Nyheder

Hormonforstyrrende stoffer kan være årsag til misdannelser

30. april 2007

Forskere begyndt at rette mistanken mod hormonforstyrrende stoffer som årsag til misdannelser. Flere drenge fødes med let misdannet penis.

Knap fem pct. af danske drenge fødes med hypospadi, hvor urinrøret munder ud for langt nede på penis. Forskere mistænker hormonforstyrrende stoffer for at være årsagen.Danske mænds sædkvalitet er dårligere end i de fleste andre lande i Europa, de har en højere risiko for at få testikelkræft, og en del drenge har problemer med testikler, der ikke falder ned i pungen. Oven i det har det vist sig, at flere danske drenge fødes med penismisdannelsen hypospadi, hvor urinrøret munder ud længere nede end på spidsen af penis. Overlæge Katharina Main fra Rigshospitalets afdeling for vækst og reproduktion har været med til at samle resultaterne af en undersøgelse af 1.072 danske drenge, der blev født i perioden 1997-2004. Samtidig har hun arbejdet tæt sammen med en tilsvarende undersøgelse i Finland.

»I første omgang fandt vi, at 1,3 pct. af de danske nyfødte drenge havde hypospadi i en eller anden grad. Men når vi så kiggede efter igen, da de fyldte tre år, var det 3,3 procentpoint flere af drengene, der havde en misdannet penis. Det var blot en mildere form, som ikke er til at få øje på hos de nyfødte, hvor forhuden ikke kan trækkes tilbage. Så 4,64 pct. af alle de treårige drenge har hypospadi.«

Hun tilføjer, at tallet måske er endnu større. Nogle af drengene i undersøgelsen havde stadigvæk forhudsforsnævring i treårsalderen, og lægerne kunne derfor ikke se, hvor urinrøret munder ud. Normalt forsvinder forsnævringen af sig selv, men det kan hænde, at det først sker ved 5-6-års alderen.

I Danmark findes kun en registrering af de svære tilfælde af hypospadi, fordi de bliver opereret. De milde former noteres ikke, hverken i det danske landsregister eller i det europæiske Eurocat. Men flere forskellige studier af grupper af nyfødte de seneste mange år tyder på, at flere og flere drenge får misdannelsen.

»Vi har endnu ikke et helt fast tal parat. Det lader til, at det er de milde former for hypospadi, der er i stigning, og ikke de svære tilfælde,« siger Katharina Main.

Mindre problem i FinlandHvad der til gengæld ligger helt fast, er, at sammenlignet med finske drenge bliver flere danske drenge født med hypospadi. De finsk-danske undersøgelser viser, at kun 0,27 pct. af de nyfødte finske drenge har misdannelser, og de lider kun af de milde former. Kun blandt gruppen af danske drenge finder forskerne tilfælde, hvor urinrøret munder ud langt nede på penisskaftet ved pungen, og forhuden er spaltet.

Når det står så slemt til, er ingen læger i tvivl om, at drengene skal opereres. De milde former gør lægerne ikke altid noget ved.

»Misdannelsen kan være så mild, at det ikke engang kan kaldes et kosmetisk problem. Så længe forhuden er intakt, kan det jo skjules. Det sprøjter måske en smule, når drengen skal tisse, men det er ikke altid tilfældet. Hvis der heller ikke er forsnævringer af urinrøret, som nogle af drengene har, behøver det ikke at være nødvendigt at operere,« fortæller Katharina Main.

VariationerGenerelt har praktiserende læger tidligere haft en tendens til at se milde former for hypospadi som en variation af, hvordan penis kan se ud, og ikke som en misdannelse. Men selv en mindre fejl i udmundingen af urinrøret tyder på en påvirkning af urinrørets dannelse under graviditeten.

»Lægerne er meget påpasselige med at sætte ordet misdannelse på noget, der for nogen kan virke som småting,« siger Katharina Main.

Men det er langtfra småting. Forekomsten af hypospadien viser sig nemlig at passe med de andre dårligdomme, der forfølger danske mænds evne til at få børn. Dårlig sædkvalitet, risiko for testikelkræft, ikke-nedfaldne testikler og hypospadi mener de fleste forskere i dag kan være symptomer på et og samme syndrom, testicular dysgenesis syndrom. Teorien forklarer, hvordan påvirkning af drengefosteret ødelægger balancen af signalstoffer og hormoner under udviklingen af testikler og penis.

FosterpåvirkningFejl i generne fører til disse forstyrrelser. Det samme gør en del forskellige hormonforstyrrende stoffer, når man udsætter hunmus for høje doser af stofferne. Deres hanunger får misdannede peniser og/eller ikke-nedfaldne testikler, kryptorkisme. Det gælder pthalater, parabener og en del pesticider. Så hypospadi kan være et af symptomerne på påvirkning af fosterudviklingen.

»At det er de milde former for hypospadi, der er i stigning, stemmer også overens med vores teorier om, at hormonforstyrrende stoffer kan være en af årsagerne. I vores omgivelser udsættes mødrene for små doser af mange stoffer på samme tid, så det logiske ville være, at de kunne påvirke en stigning af de lette former for penismisdannelse,« siger Katharina Main. I forskningsstudiet undersøgte de også drengenes mødre. De tjekkede modermælken og moderkagen og fandt mange rester af pesticider, som for længst er blevet forbudt på markedet, f.eks. DDE og PCB. Men sammenhængen mellem hypospadi og mødre med et større indhold af pesticider er endnu ikke undersøgt.

»Vi forventer også, at genetikken spiller en rolle for, hvor modtagelige folk er for en eksponering af hormonforstyrrende stoffer eller for, at moren ryger eller drikker under graviditeten.«

»Vi ved, at rygning kan forhøje risikoen for, at barnet får dårlig sædkvalitet senere hen, og vi har set en sammenhæng mellem alkoholindtagelse og ikke-nedfaldne testikler,« siger hun. I løbet af de næste år vil Katharina Main og hendes kolleger samarbejde med forskere på DTU i det nye Center for Sygdommes Systembiologi. Et af de kommende projekter går ud på at undersøge, om der er forskel på generne hos de finske og danske deltagere i forskningsprojektet, for at komme tættere på årsagen til hypospadi.Kilde: Dagens Medicin

Forrige artikel8. varmerekord siden juli 2006

Næste artikelMigræne beskytter hukommelsen