne børn er en daglig udfordring for børnefamilierne.”Kræs – førstehjælp til familier med kræsne børn” af Lone Spliid er en fin bog, der underholdende og klogt beskriver og angriber problemerne.
Forfatteren Lone Spliid kalder selv sin bog for “en kloge- og kogebog”, idet den er delt op i en del med fakta og råd samt en del med opskrifter, der henvender sig specielt til kræsne børn.
Der er i forvejen mange, der har en mening om kræsenhed, og hvordan man håndterer den, men Lone Spliid vil gerne gøre op med det udbredte synspunkt, at “hvis bare man skaber hygge omkring bordet, skal barnet nok spise sine rosenkål”. Forfatteren mener heller ikke, at det altid virker at tage børnene med i køkkenet. Det kan være en god idé, men er ikke altid tilstrækkeligt.
I stedet tager Lone Spliid udgangspunkt i årsagerne til kræsenheden, der naturligvis varierer fra aldersgruppe til aldersgruppe. I teenageårene kan det udmærket være et oprør mod forældrene, mens det hos den 3-årige måske mere handler om forfinede smagsløg, der reagerer på kraftige smagsændringer. Forfatteren gør meget ud af at nuancere begrebet kræsne børn til også at omfatte madsarte, madkritiske og madgenerte. Hun deler derefter kræsne børn op i otte hovedgrupper, hun humoristisk kalder ting som: “Den ukronede konsistenskonge”, “Den fanatiske farveforagter”, “Den sirligt gående seperatist” og “Den grusomme grøntsagslevner” som henvisning til de forskellige udgangspunkter for kræsenheden. Hver gruppe har sit eget opslag med råd til, hvordan man håndterer problemerne. F.eks. kan det være en god idé at piske blomkål i kartoffelmosen, hvis man vil have vitaminer i en farveforagter, og separatisten vil hellere have salaten delt op på små tallerkener end blandet i en stor salatskål.
Bogen sluttes af med knap 100 sider opskrifter på alt fra morgenmad, frokost og aftensmad til snacks og desserter. Alle opskrifter indeholder den enkelthed, de fleste kræsne børn ubevidst efterlyser.
Du kan se mere om bogen på bloggen: www.kraeseriet.dk. Vi har fået lov til at bringe nogle smagsprøver. God fornøjelse.
Opskrifter
Karrysuppe med stegt kylling og kokus
Gratinerede rødspættefileter med spinat og ost
Tomatsuppe med pasta og bruschettasuppe
“Kræs – Førstehjælp til familier med kræsne børn”, Politikens Forlag 2011, 156 sider, vejl. udsalgspris: Kr. 200,-