Krop

Hudsygdomme – de synlige sygdomme

19. oktober 2015

Def findes et hav af forskellige hudsygdomme, men fælles for dem er, at de ofte er meget synlige tegn på, at ikke alt er, som det skal være. Kuren behøver dog ikke at være lang og besværlig.

En sund kost og store mængder C-vitamin kan være nok ved nogle hudsygdomme. Børneeksem, atopisk eksem, psoriasis, rosacea involverer alle immunsystemet og skal i høj grad behandles via tarmen, hvor langt det meste af vores immunsystem findes. Altså indefra. Hormonbehandling af huden i form af cremer udefra er symptombehandling – ikke årsagsbehandling.

Huden er et organ

Huden er ikke bare et overtræk på kroppen, men et selvstændigt organ, der er kroppens største. Den skal holde på væsken i kroppen og forebygge udtørring. Den skal holde skadelige bakterier ude og derved forebygge betændelser. Huden har følesteder, hvor vi kan føle varme, kulde, berøring og smerter. Huden er med til at regulere kropstemperaturen ved hjælp af blodgennemstrømningen i huden, og sved, der køler, når den fordamper. Ved sol på kroppen dannes der D-vitamin, som snarere er et hormon, der har betydning for alle væv og organer.

Hvis vi skal have det godt og bevare et godt udseende, skal vi derfor respektere og værne om vores hud og give den alt, hvad den har brug for, både indefra og udefra. Hudens opbygning og store indhold af fedt gør det meget let at optage næsten alt, hvad huden kommer i berøring med, eller hvad man smører på den. Kemiske stoffer i kosmetik kan påvises i urinen en time efter, at man har smurt dem på huden. Det er derfor vigtigt at undgå kosmetik og andet med skadelige kemiske stoffer – og i stedet bruge naturlige, ”grønne” former for produkter til hud- og skønhedspleje. Og du kan lære at passe godt på din hud ved at benytte alternative kosmetologer.

Hud og sygdom

Sygdomme medfører næsten altid ændringer i huden, som det er vigtigt at få undersøgt hos lægen. Erfarne og grundige læger kan ofte se på deres patienter, hvad de fejler. Udseendet er et spejl af, hvordan man har det inde i kroppen. Så der er god grund til, at lægen beder patienten om at tage tøjet af og ikke blot kigger på computeren.

Mange sygdomme medfører rødme, hævelse, brænden og kløe i huden, hvor immunsystemet ofte er involveret. Alt, hvad der irriterer huden og hæmmer dens funktion, medfører betændelsesforandringer, inflammation, og årsagen skal ikke kun findes i huden, men også inde i kroppen. Foruden undersøgelsen, der måske også skal ske hos en hudlæge, er det derfor ofte nødvendigt med en række blodprøver og andre undersøgelser. Du skal derfor som patient tænke på alt, der kan påvirke huden og kroppen, også hvad du spiser, og fortælle det til lægen. Vi er meget forskellige, og det kan være svært at finde årsagen til hudsygdomme.

Eksem – autoimmun sygdom

Næsten hele vores immunsystem findes i tarmen, hvor vi fordøjer og optager vores mad og næringsstoffer. Nedbryder vi ikke vores føde godt, og er tarmen blevet utæt på grund af overvækst af svampe og skadelige bakterier, kan vi optage ikke helt nedbrudte fødestoffer direkte i blodet. Der kan også være tale om, at vi spiser noget, vi ikke kan tåle. Det medfører, at immunsystemet tror, at stumperne af maden er fremmede og skadelige, og så opstår der allergiske symptomer, evt. astma, og med tiden autoimmune sygdomme, hvor immunsystemet fejlagtigt angriber kroppens egne væv, og der opstår inflammation, blandt andet i huden.

Eksem er ikke en sygdom i sig selv. Det er et symptom, og man skal altid søge efter årsagen. Mange har eksem som kontakteksem, hvor huden reagerer på noget, vi ikke kan tåle. Her er det selvfølgelig vigtigt at prøve at undgå det, man ikke kan tåle. Ved eksem skal man først og fremmest forsøge at finde frem til fødemidler og andet, som kan udløse allergi eller overfølsomhed. Nogle får det dramatisk bedre, når de udelukker det af kosten, som de ikke kan tåle. Fremmede kemiske stoffer, blandt andet i kosmetik, er også en hyppig årsag til eksem.

Almindelige ting, som kan udløse allergi, er: Æg, mælk, andre mælkeprodukter, chokolade, peanuts, soja, kartofler og gluten fra f.eks. hvede, rug og byg (cøliaki) samt skaldyr. Hos småbørn er komælk den hyppigste grund til fødevareallergi. Derfor tilrådes det, at børn bliver ammet så længe som muligt, især i familier med tendens til allergi.

En sund og afbalanceret tarmbakterieflora har stor betydning for hudens tilstand og modvirker eksem. Allerede den gravide mor skal sikre sig, at hendes tarme indeholder de rigtige og sunde bakterier. En sund balance i tarmbakteriefloraen er livsnødvendig for udviklingen af immunsystemet. Det er derfor vigtigt at tilføre både den gravide mor og senere barnet tilskud af sunde mælkesyrebakterier, da de er med til at forebygge udvikling af børneeksem – atopisk eksem.

En af de ting, som en god tarmbakterieflora sikrer, er en produktion af tilstrækkelig meget B12-vitamin, der også er vigtig for huden. En undersøgelse af behandling med en creme med B12-vitamin har haft god eller meget god virkning hos næsten alle.

Rosacea – autoimmun sygdom

Der er mange hundrede autoimmune sygdomme, der ofte medfører en række symptomer fra huden. Hyppigheden af disse sygdomme er steget kraftigt de seneste årtier, formentlig på grund af vores livsstil med mange fremmede kemiske stoffer og en dårlig, raffineret sød og hvid kost. I mange tilfælde er den bedste investering en konsultation hos en dygtig ernæringsterapeut eller kostvejleder.

Et godt eksempel, hvor hudens symptomer er meget fremtrædende, er rosacea, hvor der er et sommerfugleagtigt udslæt hen over næsen, der med tiden kan blive jordbæragtigt (”portvinsnæse”). Rosacea kan ligne en anden autoimmun sygdom, lupus erythematosus disseminatus (LED). Der er ved rosacea fedtet hud og tendens til rødt, blussende ansigt, især på og omkring næsen.

En betydelig medvirkende årsag til rosacea kan være mangel på mavesyre, som blandt andet hæmmer optagelsen af B-vitaminer i kroppen. Man kan blandt andet tage Betaine HCL (hydrochlorid) med pepsin, og supplere med stærke B-vitaminer (et kompleks). Rødbeder og rødbedesaft indeholder også stoffer, der kan styrke dannelsen af mavesyre.

Hvidløg har en kraftig antibiotika-lignende virkning og kan måske hjælpe. Det samme gælder for ekstrakt af olivenblade i form af f.eks. Olivir. Man skal så tage to tabletter to gange dagligt, indtil den ønskede virkning er opnået, og så gå ned til én tablet to gange dagligt.

Fedtsyrerne har stor betydning for betændelsesreaktioner, både med og uden bakterier eller virus. Man kalder disse reaktioner for inflammation. Mættet fedt, f.eks. ikke-økologisk dyrefedt og mælkefedt, kan få inflammationen til at blusse op, og det samme gælder alle margariner, især bage- og stegemargariner. Transfedtsyrer fra margarine eller fra planteolier, der bliver brugt til stegning, er det rene gift for kroppen.

Det er vigtigt at spise meget grønt og frugt – mindst seks gange hundrede gram dagligt. En amerikansk læge og forfatter, Dr. Mercola, hævder, at hvis man holder op med at spise sukker og hvedemel, evt. alle kornsorter, vil halvdelen af alle med rosacea blive raske eller få det væsentligt bedre. Det er bedst at undgå for megen følelsesmæssig stress, da det kan forværre sygdommen. Til huden kan anbefales Bylykke Skincreme, der påvirker immunsystemet positivt og hjælper til genopbygning af huden.

Psoriasis – autoimmun sygdom

En anden sygdom, der har vist sig at være autoimmun, er psoriasis. Her vokser hudcellerne på de ramte steder meget hurtigt, og en række celler fra immunsystemet invaderer huden. Både sindet og kosten påvirker immunsystemet. D-vitaminmangel har stor betydning for udviklingen af psoriasis. Der kan være eller komme andre autoimmune sygdomme til, når man har psoriasis. For eksempel tarmbetændelser som Crohns sygdom og colitis ulcerosa. Leddegigt forekommer hyppigere hos psoriasisramte, og der kan være en vis sammenhæng med glutenallergi (cøliaki), der også er en autoimmun reaktion.

Ophold i Den blå lagune på Island, ved Det døde hav i Israel, på Lanzarote, hvor der er masser af sol og meget salt havvand, kan hjælpe godt. Man kan også få behandling med saltbade på Læsø. Kosten skal være overvejende basisk, hvilket bl.a. kan gøres med frugt (bortset fra ribs, solbær, store svesker, blommer og blåbær) og ved ikke at spise frugt sammen med anden mad. Desuden ved en kost med mange grønsager, og så skal man ved psoriasis undgå produkter fra natskyggefamilien som tomater, kartofler, peber, paprika, auberginer og tobak. Kød er ikke godt, da det er syredannende, men fugle, fisk og lam i ikke for store mængder er i orden. Brød skal være groft – ikke hvidt brød. Slik, kager, is, chokolade, fastfood produkter og fødevarer med kunstige tilsætningsstoffer frarådes.

Det kan også anbefales at tage et tilskud af vitaminer, mineraler og ekstra antioxidanter. Det kan anbefales at tage mindst et gram C-vitamin tre gange dagligt, gerne med hyben og citron, (bioflavonoider), der øger C-vitamins virkning op til 20 gange. Desuden blandede E-vitaminer. Ved psoriasis er der oftest for lidt selen og zink i kroppen, hvorfor tilskud af disse to mineraler tilrådes. Kan fås som Bio-selen plus zink. 2 tabl. om aftenen. Et tilskud af lecithin kan også være gavnligt.

Det psykiske spiller en stor rolle ved psoriasis, hvor stress, angst og uro kan medføre udbrud.Også her kan Bylykke Skin Creme være gavnlig. Ved de tørre områder er Dalens Olie og Emu olie behageligt.

Kræft i huden

Er der lokale ændringer i huden, skal man være meget opmærksom på, om de vokser, ændrer farve, klør eller bare optræder som en vedvarende tør plet, der irriterer. Hudkræft er meget almindelig, især hos mennesker, der får meget sol på kroppen. I 80 pct. af tilfældene er der tale om almindelig basalcelle-hudkræft, der vokser langsomt og normalt ikke spreder sig. Er der sårdannelse, er det mere alvorligt, og i 4 pct. af tilfældene kan der være tale om den alvorligste form for hudkræft, kaldet modermærkekræft. Her ses ofte farveændringer i huden med forskellige farver, og kanterne er uregelmæssige. Fanges modermærkekræft i tide, kan den fjernes helt, men ellers kan den sprede sig til lymfeknuder og indre organer.

Reglen er: Hvis du er i tvivl, skal en læge eller hudlæge se på det.

Ved almindelig hudkræft (basalcelle carcinom) kan man få kræftcellerne til at dø ved at smøre capsaicin-creme på. Det er et ekstrakt af chilipeber, som man ellers bruger til at smøre på dårlige led som smertestillende behandling. C-vitamin, lavet til en pasta og smurt direkte på pletten flere gange dagligt, kan få kræftpletten til at danne sårskorpe og falde af. C-vitamin virker som gift på cancerceller, både lokalt og indgivet i store doser direkte i blodet. Men det er vigtigt først at have været hos læge eller hudlæge for at sikre sig, at der ikke er tale om en af de farligere kræfttyper i huden, for eksempel modermærkekræft.

 

Mere om psoriasis?

En god bog om psoriasis og kosten – ”Psoriasis – Nej tak!”. Forlaget Klitrose. Forfatteren er ernæringsterapeut Marianne Fjordgaard.

 

Hvad har huden brug for?

Først og fremmest har huden brug for tilstrækkelig væske samt en sund, varieret og gerne økologisk kost. En ren og fiberrig kost er et godt udgangspunkt, som også modvirker forstoppelse med deraf følgende forgiftning af kroppen. Det kan være gavnligt med en udrensningskur, der støtter kroppens egne udrensnings- og afgiftningsprocesser. Der er mange muligheder: For eksempel Cypar eller Marietidsel. En meget fin udrensning af huden og hele kroppen er infrarød varme, der går dybt ind og giver en kraftig dannelse af sved, der udrenser mange skadelige stoffer.

En god fordøjelse og sund tarmbakterieflora vedligeholder et sundt immunforsvar, sikrer en god optagelse af vigtige næringsstoffer samt danner vitaminer og enzymer. Et tilskud af mælkesyrebakterier, probiotika, eller Vita Biosa kan være meget gavnligt.

C-vitamin, E-vitamin, A-vitamin og alle B-vitaminerne er vigtige for huden. Folinsyre brændes for eksempel væk fra huden, når den får sol. B3-vitamin (niacin) og B6-vitamin (pyridoxin) er vigtige for nydannelse af hudcellerne og hudens funktion i det hele taget. Mangel på disse vitaminer har sammenhæng med forskellige typer eksem og hudsygdomme. D3-vitamin er også meget vigtigt for huden – det dannes ud fra kolesterol, som i denne og andre sammenhænge er livsvigtigt.

Det er de fede syrer (EFA og GLA) også. Så det er godt at tage tilskud af gode olier som fiskeolie, hørfrøolie, kæmpenatlysolie samt nødder, mandler, oliven og avocado. Du kan også tage et par spiseskefulde af en af de gode olier, for eksempel Nutridan Strong, Livets Olie eller Udo’s Choice. Efter 14 uger er fedtet i kroppen meget sundere og huden smukkere. Huden har også brug for, at man lader være med at ryge. En australsk undersøgelse har vist, at rygere får syv gange så mange rynker som ikke-rygere, og rygeres hud ser generelt usund ud. Med alderen bliver huden mere rynket, tør og besværlig, så der er god grund til at passe den godt med en sund kost og de rigtige næringsstoffer.

De vigtigste mineraler for huden er zink, selen, kisel, svovl, mangan og jod, som bør findes i tilstrækkelig mængde i den mad og de kosttilskud, man får. En fin kilde til svovl er MSM, der er totalt uskadeligt. Svovl i organisk form fås i øvrigt fra kød, fisk, fjerkræ, æg (især blommen), fra grønsager, især fra løg, hvidløg og kålarter, men fordamper under opvarmning. Svovl findes i alle kroppens celler og er blandt andet nødvendigt for bindevævet, ledfunktionen og tarmene.

 

Forrige artikelBoom i vaccine-erstatninger

Næste artikelGå gakket og forøg forbrændingen

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.