Hjælp mod ensformig kost?

Jeg har svært ved at sammensætte en god, næringsrig og varieret kost for mig selv. Jeg har irritabel tyktarm og har problemer med at fordøje brød og andre madvarer med gluten, så det undgår jeg helst.

Jeg har muligvis PCO, og så er det jo fint, at jeg styrer uden om for mange kulhydrater. Men jeg savner inspiration til, hvad jeg så kan spise, da jeg pga. hudproblemer (eksem og acne) samtidig forsøger at undgå en række andre fødevarer: Mælkeprodukter, juice, nødder og plantemælk.

Derudover skal jeg helst undgå søde og fede madvarer – og også passe på med at få for meget af det sunde olie (bortset fra omega 3-fedtsyrer, som jeg sørger for at få rigeligt af). Dette gør, at jeg hurtigt kommer til at spise en meget ensartet kost, der f.eks. kan bestå af diverse retter med æg, grønsagssuppe, eller salater med kød eller fisk.

Jeg har særligt svært ved at finde ud af, hvad jeg skal spise til morgenmad (ud over æg), når jeg ikke kan spise havregryn, yoghurt eller smoothies baseret på mælk. Jeg har brug for en næringsrig start på dagen, da jeg ellers hurtigt bliver sulten, og ikke ønsker et vægttab, da jeg er lettere undervægtig.

Jeg har læst forskellige bøger om laktose- og glutenfri kost og om PCO-venlig mad, men ofte spiller fede fødevarer så en central rolle (f.eks. i LCHF) eller også er der tale om en kaloriefattig kost, og dette harmonerer ikke med den kost, min krop har brug for. Jeg håber derfor, at du kan hjælpe.

De bedste hilsner

en håbefuld ung kvinde

 


Tak for mailen.

Der er som sådan ikke noget i vejen med at veksle mellem fisk, kød, salater, æg og supper, men måske er en af grundene til, at du synes det bliver ensformigt, at du ikke varierer nok? Der er mange forskellige grøntsager at gå i gang med, så du kan variere dine salater og andre grøntsagsretter i det uendelige. Så kommer du til (lige som alle os andre) til at bruge de samme grøntsager, så må du være særlig opmærksom på at variere.

I forhold til brød og gluten, kan du evt. forsøge dig med at spise lidt glutenfrit brød indimellem, hvis du kan fordøje det. Hel quinoa, boghvede og hirse kan bruges i salater og koges til morgengrød. Hvis du tåler det, kan det være med til at give lidt variation, uden at du overdriver indtaget. Der findes også glutenfri havregryn.

Til din morgenmad kan du lave:

– smoothies på vand eller urtete i stedet for mælk/plantemælk. Alternativt er der også den type af plantemælk, der hedder tigernød/jordmandel/chufa. Det er ikke en nød, men en knold og kan bruges af nøddeallergikere.

– Chiagrød er også en mulighed. Det bliver mere cremet på plantemælk, men du kan også lave det på vand og tilsætte lidt frugt og kværnede hørfrø (vegetabilsk omega 3).

– Du kan også lave juicer og greenies (grønne smoothies). Pulpen, der bliver tilovers, når du har juicet, kan du bruge i supper, gryderetter og brød/knækbrød.

– Glutenfrit brød med pålæg.

Jeg vil anbefale dig at få undersøgt ved lægen, om du har PCO. Hvis du ikke allerede har fået tjekket din fordøjelse, vil jeg også få set på det. Desuden kan du have god hjælp af at få vejledning hos en behandler, så I i fællesskab kan sammensætte en kost, der tilgodeser dine behov samt lave en plan for forbedring af din fordøjelse. Tilstanden irritabel tyktarm kan godt forbedres ved at styrke fordøjelsen og arbejde med den mentale del af fordøjelsen.

Jeg håber, det kan hjælpe dig lidt videre.

Mange hilsner fra

Trine Vesteraa, ernæringsterapeut

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*