Nyheder

Høje hæle er godt for sexlivet

7. februar 2008

Stiletter kan stimulere samlivet på flere måder end den oplagte.

Et par kvindeben på høje hæle kan sætte fut i mændenes libido, det vidste vi allerede. Men en italiensk læge har nu påvist, at samlivet også kan have gavn af hælene på anden måde: Musklerne i kvindens underliv bliver styrket af at balancere rundt på hælene, og en stram bækkenbund er godt for sexlivet – både mandens og kvindens. Effekten er påvist på universitetet i Verona, hvor urolog Maria Cerutti har udført forsøg med at måle elektriske spændinger i musklerne hos kvinder, der holdt foden i forskellige vinkler. Når foden er bøjet i en vinkel på 15 grader, hvilket svarer til en hæl på 7 cm, er musklerne i bækkenet mest afslappede. Det giver det bedste udgangspunkt for at træne dem under gang, siger Cerutti. Hun indrømmer dog, at hun ikke som udgangspunkt havde en helt uhildet tilgang til forsøgene: – Som en kvinde, der elsker høje hæle, var jeg ude efter at finde noget positivt at sige om dem og jeg har nået mit mål. Hælene påvirker bækkenbundsaktiviteten, det reducerer smerter og forbedrer helbredet. Vi håber nu at kunne bevise, at daglig hælebrug kan nedsætte behovet for knibeøvelser, siger hun ifølge Times Online. Der er dog en grænse for, hvor høj hælen skal være for at virke gavnlig. Ikke kun påvist af urologen, men udstedt af selveste sko-guruen Manolo Blahnik: – Alt over fire en halv tomme (11,5 cm) er for højt. Man kan ikke gå ordentligt i dem, det er ikke længere elegant, siger han. Undersøgelsen melder ikke noget om, hvad de høje hæle gør ved tæerne, ryggen og knæene. Kilde: Berlingske

Forrige artikelRødbeder kan sænke blodtrykket

Næste artikelVarme fødder giver bedre søvn