Der er noget i luften, der giver udslag på badevægten. Danske forskere har netop offentliggjort deres teori om, at luftens indhold af CO2 gør os tykkere.
En noget luftig teori kunne man fristes til at sige, men der er noget om forskersnakken. Og tre danskerne er de første til at pege på en mulig sammenhæng mellem CO2 og vores vægt.
Tanken om, at det kunne være ting i miljøet, der påvirker, hvor meget vi spiser, opstod, da en af de tre danske forskere, Lars-Georg Hersoug, kiggede på fedmeudviklingen i Danmark. I en af de store folkeundersøgelser, Glostrup-undersøgelserne, kunne han konstatere, at tynde og tykke rent forholdsmæssigt har taget lige meget på.
– Man forestiller sig, at tykke bliver tykkere, fordi de ikke bevæger sig så meget. Men undersøgelsen viste, at de tynde også blev tykkere. Det sagde mig, at der måtte være noget i miljøet, som påvirkede tykke lige så meget som tynde, siger Lars-Georg Hersoug til videnskab.dk.
Årsagen til, at forskerne ledte efter svar uden for kroppen, var, at man har observeret, at også dyr med tiden har taget på. Dyr, der vel at mærke ikke har ændret levevis, og derfor kun har haft adgang til samme mængde og type af føde.
Teorien om, at CO2 er fedende, er ikke bare et luftkastel. CO2 får nemlig blodets pH til at stige, og det påvirker hjernens nerveceller i hypothalamus, som bl.a. regulerer vores appetit og stofskifte.
Koncentrationen af CO2 i luften omkring os har været tæt på konstant i to millioner år, men i løbet af det seneste århundrede er den steget cirka 40 %. Derfor kan forskerne med god grund konkludere, at vi rent pH-mæssigt er blevet mere sure og derefter tykkere.
– Vi ved allerede, at stillesidning er en risikofaktor for mange sygdomme, og ifølge vores teori kan det bl.a. være, fordi man syrer til, når man sidder stille indenfor, hvor CO2-koncentrationen er højere end udenfor, siger Lars-Georg Hersoug til videnskab.dk.
En god måde at sin krop mindre sur på, dvs. sænke blodets pH-værdi, er ved at få motion.
– Er man ude at løbe, får man både gang i blodomløbet og ventileret sin CO2 ud – og måske bliver det endnu mere nødvendigt at røre sig i fremtiden, hvor vi må leve med en højere CO2-koncentration i luften, siger Lars-Georg Hansen til videnskab.dk.
Kilde: videnskab.dk