Sidsel er den type pige, der aldrig har fejlet noget. Hun var stærk og aktiv, og derfor vakte det en del bekymring hos moderen, Jane Lee, da hun pludselig begyndte at få svimmelhedsanfald og ledsagende feber. I begyndelsen var det omtrent hver anden måned, men siden blev det hyppigere, og hun begyndte også at blive så træt i perioder, at hun ikke kunne tage sig sammen til noget som helst.
– En enkelt gang forsøgte jeg at få hende til at tage sig sammen. Jeg mindede hende om, at jeg også måtte gå på arbejde, selvom jeg havde hovedpine. Så pressede jeg hende til at komme afsted i skole, men hun brød jo helt sammen, og så vidste jeg jo, den var gal, siger Jane Lee til naturli.dk.
Det var lidt af et mysterium, hvorfor den sunde og raske pige pludselig blev så svag. Hendes bror fejlede jo ikke noget, og når de gik til læge med Sidsel, fik de den samme sang fra de varme lande hver gang.
– Lægen tog massevis af blodprøver igennem årene, og vi fik hele tiden at vide, at hun var i superform, men at teenagealderen jo var en svær alder, siger Jane Lee.
Men Jane kunne ikke få teenagealderens humørsvingninger til at passe sammen med den tiltagende træthed og de alarmerende svimmelhedsanfald. Derfor blev hun sammen med sin mand ved at afsøge mulige årsager. De prøvede forskellige behandlingsformer, og de prøvede sågar også at give hende briller. Men intet hjalp.
Det var tilfældigheder, der for et halvt år siden gav en naturlig kobling mellem HPV-vaccinen og datterens tilstand. En god bekendt havde studeret vegatesten, hvor man blandt andet måler kroppens evne til at optage og udskille næringsstoffer, og hun manglede en forsøgsperson at øve sig på. Det blev Sidsel, der lagde krop til, og vegatestens resultat var temmelig alarmerende. Cellekvaliteten i den 16-årige pige var som hos en 47-årig, og cellefunktionen var helt nede omkring 30 pct. Årsagen var forgiftning med tungmetaller.
De kom hurtigt frem til, at forgiftningen måtte stamme fra de tre injektioner med HPV-vaccine, datteren havde fået, da hun var 13 år gammel.
– Jeg slog op på vaccinationsforum.dk og blev forbavset. Listen over bivirkninger ved HPV-vaccinen passede jo fuldstændig med min datters symptomer – dog med to glædelige undtagelser: Hun var ikke død og hun var ikke blevet lam, siger Jane Lee.
Jane vidste nu, at det var en forgiftning, der var skyld i Sidsels symptomer, så det naturlige ræsonnement var, at hvis hun var forgiftet, kunne hun også afgiftes.
– Jeg googlede tungmetaller og afgiftning, og jeg faldt hurtigt over en homøopats hjemmeside. Den virkede troværdig, og da vi havde været i gang med alle mulige behandlingsformer og teorier i to-et-halvt år, tænkte jeg, at vi ligeså godt kunne prøve homøopati. Det var egentlig bare endnu et trin på stigen, siger Jane Lee.
Det tog tre måneder at få Sidsel igennem udrensningen, og det var meget hårdt.
– Min mand var meget i tvivl om det var det rigtige, vi havde gang i. Sidsel var meget svag undervejs, og hun havde også svært ved at passe sin skolegang. Men jeg stolede på homøopatens vurderinger undervejs, og en afbrudt kur ville jo have været spild af kræfter, siger Jane Lee.
Efter de tre måneder kom resultaterne. En ny vegatest viste, at Sidsels cellekvalitet svarede til en 21-årigs, og cellefunktionen var gået fra 30 til mellem 70 og 80 pct. Tungmetallerne var væk.
Og Sidsel har fået det meget bedre. Svimmelhedsanfaldene er væk, og selvom hendes immunforsvar er helt i bund efter kuren, er energien kommet tilbage. På familiens skiferie var det ganske tydeligt for Jane, at besøget hos homøopaten havde gjort en forskel.
– Vi skulle på langrend, og jeg havde egentlig afskrevet muligheden for lange ture, fordi Sidsel havde ligget brak i tre måneder. Jeg havde regnet med, at vi bare skulle tage det meget afslappet. Jeg blev ret overrasket, da hun bare hoppede i skiene og kunne være med. Der var helt sikkert sket noget, siger Jane Lee.
Jane delte sin historie på Facebook, fordi hun ville, at familiens erfaringer skulle komme andre piger til gode, som lider af bivirkninger fra HPV-vaccinen.
– Jeg anede ikke noget om homøopati, før jeg googlede det, og vi valgte det egentlig bare, fordi vi ligeså godt kunne prøve det, som vi havde prøvet så meget andet. Hele kuren kostede mig vel 1300 kroner, og selvom det var hårdt undervejs, var det det hele værd. Det er en helt anden pige, vi har fået tilbage, siger Jane Lee.