Nyheder

Hold din hjerne frisk

7. september 2010

Få 9 gode råd til, hvordan du holder din hjerne i gang, skarp og klar til nye udfordringer – livet igennem.

Du ved helt sikkert, at din krop bliver hurtigere ældre, hvis du bare læner dig tilbage og venter. Derfor er det heller ikke svært at forstå, at hjernen – ligesom kroppen skal plejes, holdes i gang og trænes. Men i modsætning til kroppen kan din hjerne faktisk blive endnu skarpere med årene, så hvorfor ikke hæve overliggeren?

Efter et helt tema i vores magasin om hjernen har vi samlet noget af den vigtigste og nyeste viden i 9 hurtige råd, som du kan kaste dig over allerede nu.

Plej din hjerne

1. Gymnastik til selve din hjerne: Du skal udfordre din hjerne, og selvom mange sværger til kryds og tværs eller sudoku, er det kun en udfordring de første gange. Så find på noget nyt – lær at spille et instrument, et nyt spil, et nyt håndværk osv.

2. Din hjerne kan ikke lide stress. Så lær at slappe af – f.eks. med forskellige afspændingsøvelser eller yoga. Meditation har også vist ret overbevisende effekt på hjernen. Ligesom kroppen skal restituere efter træning, skal din hjerne have fred og ro.

3. Sørg for at få din søvn, vel at mærke god dyb søvn. Hvis du ikke sover nok, går det hurtigt ud over din evne til at koncentrere dig og lære nyt. Kronisk dårlig søvn er også blevet linket til kognitive problemer hos ældre.

Kosten til din hjerne

4. Ligesom din krop er din hjerne mere tilfreds med en fornuftig kost – gerne kost, som optages langsomt og giver god mæthed længere tid. Du skal have nok fibre, fedt og protein, og i et jævnt tempo, som sikrer, at din hjerne kan hente energi dagen igennem.

5. Fiskeolie, som indeholder essentielle fedtsyrer har vist sig effektiv over for bl.a. depression. Der er ingen tvivl om, at fedtsyrer, som omega 3, har en gavnlig indflydelse på vores hjerne og dens funktioner.

6. Kaffe er faktisk ikke så dårligt i moderate mængder, når det gælder hjernen. Forskning har konkluderet, at kaffe kan mindske risikoen for alzheimers og beskytte hjernen mod kognitiv tilbagegang. Man er dog ikke sikker på, om fordelene skyldes koffeinen eller antioxidanterne, som faktisk findes i kaffe og te.

Plej din krop – for din hjerne

7. Motion holder både krop og hjerne i form. Og hvis du spørger hjernen, er den ikke så kræsen. Faktisk gavner bare en gåtur. Du kan dog også kombinere motionen med ekstra hjernetræning – f.eks. ved at lære en ny sport, træningsform eller dans. 30 minutters fysisk aktivitet om dagen er altså godt for både krop og hoved.

8. Kure, hvad enten du spiser for meget eller for lidt, kan belaste din hjerne. Du bliver langsommere i hovedet af for mange kalorier, mens for få kan skade din hjernes funktioner. I forskningen er der set sammenhæng mellem slankure og en dårligere hukommelse.

9. Minimer din risiko for livsstilssygdomme. Type 2 diabetes, fedme og forhøjet blodtryk påvirker din hjerne og kan i sidste ende føre til aldring og svækkelse af hukommelsen. Så undgå gerne cigaretter og transfedtsyrer.

(Oprettet den 7. september 2010)

Forrige artikelKemoterapi gavner kun hver 10. kvinde

Næste artikelSpurt dig hurtigere og slankere