Begrebet “en sund latter” rummer en større sandhed, end de fleste er klar over. Ny forskning viser, at et godt grin kan begrænse hjerneskader og forbedre hukommelsen.
Det er forskere fra Loma Linda Universitetet i Californien, der har fundet ud af, at humor kan bedre hjerneskader, der er forårsaget af stresshormonet kortisol. Det kan på længere sigt forbedre hukommelsen.
Humors positive indvirkning på stress har længe været kendt. Et godt grin kan nedbringe kortisolniveauerne, så det var nærliggende for forskerne at se på, om humor også kunne hjælpe mod hjerneskader, der er forårsaget af kortisol.
Stresshormoner skader normalt ikke hjernen, men mennesker, der arbejder med mange informationer på en gang i et stresset arbejdsmiljø, har en øget risiko for at få en hjerneskade, der kan give dem hukommelses- og koncentrationsbesvær. Det blev for små ti år siden anslået, at mellem tre og seks pct af alle it-medarbejdere i Danmark har denne hjerneskade i større eller mindre grad. Det var Arbejds- og miljømedicinsk klinik på Skive Sygehus, der anslog omfanget i 2005 – efter sygdommen havde været kendt i fire år.
Hvis vurderingen dengang holder, er andelen formodentlig steget sidenhen. Tempoet på arbejdsmarkedet er i hvert fald ikke blevet langsommere. Det er ikke kun it-medarbejdere, der er i farezonen – journalister og læger hører også til faggrupper, der potentielt arbejder med mange informationer under stort tidspres.
Hvis du hører til i risikogruppen, er det en god idé at slutte dagen af med en komedie i ny og næ.
Forskerne fra Californien lod nogle ældre forsøgspersoner udfylde en hukommelsestest. Nogle af testpersonerne så forinden en tyve minutter lang humoristisk film, mens andre måtte tage testen uden det morsomme indslag. Forskerne kunne se, at humoren som ventet fik kortisolniveauerne til at falde, men de kunne også se, at de samme forsøgspersoner klarede sig bedst i hukommelsestesten.
Dr. Lee Burk, der er medforfatter på studiet, mener, at humor kan mindske stress og forbedre hukommelsen.
– Humor mindsker de skadelige stresshormoner som kortisol, der påvirker hippocampus negativt, samtidig med at den sænker blodtrykket, forbedrer blodomløbet og dit humør. Et grin øger udskillelsen af endorfiner og dopamin i hjernen, hvilket samtidig giver dig en følelse af glæde og belønning, siger Dr. Lee Burk til Medical News Today.
Kilder: Medicalnewstoday.com, b.dk
Forrige artikelDrik øl med god samvittighed
Næste artikelRugbrødssandwich med jordbær og peberrodscreme