Injektioner med høje doser C-vitamin burde kunne fungere som en del af en kemoterapibehandling, mener amerikanske forskere.
Ved at give forsøgsmus injektioner med høje doser C-vitamin, er det lykkedes amerikanske forskere at halvere væksthastigheden i kræftknuder. Det viser resultaterne af en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences.
C-vitamin, ascorbinsyre, er en antioxidant, som i høje doser kan mindske tumorvækst. Men tidligere undersøgelser har vist, at C-vitamin som indtages i tabletform eller flydende ikke har nogen effekt på kræft. Kroppen regulerer nemlig optagelsen af C-vitamin, så koncentrationen i blodet ikke bliver tilstrækkelig høj.
I forsøgsglas viste forskerne først, at C-vitamin dræber kræftceller, men er ufarligt for raske celler. Derefter gav de mus med kræft indsprøjtninger med store doser C-vitamin. Ifølge forskerne reduceredes tumorernes væksthastighed med 43 til 51 pct.
I kliniske forsøg har forskerne også vist, at det er muligt at opnå tilsvarende koncentrationer i blodet hos mennesker, hvilket tyder på at teknikken burde kunne fungere som en del af en kemoterapibehandling.
Kilde: Dagens Medicin