Hukommelsens magt over dine følelser

Hjernen er bare for flippet! Jeg bliver gang på gang forbløffet over, hvad hjernen og hukommelsen kan rumme. Noget er uklart og diset, mens udvalgte detaljer træder frem og fletter sig ind mellem hinanden. Det påvirker os alt sammen – men følelserne kan ændres.

Jeg kan huske… duften af friskbrygget kaffe i min mormors køkken, følelsen af ubesmittet lethed på den første dag i skolens sommerferie, den næsten umærkelige lyd af min søsters lette åndedræt i den underste køje, den lidt fedtede og fugtige fornemmelse af havluft mod huden… Lignende erindringer har vi alle. Vi samler på de smukke, finurlige og romantiske. De smertelige og maveknugende oplevelser bliver derimod ofte lagt til side og dukker måske op på ubelejlige tidspunkter, mens de langstrakte tunge minder enten følger os som en sort sky over hovedet eller i værste fald ender som undskyldninger for ikke at turde livet. I umindelige tider har vi forsøgt at forstå hukommelsens kringlede kroge og få adgang til de uanede mængder af erindringer – et sted derinde i hjernen. Trangen til at løse hukommelsens mysterium bliver vakt, når du f.eks. pludselig ”kommer i tanke om” noget, og en følelse eller en erindring, som du troede, at du havde glemt, med ét dukker op fra lageret pga. en helt bestemt stemning, situation eller ordlyd. Hvad var det? Noget vigtigt? Noget jeg har brug for? Eller ikke?

At dykke ned i hukommelsen

Hvad bestemmer, hvilke erindringer der er tilgængelige for os? Der har været anvendt et utal af metoder til at få ”adgang” til dette lager af erindringer eller rettere forestillinger om erindringer. I disse år bliver der åbnet stadig mere op for de tidligere tiders mere ”flippede” metoder til selverkendelse og -udvikling. Drømmetydning rummer eksempelvis teorien om kollektive, arketypiske erindringer, hvor drømmens motiver er symboler på bestemte livsforhold og udviklingsveje. Det var engang moderne at dyrke sine drømme, skrive ned så snart søvnen ophørte og at fremelske drømmen for at få svar på vigtige livsspørgsmål. Meditation har til dels også været brugt med formålet om at dykke ned i disse skjulte lag i vores sjæleliv. Hypnose og regression til tidligere perioder i livet (eller endda, hvad nogle mener, er tidligere reinkarnationer) har også været brugt gennem tiderne. Indenfor hypnoterapi ligger der stadig muligheder og ressourcer, som vi kan benytte os af, mener jeg.

Hypnose giver adgang til hukommelsen

I min erfaring med f.eks. hypnoterapi som værktøj har jeg gang på gang oplevet, at situationer, der var ”totalt glemt” ifølge klienten, pludselig dukker op i fire farver, med lugte, lyde og det hele. Hvordan kan det lade sig gøre? Jeg plejer at forklare det med, at vi har et kæmpearkiv, hvor alt hvad vi har brugt for nylig står forrest og fylder op, mens de ting, vi bruger meget sjældent, måske kun har brugt én eneste gang for mange, mange år siden, står gemt længst tilbage. De ting, som vi ikke savner og ikke har noget at bruge til, bliver dækket af lag på lag af støv – men de ligger der stadig derinde på hylderne. Noget er forvitret og står ikke så klart mere, men det har ingen betydning. Heldigvis “glemmer” (læs: frasorterer) vi oplevelser, som dengang var forfærdeligt vigtige, men i dag er trivielle og ligegyldige – frugtesløse skænderier, telefonsamtaler der går i ring, forældede huskelister osv. Til gengæld kan vi i drømme, gennem meditation eller hypnose fremkalde de af vores oplevelser, som faktisk har haft en betydning for de personer, vi er blevet til. Det gælder både de måske ikke anerkendte stunder af selvfølgelig omsorg i barndommen, men naturligvis også de situationer, hvor et ”traume” har sat sig fast. Og det behøver faktisk ikke være alvorlige hændelser og direkte svigt, men kan bare være fejlfortolkede oplevelser, hvor barnets sind har været særligt åbent og ikke været i stand til at sortere og rubricere oplevelsen hensigtsmæssigt – i et voksent og erfarent perspektiv.

Erindringer er indkodede

I hypnose taler man om ”ankre”, hvilket billedligt set kan forstås som en følelse eller opfattelse, som i et givet øjeblik bliver knyttet til en bestemt ting eller situation. Lad os tage en irrationel angst, som kan være opstået pga. en pludselig forskrækkelse på et tidspunkt, hvor barnet enten er “uopmærksomt” (læs: åbent for kodning) eller har en meget specifik forventning (læs: et begrænset udsyn). Eksempelvis: Barnet er optaget af noget andet eller sidder og dagdrømmer, ser en edderkop på sin arm – og hører/ser moderen vise angst/afsky. Eller barnet åbner en æske og forventer ud fra sin tidligere erfaring at finde en fin, ubevægelig ting – men der er en levende frø i æsken, og den hopper pludselig ud af den. Her bliver det at have noget siddende/kravlende på sin arm konkret knyttet til angst (egentlig spejling af moderens angst), og det at åbne æsker bliver forbundet med noget usikkert, hvor man ikke ved, hvad der kan dukke op. Det er den indkodede forskrækkelse, der er problemets rod – ikke den ligegyldige edderkop, frø eller æske. Ud over følelsen sidder fornemmelsen af forskrækkelsen nu også fast i kroppen. Problemet med det er, at her har logikken svært ved at få adgang. Der er tale om to forskellige sprog.

Øvelse som vej ud af angst

En kendt kognitiv metode til at fjerne irrationel angst er gradvis konfrontation, hvilket forenklet set handler om at øve sig i at håndtere den svære situation, erstatte den gamle erfaring med nye og dermed gradvist styrke overbevisningen om, at situationen er ufarlig. Det kan f.eks. også gælde det at øve sig i at gå til eksamen, til tandlæge, tale for en gruppe osv. Mange af os bliver nemlig automatisk bedre til det med alderen, netop fordi vi øver os i løbet af livet. Den kognitive og logiske vej kræver imidlertid stor vedholdenhed, og nogen oplever “tilbagefald”. Det kan handle om manglende “træning” i den nye adfærd, men hvis der er tale om en mere diffus eller kringlet angst eller vane, kan tilbagefaldet skyldes, at det såkaldte anker stadig er der. I så fald spiller erindringen dig et puds – den ubevidste hukommelse og kroppens hukommelse har stadig den endelige magt over dig. Du reagerer helt “per automatik”, kan man sige.

Brug hukommelsen til at reparere

I disse tilfælde kræves der en egentlig omkodning – en fjernelse af ankret, dvs. forbindelsen mellem den uønskede følelse og tingen/situationen. Det er nødvendigt at “ændre” den oprindelige erindring direkte. Med hjælp fra hypnoterapeuten og din egen voksne erfaring og forståelse kan du gå tilbage til situationen, sådan som du oprindeligt oplevede den, og give indholdet af den en ny betydning – en ny “kodning”. Dybest set går du tilbage til fortiden og hjælper dig selv ved at koble din nuværende indsigt på, vel og mærke som om du havde den allerede den gang. Du vil stadig vide logisk set, at din hukommelse er blevet opdateret, men i kroppen og følelsen opleves ændringen som den “rigtige” oprindelige oplevelse – ikke en efterrationaliseret speakerstemme hen over oplevelsen. I hypnosen hjælper hypnoterapeuten dig billedligt talt til at gå direkte ind ad den skjulte bagdør til arkivet og ændre på indretningen af de bageste hylder. Intet fjernes, det omarrangeres. Når arbejdet er gjort – af dig, altså klienten selv – lukker du stille og roligt bagdøren efter dig, lader støvet falde igen, og fortsætter der-efter med at bruge arkivets fordør i din daglige brug af hukommelsen. Det fede er, at hele tiden forbliver du overadministratoren: Med den logiske del af din hukommelse VED du, at du har ændret oplevelsen, og med den ulogiske – følelses- og fornemmelsesstyrede – del af din hukommelse, mærker og oplever du situationen som ægte og helt anderledes. Det er da for flippet!