Nyheder

Høje mennesker får oftere kræft

5. oktober 2015

Høje mennesker har større risiko for at få kræft end de mere lavstammede. Til gengæld har de en lavere risiko for at få hjertekarsygdomme.

Der er igennem tiden forsket meget i den helbredsmæssige betydning af legemshøjden. Spørgsmålet har altid været, om der kunne være nogle sundhedsfordele i at være henholdsvis over eller under gennemsnitshøjden.

Forhøjet risiko for kræft

Nu har svenske forskere fra Karolinska Institutet i Stockholm fundet ud af, at mennesker med en højde over gennemsnittet har en lidt forhøjet risiko for at udvikle en række kræftformer i forhold til mennesker med en højde under gennemsnittet. Konklusionen er baseret på omfattende statistikmateriale.

Ifølge forskerne øges risikoen for at blive ramt af kræft gennemsnitligt med 18 pct. for kvinder og 11 pct. for mænd for hver ti centimeter af personens højde, der er over gennemsnittet.

For kræftformer som hudkræft og brystkræft viste risikoen for høje mennesker sig endnu højere: Både mænd og kvinders risiko for at udvikle hudkræft steg med 30 pct. for hver ti cm ekstra højde, mens kvinders risiko for brystkræft blev forøget med 20 pct. for hver ekstra ti cm over gennemsnitshøjden.

Gennemsnitshøjden for danske mænd er omkring 180 cm, mens den for danske kvinder er omtrent 167 cm.

Det svenske studie er baseret på analyseret data for 5,5 millioner svenskere født mellem 1938 og 1991 med højder fra 100 cm til 225 cm.

Usikkerhed om årsager til øget kræftrisiko

Mens statistikken taler sit eget tydelige sprog, er årsagerne til resultaterne omdiskuteret, og forskerne kan ikke komme med nogen entydig forklaring. Der er dog foreløbig to mulige årsager:

Måske skyldes det mængden af væksthormoner i kroppen. Høje mennesker har haft en del af dem, mens de lave har haft knap så mange. Og man ved, at kræft er en sjælden forekomst blandt mennesker med dværgvækst.

En anden mulig forklaring ligger lige for: Høje mennesker har flere celler i kroppen, og derfor er der også flere celler, der kan rammes af kræftmutationer.

Høje mennesker har sundere hjerter

Men der er også helbredsmæssige fordele ved at være høj. Tidligere studier har vist, at høje mennesker har en væsentlig lavere risiko for at få hjertekarsygdomme end lave mennesker.

Derudover er det værd at huske, at den øgede risiko for at få kræft som følge af højden er en del mindre end risikoen for at få kræft som følge af rygning, fedme eller alkoholmisbrug. Så du kan altså reducere risikoen for at få kræft væsentlig mere ved at kvitte smøgerne.

Kilde: jp.dk

Forrige artikelNyt immunforsvar på tre dage

Næste artikelKosttilskud mod ludomani