Hjerteblod – Hvad tror du på? Hvad kæmper du for?

Når hjertet banker af begejstring, ved du, hvorfor du lever. Men hvornår har du sidst tænkt over meningen med livet? Også med klimakrisen in mente…

Hvad lever du for?

Når vi taler om hjerteblod, så er vi helt inde ved kernen – det bankende hjerte, som pumper blodet ud i alle vore lemmer og gør det muligt at bevæge os, tænke og føle. Blodet som bærer af ilt og næringsstoffer bliver et symbol på det, der gør livet muligt.

Ligesom vi sjældent er bevidste om, at hjertet pumper løs hele tiden, kan vi glemme at tænke over, hvad dette liv egentlig betyder for os.

Hvad er det, vi lever for? Hvad gør den store forskel? Har du en tro eller et håb, som du bærer foran dig som et tællelys i mørket?

Kæmper du for noget, som rækker ud over dig selv og dine egne umiddelbare behov? Lad os for en gang skyld stoppe op og reflektere over dette.

Familie og venner

Direkte adspurgt vil mange sætte ”familie og venner” øverst på listen over, hvad der har særlig betydning i vores liv. Men samtidigt vidner statistikker og artikler om den modsatte adfærd.

Vi tilbringer mere og mere tid bag diverse skærme, alene. Flere bor alene end nogensinde. Ensomhed bliver nævnt stadig oftere som en væsentlig faktor i forbindelse med mistrivsel, angst og depression.

Mange af os flytter flere gange i løbet af livet og må i praksis skifte ”de nærmeste” i hverdagen ud. Flere og flere dør alene pga. svage netværk eller psykiske udfordringer. Sundhedsvæsenet har for længst blæst alarm mht. stress, livsstilsproblemer og psykiske sårbarheder.

Det virker, som om vores indre kompas er gået i udu. Eller i hvert fald lever vi ikke, som vi siger, vi gør – eller vil. Ikke så mærkeligt, at det bliver svært at holde fast i livet som meningsfyldt.

Da troen forsvandt

Gennem de sidste 3 generationer har troen på det guddommelige mistet betydning for mange af os. Kun til højtiderne eller ved større begivenheder spiller kirken en aktiv rolle. Med den svindende tro på ”noget større” har vi selv skullet finde retningen og meningen med tilværelsen. Som individer på egen hånd har nogle søgt tilflugt i spiritualiteten i alskens farverige former, mens andre helt har afskrevet tanken om noget uden for os selv og den håndgribelige verden.

Nogle har ønsket at gøre op med gudsbegrebet, fordi det indebar så mange mønstre og leveregler, som ikke længere fungerede for os – midt i forsøget på at erstatte forældede moralbegreber og magtstrukturer med opdaterede værdisæt for bl.a. køn, kønsroller, alder og samliv.

Men dette opgør har efterladt et vakuum, hvor meningen med livet har skullet stå sin prøve. For mange af os er det i stedet individet og velfærden, som er blevet omdrejningspunktet for vores liv og samfund – forbrugets materialisme har på sin vis taget tronen som guddom. Men når festen slutter, melder tomheden og ensomheden sig, og vi må stoppe op og mærke efter. Hvad kan vi sætte i stedet?

Klimakrisens klarsyn

Når det trækker op til uvejr – også i bogstavelig forstand – bliver vi tvunget til at se på, hvad der reelt betyder noget for os. Hvad kan undværes, når det kommer til stykket – og hvad er essentielt i vores liv?

Blandt mange unge har jeg gennem de seneste år observeret en ny ”vækkelse”, hvor netop forbruget kommer i skammekrogen, og meningen med det hele er blevet at redde de dele af livet, som vi værdsætter højt og er afhængige af – naturen, ressourcerne, trygge bosteder.

De unge udfordrer således den automatiske forestilling om, at vi hele tiden skal have mere – større og finere bil og hus, flere rejser, mere tøj end vi kan slide op på et helt liv.

I stedet handler det om at passe på vores klode, men også at være mere opmærksomme på os selv som mennesker og det, der gør os glade på den lange bane: Tid til at nyde livet, kreativitet, fællesskab. 

Som i 60’erne spirer der nye fællesskaber op, som undersøger, hvordan man også kan bo og spise, producere bæredygtigt, dyrke giftfrie afgrøder, genbruge materialer og ting for at give dem ny brugsværdi. Vi har jo set en del af det før, men denne gang er interessen båret mere af fysisk nødvendighed end idealisme.

De unge føler ansvaret for klodens fremtid. De ved, at uret tikker.

Men midt i frygten, oplever jeg en stor glæde og gejst – over at kunne gøre en forskel og bruge sin kreativitet og opfindsomhed til at forme sin tilværelse, sammen med andre.

Opråb til ”de gamle”

Hvor efterlader det så de unges forældre og bedsteforældre – ”Nå-generationen” og ”boom’erne”? Hvilken rolle spiller ”de gamle”, og hvordan finder vi ny mening i en verden, hvor den materielle del af velfærden ikke kan have første prioritet længere, uden at det får konsekvenser.

I disse dage, hvor det at tjekke elmåleren eller købmandsbon’erne er blevet en del af hverdagen, kan man som ”Nå-voksen” føle sig hensat til oliekrisen 1978-80 og den efterfølgende kartoffelkur i 80’erne, hvor forbruget og boligbyggeriet skulle dæmpes for at rette op på ”betalingsbalancen”.

Men forskellen er, at oliekrisen varede i 3 år, klimakrisen er reelt kommet for at blive. 

Vores globaliserede verden stiller krav til os om ikke bare at ”hytte vores eget skind”, men at se klima, økonomi, bosættelse som en helhed for hele kloden. Hvis et af livets mål har været at få en god pensionsopsparing og bevare ”levestandarden” efter arbejdslivet, hvordan kan vi så forholde os til de nye betingelser? Vi – og ikke mindst vores børn og børnebørn – skal håndtere megastore omkostninger og begrænsninger for at sikre landområder, byer og infrastruktur her i landet, foruden klimaflygtninge ikke blot fra vores eget kontinent, men fra flere verdensdele.

Nye tider, nye værdier

Jeg ser, at de unges hjerter banker for miljøet og det globale fællesskab på en helt anden måde. For at være skammeligt ærlig, er behovet hos min egen generation betydeligt mere selvcentreret… Er du ”miljøbevidst” og ”naturelsker” handler det måske om at sortere affald (i vanvittige mængder), at få sat stempler i ø-passet af trendy naturfarvet karton eller prale på de sociale medier af tilbagelagte kilometre ”ude i naturen” ad mere eller mindre lagte ruter.

Og jeg er ingen undtagelse – elsker at trave af sted med veninderne, købte nye vandresko sidste år, et bedre kamera forrige år og støtter pr. automatik diverse naturorganisationer … Men jeg må indse, at jeg bare er SO LAST YEAR!! 

At kæmpe for miljøet og naturen kræver en helt anden aktivisme, hvor vanerne må gåes grundigt efter i sømmene. Det kommer uden tvivl til at koste noget på bekvemmeligheden… 

Til en start har jeg bl.a. droppet tanken om en ny (og større) bil med anhængertræk, anskaffet mig et togkort, undgår at flyve, vasker (mere) op i hånden, tørrer (mere) tøj på stativ, vælger genbrug og sidste dato-varer, når det er muligt, har skruet (lidt) ned for køleskab og radiatorer, har droppet det firbenede kød og reduceret forbruget af mælkeprodukter til morgenens ostemad (guilty pleasure, I know!). 

Det er alt sammen småting, det ved jeg – men jeg er begyndt. Jeg finder mening og håb i det, fordi jeg ønsker vitterligt at tage ansvar og være med i den nye fælles kamp for fremtiden. Jeg VIL bare være med – på mine børns og kommende børnebørns hold. De er mit hjerteblod.