Nyheder

Hjertetilfælde med forudgående tandpine

22. november 2010

Ny svensk undersøgelse viser, at nogle hjerteproblemer giver symptomer som tandpine, ondt kæber og svælg i stedet for brystsmerter.

Når vi har ondt i tænderne, går vi til tandlægen – mens trykken for brystet eller ondt i venstre arm og skulder får os til lægen. Men faktisk oplever mindst 6 pct. af hjertepatienter i Sverige, at de ikke har haft de kendte signaler i brystet, men i stedet har haft smerter som tandpine fra munden.

– I nogle tilfælde er smerter i kæbe, tænder eller hals, den eneste advarsel om, at et fatalt hjerteanfald er på vej, siger professor Annika Isberg fra Umeå Universitet i Sverige, hvor undersøgelsen er lavet.

Tandpine kan være varsel om hjerteproblemer

Hvis tallene bliver overført til danske forhold, vil det betyde, at næsten 1500 danskere får tandpine eller smerter i kæbe og svælg forud for et hjertetilfælde.

Og det er heller ikke et ukendt fænomen for læger herhjemme, at tandpine og smerter fra munden, kan være varsel om hjerteproblemer. Professor Eva Presscot fra Københavns Universitet har flere gange oplevet, at patienter har haft tandpine, inden de får et hjertetilfælde.

– Det sker jævnligt, at patienter fortæller om, at de har haft tandpine forinden. Især har det værket i kæben og svælget, når de har anstrengt sig. Nogen har endda nået at være til tandlægen, siger Eva Prescott til fpn.dk.

Tjek for hjertetilfælde ved tandlægen

Netop fordi patienterne går til tandlægen, når de får tandpine, opfordrer Annika Isberg til, at tandlægerne bør være opmærksomme på, at tandpine ikke kun kan være tegn på dårlige tænder eller problemer med forkert bid, men altså også kan være et hjertetilfælde.

De forvirrende symptomer – med tandpine i stedet for trykken i brystet – skaber nemlig problemer med, at hjertetilfælde ikke altid bliver diagnosticeret i tide.

I hvert fald viser den svenske undersøgelse, at de patienter, der har oplevet tandpine og smerter i kæbe og svælg, har 25 pct. højere dødelighed af deres hjertesygdom, i forhold til de patienter, der har haft traditionelle symptomer.

Kilde: Fpn.dk

(Oprettet den 22. november 2010)

Forrige artikelKostens indflydelse på kræft

Næste artikelEn øjenåbner til naturlig makeup