Krop

Kolesterol: Få styr på betændelser, blodsukker og bevæg dig!

23. december 2012

Der er helt andre ting end kolesteroltal, du bør have styr på, hvis du vil undgå hjerte- og kredsløbssygdomme. Kostvejleder Pia Birk har lavet en lille, men nyttig bog, der giver gode råd.

Selvom titlen hedder ‘Forhøjet kolesterol’ handler Pia Birks seneste bog mere om inflammation og blodsukker. Og det er der god grund til, for både et ustabilt blodsukker og betændelsestilstande i kroppen medvirker til nogle af de sygdomme, som kolesterolen får skylden for. Men hvis vi har styr på disse ting, vil vores kolesteroltal som regel også afspejle det, eller være ligegyldigt – for et højt kolesteroltal kan ikke bruges mod os, når de andre faktorer ikke er tilstede.

Som kostvejleder handler Pia Birks bøger om ‘Mad som middel’, og hun kommer med mange gode tips og praktiske værktøjer og opskrifter:

Samme kur

Kuren er næsten ens ved både inflammation og ustabilt blodsukker. Antioxidanter og fibre har fantastiske egenskaber, når det gælder betændelsestilstande. Fibrene sørger for, at der bliver ryddet op i tarmene og at affaldsstoffer kommer med ud og ikke skaber betændelse, ligesom fibre er tilstede i de langsomme kulhydrater, der sikrer stabilt blodsukker og længere mæthedsfølelse.

Faktisk kan man sige, at inflammation og ustabilt blodsukker ofte følges ad.

Hvordan tjekker jeg min tilstand?

Du kan faktisk få målt inflammationen i dit blod, da din krop vil kæmpe mod betændelsestilstanden ved at sende flere soldater på barrikaderne. Blodsukkeret kan du selvfølgelig også få målt, men du skal have tungtvejende grunde for at blive sendt på hospitalet og få en glukosebelastningsprøve, der kan fortælle noget om, hvor stabilt det er.

Til gengæld ved du nok godt, hvis du bliver kvalm og dårlig, når maden ikke står på bordet til tiden, eller hvis du bare må have hurtige kulhydrater – hvilket ofte bliver sukker og brød – når blodsukkeret daler. Ingen af os har godt af et svingende blodsukker, og med tiden kan du få alvorligere symptomer som depression, allergier, søvnproblemer og alverdens andre problemer.

Tilskud i stedet for medicin

At få styr på kost, motion, inflammation og blodsukker kan være sin sag, men hvis du gerne vil undgå medicinen, kan der være hjælp at hente i kosttilskud. Fiskeolier og sunde olier er et must for et sundt helbred og gode mod inflammation. Vitaminer, mineraler og antioxinanter modvirker også forsuringen af kroppen, der skaber ravage – og du kan f.eks. tage krom, der stabiliserer blodsukkeret, ligesom C- og E-vitaminer samt selen er vigtige antioxidanter.

Vores grøntsager og planter er et helt husapotek mod høje kolesteroltal, inflammation og ustabilt blodsukker. Hvis du har svært ved at få stor variation i din kost eller få tilført nogle af de effektive fødevarer, findes der mange gode urte-, plante- og olietilskud i handlen – både som tabletter, teer og ekstrakter.

 

Gode fødevarer ved et højt kolesteroltal og mod betændelse

 

Anis

Appelsiner

Asparges

Avocado

Basilikum

Bladselleri

Brændenælde

Bælgfrugter

Fisk – især de fede

Fennikel

Granatæbler

Gulerødder

Gurkemejerod

Havre

Hvidløg

Hyben

Ingefær

Jordbær

Linser

Løg

Mandler

Majs

Mjødurt

Mælkebøtte

Nellike

Rød peber

Røde druer

Rosmarin

Røllike

Spidskommen

Spinat

Tranebær

Valnødder

Æbler

 

 

Forhøjet kolesterol

Af Pia Birk er den nyeste i hendes serie om ‘Mad som middel’. Hun har bl.a. tidligere skrevet om ustabilt blodsukker. Bogen er lille og let at komme igennem og indeholder letforståelige og brugbare oversigter og råd samt inspiration i form af et mindre udvalg af opskrifter.

Forrige artikelFrygt ikke kolesterolen – men pas på dit hjerte

Næste artikelDrop pillen – og opdag stilhedens kraft