Der er ikke noget, som et godt grin. Det gælder også for helbredet. Ny forskning dokumenterer, at humor forlænger livet.
Du kan næsten grine stressen væk og blive bedre til at komme gennem krisesituationer, hvis du bruger humoren. I hvert fald mindsker du produktionen af stresshormoner, hvis du giver plads til at lave lidt sjov med kollegerne og prioriterer sjov underholdning i dit liv.
Humor giver en langt række fordele for helbredet, viser en ny omfattende undersøgelse fra Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet, hvilket i sidste ende forlænger levetiden.
– Mennesker med humor udvikler færre stresshormoner og er bedre til at håndtere kriser. De har et bedre immunforsvar, bliver udsat for færre sygdomme og mindsker risikoen for en tidlig død, forklarer professor i medicin og psykologi Sven Svebak fra Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet i Trondheim til metroXpress.
Sven Svebak har ikke selv opskriften på, hvad god humor er, for det afhænger af personen, du spørger. Måske mener de fleste trods alt også selv, at de har god humor – problemet er nok nærmere, om vi bruger den. I undersøgelsen havde han fundet frem til nogle fælles kendetegn hos de personer, der scorede højest på humor-testen:
– Mennesker med høj score på humor er udadvendte, ikke specielt ængstelige, legesyge og ofte socialt aktive.
50 pct. af vores humoristiske sans er bestemt af generne, viser undersøgelser – og det efterlader mulighed for at træne dig til yderligere 50 pct. gennem læring og erfaring.
– Du kan oparbejde en god evne til humor ved at træne din måde at tænke på, forklarer Sven Svebak.
Marten Führ er dansk humorforsker og psykolog, og han er ikke i tvivl om, at humoren smitter af på helbredet.
– Der sker nogle positive ting i vores krop, når vi griner. Folk, der bearbejder deres livstruende sygdomme med humor og sarkasme, er ofte dem, som overlever. De mister ikke den positive fremtidsforventning og optimismen, siger Martin Führ til metroXpress.
Flere end 70.000 nordmænd har lagt sundhedshistorier og blodprøver til undersøgelsen, hvor forskerne målte deres ”humor-score” ved hjælp af en test, hvor deltagerne selv svarede på, om de opfattede sig som humoristiske. Den gruppe, der scorede højst på humoren, havde en reduceret dødelighed på omkring 20 procent i forhold til gruppen med den laveste score.
Indtil du fylder 75 år, skulle humoren have en positiv effekt på din forventede levetid, viser undersøgelsen.
Kilde: metroXpress
(Oprettet den 15. juni 2010)