Nyheder

Hovedpinepiller kan give depression

3. marts 2015

Ny danskledet undersøgelse viser, at folk med et overforbrug af smertestillende medicin både kan reducere sygefraværet og fjerne depressionssymptomer, hvis de trapper ned på forbruget.


Det er populært med smertestillende tabletter i skrivebordsskuffen eller køkkenskabet. En hovedpine eller anden ømhed fremkalder behovet for et par piller, der enten er købt på recept eller i håndkøb. Det er nemt og som regel effektivt, og der er da heller ikke mange, der tager skade af en sådan pille i ny og næ.

Problemet opstår, hvis du ikke bekymrer dig om årsagen til en tilbagevendende hovedpine eller konstante muskelsmerter men blot symptombehandler med et smertestillende præparat. Så er risikoen for afhængighed af medicinen temmelig stor. Og med afhængighed følger en ret stor risiko for de alvorlige bivirkninger, der også kan følge med.

Når hovedpinepiller giver flere smerter

For præparater som Ibuprofen og Paracetamol kan faktisk virke stik modsat hensigten, hvis du tager dem hver dag over en længere periode. Pillerne kan på længere sigt forværre hovedpinen i stedet for at dølge den. Hvis du tager pillerne mere end 14 dage om måneden, er du ude i et overforbrug, og dermed er risikoen for, at pillerne forværrer smerterne til stede.

Det er af ukendte årsager kun hovedpine, der kan forværres af de smertestillende præparater. Knæskader og lignende bliver altså ikke mere smertefulde af et overforbrug.

Men hvis du har et overforbrug af hovedpinepiller, kan det give så voldsomme smerter, at de udløser symptomer på depression og angst. Omkring 100.000 danskere menes at have et sådant overforbrug af smertestillende medicin.

Nedtrapning og depression

Den internationale undersøgelse blev ledet af overlæge Lars Bendtsen, der er lektor ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet og Dansk Hovedpinecenter på Glostrup Hospital og Rigshospitalet.

I undersøgelsen kiggede han og et hold forskere fra Chile, Argentina, Italien, Tyskland og Spanien på, hvordan 492 patienter med et overforbrug af smertestillende reagerede på at nedtrappe over en periode på to måneder.

Før nedtrapningen testede forskerne deltagernes sygefravær på arbejdet, og hvor højt de scorede på en depressions- og angstskala.

Seks måneder efter nedtrapningens begyndelse lavede forskerne samme test og sammenlignede så resultaterne.

Mindre fravær og mindre angst

For de 90 procent af patienterne, der klarede en nedtrapning, viste undersøgelsen, at de havde fået 50 procent færre fraværsdage på arbejdet og dage med nedsat arbejdstid, samt reduceret deres symptomer på depression med 50 procent og angst med 27 procent.

– Det er ret vigtigt, det her. Folk skal vide, at det kan være skadeligt at tage smertestillende på daglig basis, men også at det er muligt at komme ud af det igen, siger overlæge Lars Bendtsen til videnskab.dk.

Ændringer i nervesystemet

Overforbrug af smertestillende medicin lader til at ændre nervesystemet hos folk, der i forvejen lider af kronisk hovedpine, så de bliver endnu mere følsomme over for smerte helt generelt.

– Når man tester hovedpinepatienters smertetærskel, så kan man se, at dem med overforbrug af smertestillende har en lavere smertetærskel. Det gør også, at de får endnu mere ondt til at begynde med, når de trapper ned i medicinforbruget. Det næste skridt er at undersøge, hvordan vi bedst får folk ud af deres overforbrug, og hvilken type medicin der mildner nedtrapningen på den bedste måde, siger Lars Bendtsen til videnskab.dk.

Kilde: videnskab.dk

 

Forrige artikelGå i frø og hold vægten

Næste artikelSund Livsstil med Bach